Prøv avisen

Lars Barfoed vil undersøge bordeller

Lars Barfoed vil undersøge bordeller Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Justitsminister Lars Barfoed (K) vil undersøge ulovlige bordeller, der driver virksomhed i private ejendomme

Justitsminister Lars Barfoed (K) vil se nærmere på de bordeller, der ulovligt driver virksomhed i private ejendomme uden den pågældende kommunes samtykke.

- Umiddelbart er jeg ikke imod at hæve sanktionsniveauet, men jeg bliver nødt til at undersøge det nærmere først.

Sådan lyder det fra Lars Barfoed under et samråd med Folketingets Retsudvalg, efter SF har opfordret til at uddele højere straf til ulovlige bordeller for at undgå, at naboer til bordellerne bliver generet.

Justitsministeren anerkender, at der et problem, men han understreger dog samtidig, at beboere, der deler opgang med et bordel, selv har et ansvar.

- Jeg vil opfordre til, at de borgere, som bemærker, at bordeller drives i strid med Planlovgivningen eller Boligreguleringsloven, må kontakte den pågældende kommune.

- Vi må holde fast i, at prostitution er lovligt, men man skal selvfølgelig ikke finde sig i at blive generet.

Ifølge Boligreguleringsloven er det ulovligt at bedrive bordelvirksomhed i private ejendomme uden kommunalbestyrelsens samtykke.

Overholdes loven ikke, kan der udskrives engangsbøder på 5000 kroner og efterfølgende ugentlige tvangsbøder på 3000 kroner.

- Umiddelbart lyder 5000 kroner ikke af meget for sådanne virksomheder, siger ministeren.

Lars Barfoed påpeger desuden, at politiet gør, hvad de kan for at komme problemet med de ulovlige bordeller til livs.

- Mit indtryk er, at politiet prioriterer indsatsen inden for dette emne højt, det har jeg blandt andet fået bekræftet af Østjyllands Politi.

SF's retsordfører Karina Lorentzen er tilfreds med, at ministeren ikke helt afviser at skærpe sanktionsniveauet.

- Det er et skridt på vejen, og måske får vi lukket nogle af de huller der er. Jeg vil dog holde ham oppe på, at han undersøger situationen, siger hun.