Prøv avisen
Folkeskolen

Her underviser de 60 elever på én gang: Der er al mulig grund til at kritisere den traditionelle skole

Højboskolen i Hørning har samlet hele 6. årgang, så omkring 60 elever undervises samtidig af tre lærere. Her sidder eleverne på læringstrappen til en kort introduktion, inden de fordeler sig ud i lokalerne. - Foto: Lars Aarø/Fokus

Ideen er at forene det bedste fra traditionel klasseundervisning med det bedste fra åbent plan-skoler

Det er en skoledag kort før sommerferien. Eleverne i 6. klasse sidder på rækker og kigger med vekslende grader af opmærksomhed hen på læreren, Ulf Fromholt, som gennemgår de matematikstykker, klassen har arbejdet med hjemme.

”Den opgave med rutsjebanen har voldt mange problemer. Det, det handler om, er, hvordan man beregner hastighed,” forklarer læreren, som herefter spørger ind til, hvad man kan måle henholdsvis afstand og tid i, og forklarer, at man skal gange disse størrelser med hinanden.

Man kunne tro, det var en skoledag, præcis som de har været afviklet igennem årtier overalt i Danmark og resten af verden. Men der er nogle ting her på Højboskolen i Hørning mellem Skanderborg og Aarhus, der ikke er helt sædvanlige.

Elevgruppen er ikke en traditionel klasse på cirka 25 elever, men en flok på over dobbelt så mange. Ulf Fromholt er heller ikke alene om at undervise alle de elever, men bakkes op af kollegerne Lotte Josephsen og Anne Dorthe Jellesen. Eleverne sidder ikke i et traditionelt klasseværelse. Lige nu sidder de på læringstrappen, som bruges til de korte indledende gennemgange, timerne plejer at begynde med. Inden længe er denne korte introduktion slut, hvorefter eleverne selv skal vælge, hvor og hvordan de vil arbejde med matematikken.

”Hvis I tror, I har brug for hjælp, så kom med ind til mig i rummet. Hvem vil i stillezonen? Anne Dorthe tager stationen ved hæve-sænkebordet, og Ulf er i iglooen. Kom så, giv den gas!”, siger Lotte Josephsen ud i elevgruppen, som derefter fordeler sig rundt i undervisningsområdet.

Efter lidt indledende forvirring, indfinder der sig efter kort tid en imponerende ro, når man tænker på, hvordan to-tre sjetteklasser samlet på forholdsvis lidt plads kan lyde.

Rummet ligner et traditionelt klasseværelse. Her er der en lærer fuldt til rådighed og mulighed for at få forklaret tingene på tavlen. I det store område midt i det hele sidder de elever, som har valgt at arbejde selvstændigt, alene med deres computere ved små trekantede borde. Opstår der et problem, for eksempel af teknisk art, sidder hjælpen klar ved hæve-sænkebordet.

Skal man arbejde i en gruppe uden at forstyrre eller blive forstyrret, kan man sætte sig ind i det, der kaldes iglooen eller ”det finske uhyre”. Et særligt siddemøbel, som skaber et lille rum i rummet, hvorfra overraskende lidt lyd trænger ud. Inde bag en væg og en lukket dør er stillerummet med bløde møbler. På væggen ind til stillerummet hænger en magnettavle, hvor eleverne hver placerer en brik, som oplyser hvor de er. Der hænger også en ribbe, som kan bruges, hvis nogen får brug for at bevæge sig, og i området foran denne er dels et lille skab til hver elev, dels et krea-hjørne, som tages i brug, når der skal tegnes og males.

Hele Højboskolens 6. årgang har alle deres timer i dette område undtagen idræt, madkundskab og håndværk og design, så det skal kunne bruges til lidt af hvert.

”Det er godt, vi selv kan bestemme, hvor vi vil sidde, og at vi kan skifte plads i forhold til, hvilken opgave vi skal lave,” siger Lukas Kjær Rasmussen fra 6. årgang.

Hans klassekammerat Christian Nyboe glæder sig over, at A- og B-klassen er slået sammen til én gruppe, så er der flere at være venner med. Men begge synes, at læringstrappen er lidt for hård at sidde på. Om eleverne bliver dygtigere af at gå i skole på denne måde ved de ikke helt.

”Man lærer i hvert fald på en anderledes måde. Det er meget mere fleksibelt,” forklarer Helena Hauge Mikkelsen.

Højboskolen har en historie, som går tilbage til 1975. Dengang blev skolen bygget som en åbent plan-skole, hvilket var meget moderne dengang. Eleverne skulle indgå i ét stort fællesskab. Det rummede nogle fordele, men også ulemper. For eksempel støj. Da de pædagogiske strømninger trak i en mere individualistisk retning, blev der bygget en masse gipsvægge, så skolen blev indrettet med traditionelle klasseværelser.

Men nu bygges der igen. Skolen er under gradvis ombygning til en helt ny struktur, hvor elever på tre spor samles på årgangshold, der undervises af tre lærere samtidig. 6. årgang er frontløbere, men tanken er, at alle 10 årgange skal undervises på denne måde, beretter skoleleder Peder Pedersen, som har arbejdet med at tilrettelægge den årgangsunderviste skole, siden han blev ansat i 2016 med den opgave at skabe en ny faglig profil til skolen.

”Vi kan ikke forandre hele skolen på én gang. Vi tager det lidt i etaper, i takt med at de bygningsmæssige forandringer bliver gennemført,” siger Peder Pedersen, der har udviklet skolens undervisnings koncept i tæt samarbejde med skolens lærere samt det arkitektfirma, som har stået for ombygningen.

Inspirationen er blandt andet hentet på skoler i Storbritannien og Finland, og idéen med det hele er at skabe en skoledag, hvor eleverne oplever flere valgmuligheder, samarbejdsmuligheder og mere indflydelse, end en skole med den traditionelle ”én klasse, én lærer, ét lokale”-opbygning kan tilbyde.

Tanken er også, at man ved at lade lærere samarbejde om det hele kan undgå det tab af effektiv undervisning, som for eksempel kan opstå, når en lærer er syg, så klassen får en vikar. Er en af de faste lærere fraværende, sørger de to tilbageværende for at holde undervisningen på sporet. Til gengæld er det en skole, hvor man som lærer er tvunget til at kunne samarbejde med sine kolleger. Her har Peder Pedersen lagt stor vægt på, at hele lærergruppen har haft indflydelse på, hvordan skolen er tilrettelagt, og han fremhæver, at skolen fra Skanderborg Kommune har fået ”en meget stor frihed til at drive skole, som vi tænker det godt i vores område.”

Ifølge Alexander von Oettingen, prorektor ved professionshøjskolen UC Syd og forfatter til debatbogen ”Pisse-dårlig undervisning”, har det stor betydning, at der er en vis overensstemmelse mellem, hvad skolelederen vil, hvad den enkelte lærer vil, og hvad det kommunale system synes, de skal. Han vurderer derfor, at en tilrettelæggelse af undervisningen som på Højboskolen kan være en udmærket måde at drive skole på. Men for disse lærere på denne skole, ikke nødvendigvis for alle.

”De gamle idéer om åbent plan-skoler virkede efter min opfattelse ikke. Den måde at indrette skolen på var ikke tilstrækkeligt skarp på, hvad det lærende barn har brug for af struktur. Når man laver skole, kan det være udmærket at strukturere dele af undervisningen anderledes, men det må aldrig blive så kaotisk, at det svækker elevens bevidsthed om, at ’Du er lærende’, ’Du er her, fordi du skal undervises’,” siger han.

Derfor billiger han alle eksperimenter med fleksibilitet og årgangsundervisning, men tøver over for at se sådanne tiltag som en ny sandhed, der overskriver alle andre, tidligere sandheder om, hvordan man skaber en god skole.

”Der kan være al mulig grund til at kritisere og udfordre den traditionelle skole og dens koncept om én klasse med én lærer i ét rum. Men min kommentar er, at dette, som jeg kalder skolens grammatik, er en struktur, som i 200 år har sørget for, at alle børn i Danmark kom i skole og lærte noget,” siger Alexander von Oettingen.

Peder Pedersen betragter ikke den årgangsopdelte undervisning som den endegyldige sandhed om, hvordan en skole skal være. Det er heller ikke en tilbagevenden til åbent plan-skolernes kaos og uklarhed om, hvad der skal læres. Han betragter det mere som en måde at undervise på, der kan kombinere det bedste fra flere verdener,

”Der sker hele tiden i vores del af verden en fremadrettet udvikling. Ligesom inden for sygehusverdenen opdager man hele tiden nye, mere hensigtsmæssige måder at gøre tingene på. Denne model kan ikke alt. Men vi er ved at udvikle noget, som vi synes fungerer rimeligt godt. Det er altid et valg, hvordan man vil indrette sin skole, og lige nu er det ikke til at sige, hvor det fører hen. Men jeg tror, at hvis vi fortsætter med denne måde at undervise på, vil vi ad åre kunne se det på de unge menneskers læring.”

Skoleleder Peder Pedersen er overbevist om, at den fleksible årgangsundervisning repræsenterer det foreløbig bedste bud på sandheden om god undervisning. - Foto: Lars Aarø/Fokus
Når eleverne på sjette årgang arbejder med matematik, kan de selv vælge, hvilken af undervisningsområdets forskellige zonerde vil sidde i. - Foto: Lars Aarø/Fokus
I forgrunden hjælper lærer Anne Dorthe Jellesen elever med at komme i gang på computeren. I baggrunden ses det særlige runde og lydsiolerende siddemøbel, som på skolen har fået kælenavnet ”Det finske uhyre”. - Foto: Lars Aarø/Fokus
Lukas Kjær Rasmussen, Christian Nyboe og Helena Hauge Mikkelsen fra 6. årgang på Højsboskolen synes godt om al den valgfrihed, de har fået. Men læringstrappen er hård at sidde på sammenlignet med stillerummets bløde møblement. - Foto: Lars Aarø/Fokus