Læserne har stemt: Grundtvigs salmer slår populære sange

Hverken Grundtvigs kærlighedssange, fædrelandssange eller højskolesange kan i popularitet konkurrere med de bedste af Grundtvigs højtidssalmer, viser resultatet af Kristeligt Dagblads læserkonkurrence. Salmernes livskraft er bemærkelsesværdig, siger forsker

Selv hvis man tager højde for, at Kristeligt Dagblads læsere er mere salmeinteresserede, er det interessant, at slet ingen af Grundtvigs verdslige sange er med, mener seniorforsker.
Selv hvis man tager højde for, at Kristeligt Dagblads læsere er mere salmeinteresserede, er det interessant, at slet ingen af Grundtvigs verdslige sange er med, mener seniorforsker. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Tre julesalmer, to adventssalmer, to påskesalmer, to pinsesalmer og en høstsalme. Sådan kan man kategorisere de 10 sange af digterpræsten N.F.S. Grundtvig, som Kristeligt Dagblads læsere i en afstemning har udpeget som hans allerbedste.

At det er lutter salmer og ikke en kærlighedssang som "Hvad er det, min Marie?" eller nogen af Grundtvigs fædrelandssange eller højskolesange, der placerer sig på top-10, overrasker Lea Wierød Borčak, seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet og Videncenter for Sang. Også selvom de 2892 danskere, der har stemt, næppe er repræsentative for alle danskere.