Prøv avisen

Landbruget: Folkemødet er blevet for dyrt

Det årlige Folkemøde i Allinge på Bornholm er for organisationer, ngo''er og politikere en mulighed for at komme i tæt dialog med både hinanden og borgerne. Som her formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, på dette års folkemøde. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Landbruget har været en stor bidragyder til debatterne på Folkemødet, men melder fra på grund af prisen, som også andre organisationer holder nøje øje med.

Folkemødet på Bornholm bliver næste år for første gang uden de mange debatter på den store stand fra Landbrug Fødevarer.

Ifølge landbruget, som har været med siden starten i 2011, er det blevet for dyrt at være med.

Organisationen regner med at spare op mod to millioner kroner ved at melde fra.

- Især priserne på overnatning og transport er blevet meget voldsomme. Vi har snakket om i flere år, at skruen blev strammet mere og mere, siger direktør i Landbrug Fødevarer Morten Høyer.

- Med en stram økonomi har vi andre kronjuveler som vores velbesøgte Åbent Landbrug arrangementer og vores Skolekontakttjeneste, som nok bringer os i kontakt med endnu flere almindelige danskere, siger han.

Kritikken af ublu overnatningspriser har rumlet i flere år i takt med, at Folkemødet er blevet et større og større tilløbsstykke. Mødet trak i år 113.000 besøgende til 3000 arrangementer.

Selv statsministeren advarede sidste år Bornholm mod at presse citronen for meget.

- Man skal ikke så det frø, at Folkemødet kunne være andre steder end på Bornholm, sagde han til Bornholms Tidende - med henvisning til, at kritikere af Folkemødet har talt for, at mødet burde afvikles andre steder i landet på skift.

Også andre professionelle deltagere er opmærksomme på prisen for at være med.

Dansk Industri (DI) valgte i år at droppe et telt på havnen og skar ned på antallet af debatter og udsendte.

- Vi har tidligere advaret om, at det bliver dyrere og dyrere, og at det bliver mindre attraktivt at besøge Folkemødet, hvis folket ikke længere har råd til at komme der, siger kommunikationsdirektør Marion Hannerup.

Foreløbig har DI dog ingen planer om helt at droppe Folkemødet.

Også Ældresagen droslede ned på deltagelsen i sommer for at holde udgifterne nede.

Fagforbundet 3F har eget telt med debatter under mødet. Ifølge 3F’s forbundssekretær, Henning Overgaard, har de årlige evalueringer af udbyttet foreløbig ikke ført til overvejelser om at droppe Folkemødet.

- Men vi er tilfredse med, at der i år var nogen selvransagelse på Bornholm med hensyn til udgifterne til overnatning, som efterhånden var kommet op i et urimeligt niveau, siger han.

Foreningen bag Folkemødet satte i fjor priserne ned med ti procent på de udgifter, de selv kan styre. Men udfordringen ligger typisk et andet sted, erkender foreningens direktør, Mads Akselbo Holm.

- Alle ser løbende på, hvad de får for pengene. Især den private udlejning er en stor udfordring. Derfor håber vi også, at det her er et wakeup-call til bornholmerne. Så de forstår nødvendigheden af at vise mådehold med priserne, så andre deltagere ikke melder fra, siger han.

Han beklager, at landbruget melder pas.

- Vi er rigtigt kede af, at en så væsentlig aktør dropper at have deres egen stand, hvor de siden starten har leveret meget af det gode indhold, som jo gør det relevant for publikum at møde op.

Torsdag er der i øvrigt sidste frist for ansøgning om tilmelding til 2019. Uanset kritikken af de dyre overnatninger, så har ti procent flere end nogensinde ansøgt om en stadeplads.

/ritzau/.