Tidligere kæmpede de fem forsamlingshuse på Mols om de samme kommunale støttekroner og sponsormidler. I dag arbejder de sammen om at dele møbler, udstyr og publikum til deres arrangementer.
Selvom Mols består af 24 forskellige småbyer, arbejder hele området sammen om at skabe de bedste tilbud til deres borgere i en såkaldt landsbyklynge. Mols er den største af en række klynger af landsbyer, som siden april sidste år har arbejdet på tværs af landsbyskel for at styrke hinandens fritids- og kulturtilbud. En målsætning, som den almennyttige erhvervsforening Realdania sammen med idrætsorganisationen DGI har udviklet i projektet Landsbyklynger.
Og ifølge programchef Stine Lea Jacobi har det fra starten været en målsætning, at samarbejdet skulle hjælpe landsbyerne med at holde fast i nogle af de tilbud, som ellers er truede i de enkelte byer:
”Vi prøver med det her projekt at få de små byer i det samme område til at styrke samarbejdet og de lokale muligheder for borgerne. Hvis to landsbyer kun kan stille med to halve håndboldhold, hvorfor så ikke danne ét stærkt, samlet hold på tværs? Derfor har det været landsbyernes opgave at snakke sammen og finde frem til de muligheder, der er til stede i deres område, og skabe en fælles viden om, hvad vi er for et sted, og så spørge sig selv, hvor man får størst mulig gavn af de tilbud, området har.”
En målsætning, som Rune Høy, kommunikationsansvarlig fra landsbyklyngen Mols i Udvikling, genkender:
”Vi har gjort rigtig meget for at definere Mols som et samlet område med nogle fælles tilbud. Ikke kun for vores egen befolkning, men lige så meget for at tiltrække besøgende udefra. Selvom de fleste nok ved, hvor Mols ligger, kender de færreste jo de små byer.”
Og ifølge projektleder og konsulent fra DGI Carsten Blomberg, der har været med til at igangsætte projekterne mellem landsbyerne, er erfaringerne gode indtil nu, fordi samarbejderne har manet konkurrencementaliteten mellem byerne i jorden:
”Vi har fundet ud af, at det er muligt at skabe borger- drevet udvikling på tværs af gamle sogne, og det er en af de store udfordringer, vi generelt har i landdistrikterne. Man er typisk ikke så fokuseret på at arbejde sammen med naboen, og tit holder man kortene tæt til kroppen i de her små byer som en slags overlevelsesstrategi.”
En erfaring, som land- distriktsforsker ved Syddansk Universitet Annette Aagaard Thuesen glæder sig over, da et større opland kan give flere frivillige, hvilket ifølge forskeren er altafgørende, hvis landsbyerne skal skabe et byliv med levende forsamlingshuse, sportsarrangementer og fritidsaktiviteter til børn:
”Idéen om at omlægge, styrke og deles om de muligheder, der er til stede imellem byerne, vil give langt bedre fritidstilbud for borgerne. Der skal jo frivillige til at drive mange af de her initiativer, og hvis du får en større bunke af frivillige at vælge ud fra, skaber det i sidste ende langt bedre muligheder for at bruge dit lokalområde.”
Men den store udfordring med at styrke samarbejderne er ifølge landdistriktsforskeren at få beboerne til at identificere sig med et større område, end mange hidtil har gjort i de enkelte landsbyer. Det gør man bedst ved at inddrage borgerne mest muligt i arbejdet helt fra start, påpeger hun:
”På landet har mange mennesker opbygget en identitet ud fra relativt små områder som for eksempel den enkelte landsby, så hvis et samarbejde skal lykkes på længere sigt, er man nødt til rykke noget i folks bevidsthed, for eksempel ved, at man gennem borgerinddragelse får ord på, hvem vi er som område. Det er særligt vigtigt i de områder, der ikke tidligere har haft noget at være fælles om,” siger Annette Aagaard Thue-sen.