Prøv avisen

Længere liv rejser nye etiske dilemmaer

At vi lever længere, rejser et højaktuelt spørgsmål: Hvad forstår vi ved et værdigt liv? Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Ny forskning giver indblik i, hvad vi i en velfærdsstat forstår ved et leveværdigt liv. Det er vigtig viden i en tid, hvor flere lever længere, mener forskerne bag

Hvad er et leveværdigt liv?

I en tid, hvor livet bliver længere for flere, er det et højaktuelt spørgsmål.

Sådan sagde professor ved institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Mette Nordahl Svendsen, da hun for nylig præsenterede et stort forskningsprojekt, som hun står bag sammen med en gruppe forskere fra Københavns Universitet og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

”Grænsen mellem liv og død flytter sig hele tiden. Sundhedsteknologier, som bliver stadig mere avancerede, og vores velfærdssamfunds veludviklede plejesektor gør, at vi er i stand til at holde kroppe i live længe. Men er livene leveværdige?”, spurgte Mette Nordahl Svendsen ved præsentationen, der fandt sted hos VIVE i København.

Blandt andet et stort antal læger, sygeplejersker, plejehjemsledere og forskere var mødt frem for at høre om projektet, der er støttet gennem Danmarks Frie Forskningsfond.

Projektet giver først og fremmest indblik i, hvordan der arbejdes og træffes beslutninger forskellige steder i sundheds- og plejesektoren, hvor grænsen mellem liv og død hele tiden er noget, medarbejderne skal forholde sig til – og aktivt er med til at skabe.

Forskerne har blandt andet fulgt dagligdagen på en neonatalklinik, hvor ekstremt for tidligt fødte børn er helt afhængige af pleje og teknologi for at overleve, ligesom plejen af demensramte på et demensplejehjem er blevet fulgt tæt.

Og så har de fulgt flere studier med grise, blandt andet ét, hvor grisen bruges som model for det døende menneske, der skal afgive organer, og for det svært syge menneske, som skal modtage organer.

Men hvad har de tre typer af liv – barnets, den dementes og grisens – til fælles? Og hvad kan det fortælle os om, hvad vi forstår ved et leveværdigt liv?

”Når vi bringer barn og gammel, dyr og menneske sammen under samme blik, er det, fordi de har det til fælles, at de alle kan betragtes som en slags grænseliv. Grænsezonen er dér, hvor hverken menneske eller gris har sprog, bevidsthed, intention, evne til at planlægge og bestemme selv – alt det, der ellers normalt kendetegner en person. Og hvad er så et menneske i denne grænsezone? Hvordan etableres så menneskelivets værdi?” siger Mette Nordahl Svendsen.

Svaret er tidshorisonter. Både for plejen af det for tidligt fødte barn, den demensramte ældre og for grisen gælder det, at man kun opretholder disse liv, hvis der tegner sig en fremtid med mening, siger Mette Nordahl Svendsen og tilføjer, at der i grisens tilfælde menes en fremtid med de forskningsresultater, den kan levere, og at den derfor først og fremmest får en meningsfuld fremtid gennem sin død.

For barnet og for den demensramte handler det imidlertid om, hvorvidt man vurderer, at de på hver deres måde vil kunne indgå i en social sammenhæng.

”I neonatalklinikken inddrager personalet familiens situation. Hvordan vil deres liv se ud med et stærkt handicappet barn? På plejehjemmet handler plejearbejdet om at etablere de svært demente beboere som personer, der er borgere i samfundet og indgår i sociale relationer. Omsorgen for individet går hånd i hånd med omsorgen for fællesskabet,” siger Mette Nordahl Svendsen.

Ifølge Mette Nordahl Svendsen hænger opmærksomheden på det større fællesskab sammen med, at det danske samfund er et velfærdssamfund, hvor der er en høj grad af tiltro til, at staten skal sikre det gode liv – ikke bare for individet, men også for kollektivet. Og det er noget særligt dansk – eller skandinavisk – påpeger Mette Nordahl Svendsen.

Det ses også ved, at vi herhjemme ikke har patienter liggende i koma i årevis, men at behandlingen ofte indstilles, modsat hvad der for eksempel ofte er tilfældet i USA.

Men hvad er så formålet med denne nye viden om, hvordan vi i det danske velfærdssamfund anskuer det gode liv?

”Vi har ikke haft et specifikt formål med vores arbejde. Vi har for eksempel ikke forsket i det her, fordi vi gerne vil have indført aktiv dødshjælp, eller fordi vi mener, at hele sundhedsvæsenet skal omstruktureres. Men vores resultater taler ind i allestedsnærværende bioetiske og prioriteringsmæssige diskussioner, og jeg håber, at vi kan bidrage til at øge den etiske refleksion omkring grænsezonen mellem liv og død og mellem dyr og menneske,” siger Mette Nordahl Svendsen.