Prøv avisen

Lærere deltager i elevers sexkåringer

Lærere på en række af landets folkeskoler accepterer og deltager i 9. klasseelevernes kåringer, som har seksuelle undertoner. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Når elever i nogle 9. klasser holder afslutningsfest, kåres lærerne i sexkategorier. Det sker med lærernes accept. Det er over grænsen, mener Red Barnet.

"Årets Teacher I'd Like to Fuck" "Årets vil du med mig hjem?" og "Ring, når jeg fylder 18".

Det er tre af de nomineringer med seksuelle undertoner, som lærere på en række af landets folkeskoler deltager i og accepterer at blive kåret til af eleverne fra 9. klasse, når de holder afslutningsfest, skriver Berlingske.

Videoer af nogle af elevernes awardshows er blevet offentliggjort på YouTube. Det gælder blandt andet for en video fra Munkekærskolen i Solrød, som er blevet set mindst 68.500 gange.

Berlingske har set lignende videoer fra i alt seks skoler og en lang række klasser i hovedstadsområdet.

Kuno Sørensen, der er chefpsykolog i Red Barnet, ser ikke med milde øjne på sådanne sager.

- Når lærerne medvirker i videoer, der beskæftiger sig med seksuelle forhold mellem lærere og elever, bevæger de sig ud over kanten, siger han.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra skoleleder på Munkekærskolen, Carsten Hansen, men han er ikke vendt tilbage.

Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, ønsker ikke at kommentere de konkrete skolers ageren.

- Vi skal tænke over, hvordan vi som rollemodeller og lærere viderebringer stereotyper. Når skolerne evaluerer det, som er foregået, vil man finde ud af, at der er nogle ting, som skal rettes til, siger han til Ritzau.

- Helt generelt skal vi være opmærksomme på, at vi ikke videreformidler nogle stereotyper, som ikke hører hjemme i 2018. Det skal vi også, selvom det er en festlig dag, hvor det er fis og spektakel, der er det gennemgående tema.

På Herfølge Skole i Køge var lærere også med i et lignende arrangement. Her blev videoen ifølge avisen godkendt af et lærerteam. Skoleleder Helle Due Bense studsede heller ikke over kategorien, da videoen blev vist.

- Jeg ved i hvilken kontekst, videoen er lavet, og den er lavet i en venskabelig relation og lutter kærlighed mellem lærerteam og elever, siger hun til Berlingske.

- Hvis man tager kategorien som et enkeltstående element, kan man få den tanke, at det er upassende. Men når jeg ser den i det samlede shows helhed, og jeg ved, hvad det er for en relation, har det ikke betydet, at jeg fik en skærpet opmærksomhed.

Helle Due Bense var ikke bekendt med, at videoen er lagt på YouTube, og det skal ikke ske fremover, fastslår hun.

Der mangler en kritisk vurdering og bevidsthed om, hvad det kan have af konsekvenser for både elever og lærere at lave disse kåringer, mener Bjarne B. Christensen, der er generalsekretær hos Sex Samfund.

- Skolerne, lærerne og vi som samfund må lige stoppe op, tænke os om og lade være med at reproducere gamle ting på den samme måde, siger han til Ritzau og uddyber:

- Jeg synes, at det råber på en langt mere kritisk stillingtagen til, hvad det er for en kultur, vi har. Sådan at skolen spørger sig selv, hvad det er for nogle ritualer, de har?

Generalsekretæren peger på, at videoer på YouTube i princippet kan blive delt og gemt for evigt. Derfor er kåringerne af lærerne ikke en enkelt begivenhed, da det i værste fald kan forfølge elever og lærere på lang sigt.

/ritzau/