Mere mangfoldighed. Mere repræsentativitet. Et bedre billede af det samfund, vi er en del af. Det er nogle af de fordele, der er, ved at flere indvandrere og efterkommere søger ind på læreruddannelsen.
Det mener Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen. Han glæder sig over den seneste opgørelse over lærerstuderende på landets professionshøjskoler, der viser, at procentandelen af indvandrere og efterkommere næsten er fordoblet over de seneste 10 år. I 2008 var det knap syv procent, mens det ved den seneste opgørelse fra oktober 2018 er omkring 12 procent af de lærerstuderende, der har etnisk minoritetsbaggrund.
”Det er rigtig fint, hvis læreruddannelsen og de, der bliver ansat i den danske folkeskole, afspejler det samfund, der er rundt omkring os. Det giver en tyngde, når vi taler om kulturforståelse og respekt for forskelligheder, at vi også ansætter bredt, så hvis de er motiverede, er det en rigtig positiv udvikling,” siger han og fortsætter:
”Der vil være børn, der får gavn af, at der kommer flere tosprogede lærere. Det kan være svært for en lærer at forklare nuancerne i det danske sprog uden at kunne referere til den tosprogede elevs modersmål.”
Også Stefan Hermann, der er formand for Danske Professionshøjskoler og rektor på Københavns Professionshøjskole, hvor 40 procent af alle landets lærerstuderende med indvandrer- og efterkommerbaggrund studerer, glæder sig over udviklingen.
”Det er en udvikling, der er kommet langsomt, men over de seneste år er det et billede, vi kan genkende, og det er positivt, at læreruddannelsen kan tiltrække folk med forskellige baggrunde,” siger han.
Han forklarer videre, at man på læreruddannelsen ikke målrettet går efter, at indvandrere og efterkommere skal være særligt gode til at undervise elever med udenlandsk baggrund, ligesom kvindelige studerende på uddannelsen ikke skal blive særligt dygtige til at undervise piger.
”Men den identifikation, der kan være, er selvfølgelig et plus, og det er godt med en folkeskole, der afspejler samfundet i et vist omfang med hensyn til etnicitet, køn, uddannelsesbaggrund og religion,” siger Stefan Hermann.
Men en mere mangfoldig sammensætning af studerende kan også kaste værdikonflikter af sig. I november 2018 tilkendegav en lærerstuderende i et debatindlæg i Politiken, at han havde mødt andre lærerstuderende med udlændingebaggrund, der har antidemokratiske holdninger og dermed har svært ved at leve op til folkeskolens formålsparagraf om at forberede elever på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Og selvom Stefan Hermann ikke har mulighed for at kontrollere omfanget af elever, der sætter deres religion over den demokratiske dannelse, medgiver han, at der er en vigtig opgave i at slå fast, hvad den danske folkeskole er til for.
”Hvis jeg skulle afvise, at nogen kom ud med antidemokratiske holdninger, skulle vi være tankepoliti, hvilket praktisk talt er umuligt. Men udviklingen med et mere forskelligartet optag gør det vigtigt at holde øje med og sikre formålsparagraffen i uddannelsen,” siger han og fortsætter:
”Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan komme til at virke som lærer som antidemokrat, der for eksempel går ind for et primitivt kvindesyn. Der er åndsfrihed, ligeværd og demokrati afgørende variable, og vi skal sørge for, at de her fordringer er gældende i undervisningen, og hvor bestræbelsen altid er at få nuanceret studerendes holdninger, der måtte stride imod det.”