Prøv avisen

Langkaer Gymnasium får lov at opdele elever efter etnicitet

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) giver det fordelingsudvalg, som det aarhusianske gymnasium er omfattet af, lov til at fravige reglerne for fordelingen af elever. Foto: Polfoto

Undervisningsminister giver midlertidigt Langkaer Gymnasium lov til at lave klasser efter elevernes baggrund

Langkaer Gymnasium i Aarhus er blevet kritiseret fra flere sider, efter at gymnasiet har opdelt de nye 1.g-klasser efter etnicitet.

På baggrund af den sag giver undervisningsminister Merete Riisager (LA) det fordelingsudvalg, som det aarhusianske gymnasium er omfattet af, lov til at fravige reglerne for fordelingen af elever.

Dispensationen betyder, at fordelingsudvalget kan fordele elever mellem gymnasierne, hvis de tager hensyn til elevernes ønsker og sikrer, at fordelingen er i overensstemmelse med loven.

Skulle der være andre af landets fordelingsudvalg, der også føler sig udfordret i fordelingen af eksempelvis tosprogede elever, kan de søge dispensation til at gøre det samme.

- Lige nu står Langkaer Gymnasium med akutte udfordringer med elevfordelingen. Det skal de have lov til at finde en midlertidig løsning på, så vi sikrer, at man lokalt får den frihed, man har behov for til at løsne situationen op nu og her, siger ministeren.

- Jeg skal ikke stå i vejen for, at rektorerne i Aarhus helt frivilligt finder løsninger, så længe man overholder loven og i et vist omfang tager hensyn til elevernes ønsker og de pædagogiske kriterier, siger hun.

Ministeren slår fast, at det ikke skal være muligt at fordele elever på gymnasierne efter elevernes etnicitet.

Spørgsmål: Hvilke kriterier kan man så forestille sig, gymnasierne kan få lov at fordele eleverne efter?

- Jeg ikke taget stilling til, hvordan vi kan lave en model, som gælder for hele landet. Det bliver en afsindig svær manøvre, hvordan vi gør det, siger Merete Riisager.

På et samråd tirsdag slog den nye undervisningsminister fast, at der ikke bliver lavet nye regler for fordelingen af gymnasieelever, så de kan gælde fra næste skoleår.

Den tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) varslede ellers tidligere på året, at regeringen ville arbejde for at få lavet nye principper for, hvordan elever optages på gymnasierne.

- Det, jeg sagde på samrådet, var, at vi ikke skal gøre det i al hast, men at vi skal have tid til at kigge på, om optagelseskriterierne kan ændres på en god måde, siger Merete Riisager, som anerkender, at der er et bredt politisk ønske om at skrue på fordelingsreglerne.