Prøv avisen

Lægernes løfte var omstridt fra begyndelsen

Tegning: Morten Voigt

For 200 år blev lægeløftet indført i Danmark. Den moralske ed trækker tråde tilbage til oldtidens Grækenland og blev herhjemme først set som lige så overflødig, som hvis skræddere skulle love at sy tøj, der passede mennesker

I 1809 indledte den dengang anerkendte pensionerede læge og professor i kirurgi Heinrich Callisen (1740-1824) en længerevarende debat om de danske lægers etik. I anden del af sit store tobindsværk om sundhedsforholdene i København reflekterede han over lægernes rolle i samfundet og foreslog, at alle nyuddannede læger skulle aflægge et moralsk forpligtende løfte, før de måtte praktisere deres fag. For som det så ud på daværende tidspunkt, betroede borgerne deres liv og sundhed til en læge, som lige så vel kunne være ”en velgørende engel som en fordærvelig dæmon i samfundet,” skrev han.

Dette var første gang, tanken om en etisk forpligtende embedsed for læger blev luftet, siger videnskabelig assistent ved Københavns Universitets institut for medier, erkendelse og formidling Martin Ejsing Christensen, som har beskæftiget sig med lægeløftets historie.

”Heinrich Callisens hovedargumentation var, at lægernes eksamensbevis kun var en garanti for deres faglige evner og ikke for deres moral, og når man ikke kunne teste deres moral, kunne man ikke vide, hvordan de ville bruge deres faglighed. Eksamensbeviset betød, at mennesker betroede lægerne deres liv, uden at vide om de var i hænderne på engle eller dæmoner.”

Den 15. august i år var det 200 år siden, at lægeløftet for første gang blev aflagt i Danmark, og gennem tiden er løftet blevet beskrevet som en formulering af lægefagets værdigrundlag, som den moderne lægestands fødselsattest og som lægernes etiske kompas. Andre har omvendt kaldt det et støvet stykke kulturarv og fundet det unødvendigt, at alle nyuddannede læger i dag skal aflægge løftet ved deres dimission for at kunne arbejde som læge.

Selvom de fleste læger i dag ser løftet som højtideligt og vigtigt, var det ifølge Martin Ejsing Christensen ingen selvfølge at få eden indført tilbage i starten af 1800-tallet. Tværtimod skulle der over fem års heftig debat til, før det første lægeløfte stod klar, siger han.

”Da jeg dykkede ned i lægeløftets historie, blev jeg overrasket over, hvor omstridt det har været lige fra starten. Selvom den grundlæggende idé var, at læger skulle bruge deres evner til deres medmenneskers gavn, er løftet i lige så høj grad et produkt af en politisk proces, hvor flere skulle stilles tilfredse. Det er gået fra at blive set som helt unødvendigt til at være en naturlig del af lægeembedet.”

Hvor det danske lægeløfte har været i brug i 200 år, så går selve idéen om et lægeløfte næsten 2500 år tilbage i tiden til oldtidens Grækenland og den hippokratiske ed. Eden er opkaldt efter den græske læge Hippokrates, der levede mellem cirka 460 og 370 før vor tidsregning og blandt andet ses som lægevidenskabens fader. I eden sværger lægen med guderne som dommere at agte og elske sin læremester, at hjælpe syge efter bedste evne og holde sin viden om lægekunsten hemmelig for uindviede. Derudover må lægen ikke udlevere dødelige gifte, fremkalde aborter eller udnytte sine patienter seksuelt.

Særligt de etiske regler kan have været en inspiration for det danske løfte, siger cand.mag. i klassisk filologi og gæsteforsker ved Medicinsk Museion i København Kirsten Jungersen, som har nærstuderet den oldgræske ed.

”Den første del af eden bygger for mig at se på en typisk tænkning fra Hippokrates' tid om at beskytte lauget og kun overlevere sin viden om lægekunsten til en lille indviet kreds. Men i den anden del ser man en etisk linje om lægemoral, som jeg synes, man genkender i det danske lægeløfte. Det gælder blandt andet tavshedspligten og spørgsmålet om, hvordan læger skal praktisere deres embede. Der er tale om etiske regler, som i århundreder har været relevante for lægekunsten.”

Omkring renæssancen nåede den hippokratiske ed til Europa, og i cirka 1525 blev løftet udgivet på græsk og latin. Herefter begyndte medicinske uddannelser at undervise i den hippokratiske moralopfattelse.

Også i Danmark begyndte læger at vægte moral højere, siger journalist Klaus Larsen, som er forfatter til flere bøger om blandt andet lægekunsten og lægestanden i Danmark.

”Oprindeligt var det lægernes profession, der var i fokus herhjemme, og man kan virkelig tale om et sammenspist broderskab. De løfter, man havde, handlede om ikke at røbe fagets hemmeligheder eller stjæle patienter fra hinanden. Men gennem tiden er der kommet mere etiske overvejelser ind over lægeembedet. Omkring 1800-tallet begyndte man at tænke på faget i dets relation til det omgivne samfund og på at skulle hjælpe sine medmennesker. Det spirende sundhedsvæsen var derfor allerede på vej, da lægeløftet blev foreslået.”

Selvom det var den pensionerede læge og professor Heinrich Callisen, der første gang nævnte behovet for et lægeløfte, så var det professoren Johan Daniel Herholdt (1764-1836), en af Heinrich Callisens tidligere elever, der som den første senere i 1809 foreslog den daværende forvaltningsmyndighed kancelliet, at alle autoriserede læger skulle have en ed.

Ikke alle var dog enige i, at et lægeløfte var en god idé, og da Sundhedskollegiet, den tids svar på Sundhedsstyrelsen, blev bedt om at vurdere forslaget, startede der ifølge Martin Ejsing Christensen en heftig debat.

”n syntes, det ville være at udvise mistillid og krænke lægerne at lave en ed, og en anden fandt det lige så tåbeligt som at få skræddere til at aflægge løfte om, at de kun ville sy tøj, der passede menneskers kroppe. Andre fandt løftet overflødigt, da man jo allerede ved konfirmationen havde lovet at ville være en moralsk borger,” siger han og tilføjer, at hele diskussionen endte med et lidt specielt kompromis i slutningen af 1814, over fem år senere.

”Man skrev til kancelliet og konkluderede, at et lægeløfte ikke ville gavne noget, men heller ikke skade, hvorfor man godt kunne indføre praksissen.”

Det endelige danske lægeløfte blev derefter formuleret og endte efter flere udkast med at være så bredt og generelt, at der gik næsten 100 år, før man fandt det nødvendigt at ændre det.

Da det skete, var det for at tilføje tavshedspligten til løftet. Allerede under den første debat om lægeløftet havde retten til ikke at give alle informationer videre været diskuteret, og i takt med etableringen af en egentlig lægestand blev væsentligheden af denne ret mere tydelig. Ved lægeforeningens årsmøde omkring år 1900 rejste den ene læge efter den anden sig og fortalte om de etiske dilemmaer, de oplevede i forbindelse med tavshedspligten. Det handlede typisk om, hvorvidt man måtte tie, når det drejede sig om livs- og ulykkesforsikringsselskaber, om attester til sygekasser, om rovmordere, om aborter eller om ægteskaber, hvor den ene part var meget syg eller ude af stand til at få børn.

Da lægerne ikke troede på, at de kunne få en tavshedsret godkendt ved lov, valgte de at få retten skrevet til lægeløftet, hvilket blev indført i 1902. Samme år blev det besluttet, at løftet skulle aflægges på en mere højtidelig måde end tidligere.

Både tilføjelsen af tavshedsretten og den mere ceremonielle løfteaflæggelse er eksempler på, at løftet var mere end bare et moralsk kodeks, siger Martin Ejsing Christensen.

”Det handlede også i høj grad om lægernes interesser. Tilføjelsen om tavshedspligten handlede om, at den almindelige danske lægeforening var blevet mere stærk og selvsikker og ville beskytte sine egne interesser mod statsmagten. Og den højtidelige ceremoni handlede om at skabe solidaritet og styrke sammenholdet internt i en tid, hvor der blev uddannet flere læger, hvilket truede med at tvinge kolleger ud i intern kamp om stillinger. På den måde er lægeløftet et historisk produkt, hvis indhold, form og formål er ændret med samfundsforholdene.”

I det seneste århundrede er lægeløftet løbende dukket op i forbindelse med lægesager både herhjemme og i udlandet. Især før og under Anden Verdenskrig blev lægernes moral diskuteret, da tyske læger var med til at udøve ”medlidenhedsdrab” på syge og udviklingshæmmede og lave medicinske eksperimenter på fanger i kz-lejrene. Dette gjorde, at Verdenslægeforeningen, WMA, efter Anden Verdenskrig vedtog et sæt internationale regler for lægeetik, som bygger på den hippokratiske ed.

Danmark er fortsat et af de få steder, hvor der findes et obligatorisk lægeløfte, som stort set ligner sig selv efter 200 år. I 2006 nedsatte Lægeforeningen dog et udvalg, som skulle vurdere, om løftet stadig var tidssvarende, og konklusionen blev, at der ikke var grund til at ændre noget, siger Klaus Larsen, der som journalist fulgte debatten dengang.

”Udvalget fandt ud af, at løftet var formuleret så generelt og elementært, at det stadig var dækkende nok. Der er simpelthen tale om evigtgyldige regler - lidt ligesom med De Ti Bud.”