Prøv avisen
Politisk analyse

Lang valgkamp redder næppe regeringen

Foto: Philip Daval/Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussen forsøgte at redde den blå blok med en usædvanligt lang valgkamp. Det ser ikke ud til at være lykkedes, men måske har Venstre fået noget ud af det på Dansk Folkepartis bekostning

Matheden breder sig i valgkampen. Havde den som normalt varet tre uger, ville vi i dag fredag have kendt resultatet og mandatfordelingen, og regeringsforhandlingerne ville være i fuld gang.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ville det som bekendt anderledes og udskrev en fire uger lang valgkamp, som delvis kom til at dublere valgkampen til europa-parlamentsvalget.

Bagtanken var efter alt at dømme, at han regnede med, at en lang valgkamp kunne slide den røde blok op og måske i sidste øjeblik skaffe regeringen en ny chance – mod alle odds.

Antagelsen bygger på, at den daværende VK-regering tilbage i 2011 lige netop tabte til oppositionen efter de sædvanlige tre ugers valgkamp. Det bemærkelsesværdige var, at Socialdemokratiet og den øvrige opposition indledte valgkampen med en komfortabel føring i meningsmålingerne. Den blev gradvis indsnævret, og mange analytikere og kommentatorer mente, at Løkke havde genvundet regeringsnøglerne, hvis blot valgkampen var fortsat en uge mere.

Denne gang er det nærmest gået modsat.

Efter tre en halv uge tegner fortsat intet til, at de borgerlige partier får lov at fortsætte på regeringsbænkene. Europa-parlamentsvalget i søndags gav ganske vist en overraskende sejr til Venstre, takket være to af kandidaterne, Søren Gade og Morten Løkkegaard. Fremgangen fik de dog udelukkende på Dansk Folkepartis bekostning.

Opgjort på procenter er den røde blok stadig storfavorit til at vinde folketingsvalget. Det mærkes også på partierne, at de i høj grad er i gang med at positionere sig til tiden efter valget. Enhedslisten fremlagde i tirsdags en såkaldt velfærdspakke og krævede ”velfærdsforbedringer, der kan mærkes” for at støtte en socialdemokratisk regering. Hvad det præcis betyder, var dog ikke til at få at vide. I fredags udsendte Enhedslistens Henning Hyllested en pressemeddelelse, der med versaler proklamerede, at partiets krav om roadpricing (kilometer-betaling for kørsel på vejene) var ultimativt. 50 minutter senere blev det dementeret fra partikontoret. Enhedslisten stiller ikke ultimative krav, lød det nu.

Enhedslisten balancerer på en knivsæg, for partiet vil på den ene side ikke stå model til en ny regering der i bund grund viderefører den afgående regerings økonomiske politik. På den anden side varer man sig også for at kravle op i træer og stille ultimative krav, som Liberal Alliance har haft så dårlige erfaringer med i Lars Løkke Rasmussens tid.

De Radikale og SF er ligeledes opmærksomme på ikke at bruge ordet ”ultimativt” over for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, som de om få dage kan komme til at sidde i et forhandlingslokale med.

Lars Løkke Rasmussen fortsætter med at sige, at meningsmålingerne tog fejl ved europa-parlamentsvalget, og at det kan de også gøre i forhold til folketingsvalget. Men i Venstre er man mentalt begyndt at forberede sig på tiden efter valget, hvor oppositionsrollen kalder. Hvem skal lede Venstre, hvis de borgerlige taber? Vil Løkke fortsætte som partileder, eller vil han frivilligt overlade lederskabet til en anden? Bliver der kampvalg om formandsposten?

For Socialdemokratiet handler de sidste valgkampsdage om ikke at dumme sig. Så bekymret er man åbenbart, at man nu har pålagt folketingskandidaterne, at de ikke må svare på spørgsmål fra journalister, uden at det er koordineret med partiledelsen.

En af partiets kandidater, Camilla Fabricius, kom i mandags galt af sted i et interview i TV 2 Østjylland sammen med Stram Kurs’ kandidat, Helmuth Nyborg. Her gav hun udtryk for, at Socialdemokratiet og Stram Kurs kunne samarbejde om at forbedre psykiatrien, men det måtte hun efterfølgende trække tilbage. Socialdemokratiet samarbejder ikke med Stram Kurs.

Den slags fejlmarkeringer er altid svære at undgå, og spørgsmålet er, om Socialdemokratiets forsøg på topstyring kan forhindre det. En anden mulig effekt er, at endnu færre borgere vil finde det umagen værd at engagere sig i politik. Det kan måske være svært at få øje på meningen med det, hvis alle synspunkter alligevel skal leveres eller godkendes af partitoppen.

De sidste dage før valget venter et par partilederdebatter og en enkelt duel mere mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Forløber de bare nogenlunde som de foregående, bliver der næppe vendt op og ned på noget i sidste øjeblik. Terningerne synes kastet.8