Da borgmester Christou Gkountenoudi fandt ud af, at der skulle bygges et hegn på kanten af hans kommune, tog han ud til grænsen, stillede sig på den, undseelig, som den er i det småkuperede landsbrugslandskab mellem langt højere bjerge. Dér stod han, ifølge sin genfortælling, og måtte erkende, at den kommende tid ville blive særdeles vanskelig. Han fik ret. De efterfølgende måneder beskriver han med et godt, gammelt græsk ord: ”Kaos”.
For Christou Gkountenoudi er ikke borgmester i en hvilken som helst kommune og på et hvilket som helst tidspunkt i verdenshistorien. Kommunen, Paionia, ligger i det allernordligste Grækenland på grænsen til Makedonien, og dens nordlige udpost hedder Idomeni. Et hvidkalket landsbysamfund, der tilfældigvis ligger ved indgangen til det, der i 2015 og 2016 blev kendt som den vestlige balkanrute: primærvejen for tusinder af mennesker en route til Nordvesteuropa i den største flygtninge- og migrationskrise siden Anden Verdenskrig.
Altså lige indtil trådhegnet i to baner blev rejst, pigtråden blev rullet ud, og grænsen mod nord blev forseglet. Med et omstridt begreb kalder nogen det for opførelsen af et ”Fort Europa”. Billedlig talt udgør Ægæerhavet i så fald – og efter EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet – en diplomatisk voldgrav, og grænsehegnet nord for Idomeni, som nabolandet Makedonien opførte i vinteren 2015-2016, er den første af flere fæstningsmure. Lukningen af balkanruten og EU’s aftale med Tyrkiet tilskrives af mange beslutningstagere og iagttagere æren for faldet i antallet af asylansøgere i Europa. Grækenland er bastionen midt imellem. Det er grænsen til Europa og her, vi er.
Der er så stille i Idomeni. Mennesketomt. Foråret er kommet, solen sender tidligt morgenkulden til tælling, og den eneste støj kommer fra to storkes næb-klaprende parringsdans og to gadehundes bjæffen ad fremmede, danske journalister. Men for ikke så længe siden var her ”very busy” (meget travlt, red.), som de siger på Idomenis politistation. Man behøver kun tage et par skridt væk fra ordensmagtens beskedne hovedkvarter for at se hvorfor. Ude i det høje græs, få hundrede meter fra bykernen, står grænsehegnet og glimter i solens genspejl. Bag hegnet rejser de makedonske bakker sig, hvorfra adskillige vindmøller ellers synes at vinke hen over grænsen til Grækenland.
Men jernbanestrækningen, der øst for Idomeni krydser ind i netop Makedonien, blev sidste forår endestation for tusinder af menneskers vej mod lande som Sverige, Tyskland og Danmark. ”Hope” står der malet på et rustent reklameskilt langs banelegemet, men for mange flygtninge og migranter sluttede håbet om Nordeuropa her i Idomeni, der blev vært for en af Europas største uofficielle flygtningelejre, som før rydningen i forsommeren 2016 rummede over 10.000 mennesker.
Og så begyndte kaosset for Christou Gkountenoudi. Fra rådhuset i kommunehovedstaden Polykastro, 25 kilometer syd for Idomeni, langer han hårdt ud efter både den græske stat og diverse humanitære organisationer. Han kalder den nu lukkede flygtningelejr for ”en illegal og miserabel bosættelse, som blev tolereret af den græske stat i månedsvis imod enhver idé om værdighed” og erklærer, at ”jeg og hele kommunen er glade for, at lejren er lukket.”
”Vi var taberne i den her situation. Grænserne blev lukket, og alle flygtningene var strandet i vores kommune. Vi stod med konsekvenserne,” siger Christou Gkountenoudi. ”Kun Grækenland tog sig nu af flygtninge. Ingen andre.”
I dag er Idomeni-lejren historie, og sporene af dens fortidige eksistens næsten ikke til at se, da Kristeligt Dagblad i selskab med to militærfolk kører ud til grænsen. Skrald, tøj, telte, alt er ryddet, og tilbage står blot grænsehegnet, umuligt at overse, men forbudt både at nærme sig og fotografere. Selv interviews om grænsepatruljeringen er en umulighed. ”We have orders,” (vi har ordre, red.) som officererne siger.
I stedet kører Kristeligt Dagblad mod den officielle grænseovergang få kilometer øst for Idomeni. På en forladt bygning kort før grænsekontrollen har nogen graffitimalet budskabet, at ”no one is illegal” (ingen er illegal, red.). I juridisk praksis er der forskel på folk. Det kræver ikke meget besvær for en dansker at krydse ind i Makedonien og mod nord. Bilen bliver parkeret foran grænseovergangen, passet tages op af lommen, vær så god, og vi krydser grænsen til fods.
I ingenmandslandet mellem den græske og makedonske grænsestation kan man for alvor se hegnet, der slynger sig op ad de omkringliggende bakker. Først pigtråd på jorden, så ét hegn, dernæst et stykke jord, så et nyt grænsehegn. Som sådan ser det ikke mere frygtindgydende ud end sikkerhedshegn i andre funktioner som ved fængsler, lufthavne eller lignende.
Men sikke en betydning, det har fået.
Spørg bare Shamza Misto. Den kurdisk-syriske enke og hendes familie er et eksempel på grænsebyggeriets menneskelige konsekvenser. Samtidig viser deres skæbne, at grænselukningen på mange måder virker efter hensigten. For som hendes voksne søn, Amid Ibrahim, siger:
”Havde vi vidst, at det ville ske, var vi ikke rejst. Så var vi blevet i Tyrkiet.”
De seks familiemedlemmer er fra Kobane i det nordlige Syrien og tog i første omgang flugten til nabolandet mod nord, hvor de opholdt sig i lidt over et år. I begyndelsen af 2016 drog de over Ægæerhavet, fra Tyrkiet til øen Lesbos, og videre til det græske fastland. Herfra ville de fortsætte op gennem Balkanhalvøen til Tyskland, hvor to af Shamza Mistos sammenlagt otte børn var rejst op i forvejen.
”Da vi krydsede havet, lagde vi alt bag os; familie, vores land og hus. Vi ankom, og det var et chok for os at se hegnet,” siger Shamza Misto.
Ganske vist havde familien ”hørt rygter om, at grænserne lukkede”, siger Amid Ibrahim. Men de blev ”virkelig overraskede”, da de så grænsehegnet med egne øjne. Rejsen op gennem Eksjugoslavien skulle have været gjort på under en uge, men blev aflyst allerede i Idomeni. I begyndelsen lod Makedonien ganske vist stadig enkelte mennesker passere over grænsen, men fra dag til dag blev tallet mindre. Fra 15-20 stykker til slet ingen.
”Grænsen lukkede. De enlige mænd uden familie tog med smuglerne eller krydsede grænsen på anden vis. Familierne havde ikke mulighed for at tage turen gennem skovene,” siger Amid Ibrahim og tilføjer: ”Der var en egyptisk tolk, der befandt sig på grænsen, og som tog imod penge (illegalt, red.) for at lade folk passere. Mellem 50 og 150 euro, afhængig af familiens størrelse. Vi kendte ikke noget til det dengang, men havde vi vidst det, havde vi alligevel ikke pengene.”
Familien sad fast i Grækenland i lighed med omkring 60.000 andre flygtninge og migranter. De købte et telt, rejste det på en balkon på Idomenis banegård, og tre måneder gik med lange madkøer og uden et bad, indtil lejren blev ryddet. Ifølge familien, da myndighederne begyndte at frygte for lejrpladsens mange bål og risikoen for en brandulykke.
Efter 10 derpå følgende måneder i en flygtningelejr bor Shamza Misto og hendes seks børn nu i en lejlighed i Thessaloniki. Lejligheden har de fået stillet til rådighed gennem et EU-støttet program, som den norske ngo Flygtninghjelpen gennemfører. Planen er at flytte over 2000 mennesker fra de mest sårbare flygtningefamilier i Grækenland fra lejre til lejligheder.
Her venter familien svar på deres anmodning om familiesammenføring med børnene i Tyskland.
”Vi har ikke penge eller tid til at tænke på en plan B,” siger Shamza Misto. Men, som Amid Ibrahim siger, ”så længe vi venter, er der håb.”
Deres nye hjemby, Grækenlands næststørste, er i sig selv et resultat af historiens omskiftelige grænsedragninger. Thessalonikis centrale plads er ganske vist opkaldt efter den antikke filosof Aristoteles, der om nogen er synonym med græsk historie og vestlig tænkning. Men overalt i byens betontunge – og ved første øjekast historieløse – mylder støder man på monumenter og arkitektur fra fortiden som multietnisk handelsby, en kosmopolis under først byzantinsk og siden osmannisk herredømme. Og overalt kan man møde grækere, der er børn og børnebørn af de flygtninge, som forlod det nuværende Tyrkiet i den befolkningsudskiftning, der fulgte krigen og grænsedragningen mellem Grækenland og Tyrkiet efter Det Osmanniske Riges fald i begyndelsen af 1900-tallet.
”Det er det, vi er skabt af,” bemærker 30-årige Pateliotis Ioannis, en af universitetsbyen Thessalonikis mange unge indbyggere og engang en flittig, liberal læserbrevsskribent. Han er imod grænsebyggerierne og tilhænger af en tværeuropæisk fordeling af flygtningene, og han påpeger, at ”specielt her i vor tid er store bølger af grækere rejst til Europa som immigranter.” Selv har han studeret på et universitet i hollandske Utrecht.
Men med grænsehegnet til Makedonien er ikke bare flygtningene, men også grækerne hegnet ude af Europa. I hvert fald psykologisk. Sådan lød budskabet i en klumme, som Grækenlands-forskeren og Harvard-antropologen Michael Herzfeld publicerede i det amerikanske magasin Foreign Policy i februar 2016. På samme tid som syriske Shamza Misto rejste med sin familie over Ægæerhavet.
”Velkommen til Grækenland (men ikke til Europa)”, lød overskriften på klummen, hvor professoren agiterede for, at grænsebarriererne ville ”sparke” Grækenland ud af Schengen-samarbejdet – hvis ikke på papiret, så i praksis. Og dermed kaste Grækenland ind i rollen som en ”bufferzone mellem Vesten og resten” og eksponere ”Grækenlands spinkle kulturelle medlemskab i [EU-]projektet”, skrev Herzfeld.
En lignende argumentation kunne man for nylig høre fra den græske udenrigsminister Nikos Kotzias. Det skete, da han afviste at tage imod tilbagesendte flygtninge fra Tyskland med begrundelsen, at ”der findes nogle EU-stater, som tror, at de kan bruge Syditalien og Grækenland som lukkede kasser, hvor man kan opbevare flygtninge.”
Tilbage i Polykastro spørger Kristeligt Dagblad borgmester Christou Gkountenoudi, om han føler sig hegnet ude af Europa.
”Vi får se,” siger han, smågriner og slår fast, at ”vi vil være ligemænd i EU.”
”Vi er imod hegn. Det er ikke en løsning. Løsningen er en aftale med de europæiske lande. Vi tror på det forenede Europa. Vi tror ikke på hegn,” siger Christou Gkountenoudi.
Og så alligevel. Borgmesteren finder det nemlig i orden, at Grækenland selv har bygget et grænsehegn til Tyrkiet som følge af flygtninge- og migrantstrømmen. Det skete tilbage i 2012 og dermed flere år før, at en række andre EU-lande med Ungarn i spidsen besluttede sig for at gøre det samme.
”Tyrkiet er ikke Europa. For det meste af tiden bruger Tyrkiet flygtningene til at presse Europa. Grækenland er Europa,” siger Christou Gkountenoudi.
På den makedonske side af grænsen kan man derimod finde fuldtonet opbakning til grænselukningen. Det første møde med Makedonien er, som ved så mange andre europæiske grænseovergange, ikke videre charmerende. Området mellem grænsestationen og den første rigtige by, Gevgelija, er domineret af tunge vogntog, store reklameskilte og et endnu større kasino. Alligevel er det her på den lokale taverna, at ægteparret Vasilios Foulatsiklidis og Stojanka Gordic har valgt at nyde en kop eftermiddagskaffe og ryge deres hjemmerullede, lyserøde cigaretter. Vasilios er græker, Stojanka serber, og ægteparret føler på ingen måde, at den psykologiske afstand mellem deres to hjemlande er blevet større som følge af grænsebarrieren. Tværtimod er den det eneste rigtige, mener de.
”Mange grækere kommer herover, så vi er på ingen måde hegnet ude. Hegnet er ikke rettet mod grækere, men mod illegale immigranter uden papirer,” siger Vasilios Foulatsiklidis. Han mener, at Grækenland selv skulle udbygge sit grænsehegn og styrke patruljeringen på havet ud for de græske øer.
”Hvis der er vilje fra græsk side, kan man beskytte grænserne. Men det vil de ikke,” siger han om den venstreorienterede Syriza-regering. Han efterlyser græske politikere i stil med den indvandringskritiske tjekkiske præsident, Miloš Zeman, og den ungarske premierminister, Viktor Orbán, der har bygget et grænsehegn til Serbien og Kroatien.
”De gjorde det helt basale: beskyttede deres land. Ikke mere,” siger Vasilios Foulatsiklidis.
Hustruen Stojanka Gordic er på lange stræk enig med sin mand. Serbien har som Grækenland set et naboland, i dette tilfælde EU-landene Ungarn og Kroatien, bygge barrierer ved sine grænser. Men Serbien ligger i kraft af sin placering nord for Makedonien også i læ af grænsehegnet til Grækenland.
Men grænsebarrierer er meget mere end politik, siger Stojanka Gordic. Det handler om ”at beskytte sit hjem”. Hun mener dog, at EU har vendt ryggen til lande som Grækenland og Serbien, der hverken har ”de økonomiske muskler eller jobtilbud” til at huse de tusinder af strandede flygtninge, der i mange tilfælde lever under ganske vanskelige forhold i officielle såvel som uofficielle lejre.
Kristeligt Dagblad søgte før afrejsen de græske myndigheder om tilladelse til at besøge en flygtningelejr i Thessaloniki-området, men fik afslag på anmodningen. I stedet drager vi ud til den lejr, der ligger tættest på storbyen, for at se forholdene udefra. Softex-lejren hedder den; et navn, hvortil der knytter sig en del dårlig omtale i alverdens medier og fra flere humanitære organisationers side.
Softex ligger bag en indfaldsvej og en jernbanestrækning i et stort industriområde vest for Thessaloniki.
På vejen ned til lejren, der er fyldt med lastbiler og næsten tom for mennesker, går Mohamed Yasin. Han kan lige tilpas meget engelsk til at fortælle, at han er syrer fra Aleppo, bor i Softex-lejren og har en hustru, der nu er i Tyskland. Hende vil han gerne op til. Men han kom for sent til Europa. Grænsen til Makedonien var lukket.
I stedet bor han nu i den tidligere toiletpapirfabrik.
”No good,” siger han – ikke godt – og giver udtryk for, at der hersker kriminalitet og hashhandel i lejren. Softex er på den ene side omgivet af andre fabrikker, aktive såvel som forladte og forfaldne, og mange af dem forskanset bag hegn eller pigtråd. På den anden side ligger det tilgroede område op til jernbanen, hvor adskillige udtjente togkupeer står og ruster – med Thessalonikis olieraffinaderi i baggrunden.
Selve lejren består af to nedlagte, grå fabriksbygninger og en masse barakker. Fabrikkens vinduer er tildækkede, men på facaden ud mod vejen har nogen skrevet meddelelser på arabisk og engelsk til dem, der måtte komme forbi. ”We are not happy here”, står der blandt andet. Foran graffitien kommer en dreng i tre-fire-årsalderen løbende. Benene er endnu unge og usikre.
De kom fra havet, flygtningene og migranterne. Ad verdens ældste hovedfærdselsåre, over Ægæerhavets voldgrav.
I 2015 blev strædet mellem de østægæiske øer og det tyrkiske fastland flygtninge- og migrantstrømmens vigtigste europæiske grænseovergang. Visse steder kun få kilometer bredt og således lettere at krydse end den såkaldt centrale middelhavsrute. Maritim og derfor svær at forskanse for de europæiske lande. Efter EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet er strømmen reduceret kraftigt, men flygtninge og migranter når stadig frem til de græske kyster. Flere nu, hvor foråret gør sit indtog.
Kliakas Nikolaos kan se havet fra sit imponerende kontor på havnen i Thessaloniki, men han har trukket de hvide gardiner for vinduet, så solen, havnen og havet er uden for hans synsfelt. Han er øverstkommanderende for Thessalonikis kystvagt og konkluderer, at ”den her vandring stoppede, da aftalen blev lavet.”
EU-aftalen med Tyrkiet, altså.
Thessaloniki ligger langt fra Tyrkiet. Byen var og er derfor ikke modtagerhavn for flygtningebåde under den nuværende flygtningekrise. Men Kliakas Nikolaos fortæller, at han i slutningen af 1990’erne var kystvagt på øerne Leros og Patmos, tæt på den tyrkiske kyst. Og dengang så han – som det er tilfældet i dag – både fyldt med kurdere og irakere ankomme til de græske kyster på flugt fra andre tidligere konflikter.
”Det her er ikke noget nyt problem,” siger Kliakas Nikolaos, ”det er et nyt problem for Europa, men et gammelt problem for en kystvagt.”
Han hæfter sig ved, at tiden var en anden tilbage i 1990’erne. Der var ikke noget, der hed Frontex, EU’s grænseagentur, eller nogen Tyrkiet-aftale for den sags skyld. Men som så mange andre grækere, Kristeligt Dagblad møder på rejsen, er han skeptisk over for naboen mod øst, som grækerne har et notorisk anstrengt forhold til. Derfor tør Kliakas Nikolaos ikke spå, at det nu er slut med at se massive menneskestrømme til Europas bastion. Som han siger:
”Du er nødt til at være klar til alting.”