Prøv avisen

Læreres medlidenhed skader flygtningebørn

Svenske skoler arbejder i øjeblikket på at integrere de 44.000 uledsagede flygtningebørn, der de seneste tre år er kommet til landet. Billedet er taget i Trelleborg i 2015, hvor flere tusind drenge fra Afghanistan søgte asyl i Sverige. Foto: Kim Agersten/ritzau

Både Danmark og Sverige skal integrere flere tusinde uledsagede flygtningebørn. Men i skolerne mødes børnene ofte med medlidenhed, hvilket for nogle bliver en undskyldning for ikke at præstere i skolen, mener den svensk-russiske uddannelsesforsker Oleg Popov, der har undersøgt uledsagede flygtningebørns skolegang i Sverige

De seneste tre år har Sverige modtaget 44.000 uledsagede flygtningebørn under 18 år. I samme periode er godt 4000 børn og unge kommet til Danmark uden deres forældre og har fået tidsbegrænset ophold. Dertil kommer de flere tusind børn, der sammen med deres forældre har fået asyl i Danmark og Sverige.

Indtil videre har Sverige været langt mere optaget af at skaffe boliger og yde de uledsagede flygtningebørn omsorg end at sikre dem en god uddannelse. Samtidig er der en tendens til, at læreres medlidenhed med børnene betyder, at skolen ikke stiller samme krav til dem som til andre børn, og at flygtningebørn i nogle tilfælde udvikler en slags ”undskyldnings-identitet”. Deres traumatiske oplevelser bliver en forklaring på, hvorfor de ikke laver lektier og præsterer i skolen.

Det mener den svensk-russiske uddannelsesforsker Oleg Popov. Som lektor ved Umeå Universitet forsker han i indvandrerbørns uddannelse og læring, og han har undersøgt uledsagede flygtningebørns møde med det svenske skolesystem. Oleg Popov var en af oplægsholderne ved en konference om flygtningebørn, der blev holdt i går i København.

”Den politiske diskurs over for flygtningebørn i Sverige har været domineret af idéen om, at vi skulle tage os af flygtningebørn, yde omsorg for dem og imødekomme deres materielle behov. Der er blevet brugt masser af ressourcer på at give flygtningebørn boliger og en god livskvalitet, men vi har underprioriteret hele spørgsmålet om uddannelse,” siger Oleg Popov.

Han henviser til, at indvandrerbørn i en række lande i Vesteuropa klarer sig væsentligt dårligere end gennemsnittet. I Danmark opnår godt 40 procent af alle elever med indvandrerbaggrund ikke karakteren 2 i dansk og matematik mod 13-16 procent af de danske børn.

”Der er ingen tvivl om, at problemerne omkring indvandrerbørns læring bliver et endnu mere ’varmt’ emne de kommende år på grund af de mange nyankomne flygtninge de seneste år,” siger Oleg Popov.

Oleg Popov fortæller, at mens de lærere,der har specialiseret sig i svensk som fremmedsprog, har været velforberedte på modtagelsen af de mange nye flygtningebørn, så gælder det ikke lærere i den svenske folkeskole generelt.

Den svenske forsker understreger samtidig, at opgaven med at modtage de mange flygtningebørn er utrolig kompleks, fordi der er stor forskel på, om et barn kommer fra en skole i Damaskus i Syrien eller har været hyrde på landet i Eritrea.

Hans egne casestudier blandt seks unge uledsagede børn med afghansk og somalisk baggrund viser, at de unge var uvante med gruppe- og samarbejde, og at det var nyt for dem at skulle tage medansvar for egen læring. Samtidig sagde de unge også, at de foretrak tydelige vurderinger i form af karakterer fremfor evalueringer uden karakterer.

”Noget af det, der har overrasket mig personligt i mine undersøgelser, er, at det var nogle af de børn med den bedste uddannelsesbaggrund, der havde flest konflikter og vanskeligheder i mødet med det svenske skolesystem, mens det var lettere at tilpasse sig for nogle af de elever, der ikke havde gået så meget i skole. Derfor er det en stor opgave for skolen at rette undervisningen mod det enkelte barn og ikke se flygtningebørn som en ensartet gruppe,” siger Oleg Popov.

Hans forskning viser, at det oftest er de lærere, der ikke har dybere fagligt kendskab til indvandrerpædagogik, som har medlidenhed med flygtningebørn og derfor sænker forventningerne til dem.

I en undersøgelse blandt lærerstuderende og erfarne tosprogslærere har Oleg Po-pov påvist, at især de uerfarne lærere baserer deres pædagogiske overvejelser på en følelse af sympati for børnene og et ønske om at give dem deres tabte barndom tilbage. Hans undersøgelser viser også, at lærere i nogle tilfælde accepterer, at flygtningebørn på grund af deres traumatiske livsforløb pjækker, undlader at lave lektier og kommer for sent til undervisningen.

”Det er en modsætning, at mens flygtningebørn i mange tilfælde efterlyser klart pædagogisk lederskab og lærerautoritet, så giver læreren dem i nogle tilfælde friere rammer end andre elever i et forsøg på tage hensyn,” siger Oleg Popov.

Generelt er Oleg Popov ikke optimistisk, når det gælder undervisningen af det stigende antal tosprogede børn i de svenske skoler. Undervisningen af tosprogede børn er ifølge den svensk-russiske forsker et felt, der kræver mange ressourcer og ikke kan klares ved lette politiske løsninger:

”Politikerne forsøger ofte at løse problemerne med sporadiske indgreb. For eksempel indførte svenske politikere mellem 2010 og 2014 en særlig bonus for flygtninge, der var hurtige til at lære svensk. Den favoriserede akademikere og andre, der har gode forudsætninger for at lære sprog. Men den løste ikke problemet for lavtuddannede flygtninge, og ordningen måtte droppes. Vi har brug for mere gennemtænkte ini-tiativer, og vi har brug for at udvikle nye pædagogiske redskaber. Det kræver flere investeringer og mere personale. Og det koster penge. Vi tror, at de fleste flygtningebørn automatisk vil glide ind i skolen, men så enkelt er det ikke.”