For et lille årti siden, i december 2010, afgav daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et såkaldt ”kundskabsløfte” om, at ”vi skal gøre en god folkeskole bedre”. Han fandt det skuffende, at Danmark lå på 18. pladsen i læsning ifølge den internationale Pisa-undersøgelse. Ambitionen var at komme op i top 5.
Tre år senere, i december 2013, var regeringsmagten skiftet, undervisningsministeren hed Christine Antorini (S), og lige inden hun barslede med en folkeskolereform, kom næste Pisa-undersøgelse, der viste, at det ”ikke går skidt, men det går heller ikke godt nok,” som hun sagde til Kristeligt Dagblad. ”Med den nye folkeskolereform sætter vi ind for at fremme, at eleverne kan blive så dygtige som muligt. Eleverne skal ikke bare have flere timer, der skal også indføres mere varierede undervisningsformer, og fagene skal gøres mere anvendelsesorienterede,” tilføjede hun dengang.
Tre år senere, i december 2016, var reformen virkelighed, skoledagene længere, udfordringerne mange og forvirringen betydelig. Men i Pisa-undersøgelsen var alt ved det gamle. Danmark var nummer 18 i læsning.
På tirsdag er der så gået tre år mere, og resultaterne af de seneste målinger i læsning, matematik og naturfag offentliggøres, foretaget blandt omkring en halv million 15-årige elever i Danmark og 78 andre lande.
I Danmark er der ofte spænding om Pisa-målinger, selvom danske børns læsefærdigheder har ligget stort set uændret på et internationalt midterniveau i de seks hidtidige Pisa-rapporter, der er udkommet med tre års interval siden 2001.
Men denne gang kan der være gode grunde til ekstra ængstelse.
Dels fordi folkeskolereformen har været i kraft så længe, at målingen kan ses som en eksamen for dén.
Dels fordi der i forvejen er indikationer af, at det er gået tilbage for danske skoleelevers læsefærdigheder. At læse-løftet og kundskabsløftet førte til et læsedyk og kundskabsdyk.
Børne- og Undervisningsministeriet har netop offentliggjort den årlige statusredegørelse for folkeskolen, baseret på de nationale test. Den viser, at andelen af gode læsere er faldet fra 74 til 70 procent over en femårig periode.
Ud over en målsætning om, at alle skal blive dygtigere, lå der i folkeskolereformen en målsætning om at mindske betydningen af social baggrund. Også i forhold til denne socialdemokratiske mærkesag er tallene rykket et lille nøk i den forkerte retning, hvilket den nuværende børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), finder skuffende. Hun har derfor erklæret, at ”fokus har været andre steder. Nu skal vi tilbage til kerneopgaven: Børnene skal lære at læse”.
Mens Pisa-målinger tester, hvad eleverne kan for enden af grundskolen som 15-årige, måler den anden store, internationale læseundersøgelse, Pirls, færdigheder omkring 4. klassetrin. Det vil sige på det sted i barnets udvikling, hvor den basale evne til at omsætte bogstaver til ord gerne skulle være på plads, så der fuldt ud kan arbejdes med at forstå stadig sværere tekster.
På dette punkt har danske elever faktisk ligget i verdens top 5 i 2011, men var i 2016 faldet til en international 13. plads. Og i sidste måned pegede en analyse af de danske Pirls-forskere Jan Mejding og Katja Neubert på, at for meget læsning fra skærm kan være årsag til dette fald. Bøger er bedre end skærme til at skabe gode læsere.
Drømmen om top 5 er der næppe mange danske skolefolk eller politikere, der tør drømme om forud for tirsdagens Pisa-præsentation. Desværre er der meget, der tyder på, at alle drømmene om at gøre en god skole bedre indtil videre er endt et sted mellem stilstand og en lille tilbagegang.
Samtidig er den store politiske optagethed af test og Pisa-målinger, som kendetegnede 2000’erne og første halvdel af 2010’erne, klinget af, og den nuværende regering har faktisk en målsætning om at afskaffe de nationale test. Det sidste hænger sammen med, at skolereformkritikere blandt skolefolket har betvivlet, at de nationale test overhovedet giver et retvisende billede af, hvad eleverne kan. Omvendt lader testene til at være gode nok for de samme kritikere, når de kan bruges som bevis på, at folkeskolereformen ikke gjorde eleverne bedre, men tværtimod lidt dårligere til at læse.
Hvis Danmark på tirsdag ligger lavere end nummer 18 i læsning, kan rivegildet begynde om, hvem der har skylden.
Ligger skylden hos modstræbende lærere?
Ligger skylden hos reformivrige politikere og kommunalchefer, som drømte urealistiske drømme om top 5 og derfor tromlede lange skoledage og nye, uklare pædagogiske begreber igennem i en folkeskole, de ikke gad lytte til eller sikre ordentlig forberedelsestid?
Eller skyldes et eventuelt læsedyk hverken reformen eller skolen, men danske børns ulyksalige tendens til at kigge på skærme i stedet for at kigge i bøger?