Landbrugstradition præger dansk natursyn

Idéen om, at skov, land og vand skal udnyttes, ligger dybt i danskerne. Blandt andet derfor er vi placeret helt i bunden af EU’s Natura 2000-liste som det land, hvor den mindste andel af arealet er beskyttet natur

I Danmark har vi ikke meget areal, som vi helhjertet har afsat til bare at være natur.
I Danmark har vi ikke meget areal, som vi helhjertet har afsat til bare at være natur. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

I Danmark har vi ikke meget areal, som vi helhjertet har afsat til bare at være natur.

Faktisk er andelen nul procent, siger Hans Henrik Bruun, lektor og ph.d. i biologi ved Københavns Universitet. Dog med det indledende forbehold: ”Hvis jeg skal være lidt fræk.”

”Idéen om uberørt natur er kun streger på et kort. Vi kan ikke holde nallerne væk. Selv i Nationalpark Thy, på fredet område, skal der selvfølgelig lige stå nogle honningbistader, så der kan produceres lynghonning,” uddyber han.

”Forklaringen er, at vi alle er bønder i hovedet. Vi er gennem mange generationer opdraget til, at jorden skal udnyttes. Den opfattelse har stået så stærkt, at den stadig præger vores land,” siger Hans Henrik Bruun, som dog vurderer, at den generation, som i dag er i 20’erne og er vokset op i byerne, ser anderledes på det.

Men i udgangspunktet er det danske land meget lidt uberørt af menneskehånd. Det viser blandt andet EU’s Natura 2000-barometer. I hvert land udpeges områder til at skulle leve op til de fælles europæiske regler for beskyttet natur. Europamester i denne disciplin er Slovenien. Danmark ligger allernederst, og Hans Henrik Bruun påpeger, at når Storbritannien forlader EU, er vi endda en meget klar nummer sjok.

”Der har været en udbredt opfattelse af, at det ikke kan være anderledes. At Danmark er for lille et land til at have store naturområder. Der er altid lige en vej eller en mark i vejen for, at det kan blive andet end småt og fragmenteret. Det har jeg selv troet. Men det er bare en påstand, der er gentaget så mange gange, at den er gjort til sandhed,” siger Hans Henrik Bruun.

Han medgiver, at lande som Norge og Sverige med et stort areal fjeld og skov er i en anden situation, men for eksempel Holland, der ligesom Danmark er et lille, fladt landbrugsland med omtrent samme areal og den tredobbelte befolkning, har alligevel en klart større andel Natura 2000-areal, nemlig 13,29 procent.

Men fortællingen om Danmark som det inkarnerede landbrugsland, der bare ikke kan tage hensyn til natur og miljø, er ikke en fortælling, som Bent Lauge Madsen kan genkende.

Den 84-årige biolog, vandløbsekspert og tidligere mangeårig konsulent i Miljøstyrelsen peger på, at der internationalt er stor respekt for de indsatser, der siden 1980’erne er gjort for Danmarks vandløb.

”Når man ser på indsatsen for at sikre den gode natur og det gode miljø i vandløbene, mener jeg ikke, der er grund til at være skuffet. Det hænger sammen med, at netop, når det har handlet om vandløb, har det været muligt at arbejde med og ikke imod hinanden,” siger han.

Ifølge Bent Lauge Madsen er nutidens naturdebatter for ofte plaget af, at man ender i hver sin grøft. Biodiversitets-folk imod nytteorienterede landbrugere. Ulveelskere imod ulvehadere. Og de mennesker, der ønsker naturligt slyngede vandløb, som ørreder og laks kan lide, over for dem, der foretrækker brede, lige vandløb, der effektivt kan lede vand væk.

”Natur er det, man ønsker, det skal være. Da man genskabte Vest Stadil Fjord ved Ringkøbing, kunne man for eksempel stort set selv bestemme, hvilken vandstand der skulle være,” forklarer biologen med henvisning til området, der mellem 1950’erne og 1990’erne blev drænet og opdyrket, men siden har fået vandet tilbage og i dag både er fuglebeskyttelsesområde og Natura 2000-område:

”Vi er nødt til at diskutere, hvad vi vil have, og træffe beslutninger ud fra det. Nogle ønsker den meget vilde, andre den mere kultiverede natur. Biologer vil gerne have, der ligger en masse rådnende træ, men måske vil søndagsgæster i Kongelunden gerne have noget andet.”