Prøv avisen
Portræt

Lars Løkke Modsat

Lars Løkke Rasmussen er hånligt blevet kaldt ”vikaren”, skønt han har taget hul på nogle af de største samfundsreformer i det forløbne årti. – Foto: Marie Hald.

Ikke meget tyder på, at vælgerne i morgen vil give Lars Løkke Rasmussen (V) en mere fast stilling som statsminister. Måske fordi han som landets leder har rummet lidt for mange indre modsætninger

Regionsformand for Region Syd Carl Holst (V) er i godt humør denne regnvejrsformiddag midt i valgkampen. Her på Odense Hospital skal han vise partiformand og statsminster Lars Løkke Rasmussen (V) noget af det ypperste, det danske sundhedsvæsen kan præstere, nemlig planerne for regionens kommende supersygehus.

LÆS OGSÅ:
Portræt: Helle Helt Almindelig

En journalistkollega tillader sig drillende at spørge, hvordan Carl Holst har det med, at Lars Løkke jo vil fyre ham. Han vil nedlægge regionerne.

Carl Holst svarer med et skævt smil og citerer den gamle Christiania-slagsang I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv. Dermed rammer han en sandhed, som rækker langt ud over det øjeblikkelige slagsmål om regionernes skæbne.

At Carl Holst måske også underfundigt refererer til sit eget mangeårige, personlige venskab med Lars Løkke, er én ting. Noget andet er, at det er svært at finde et politisk stofområde, som har præget statsministerens karriere mere end netop sundheds- og sygehusvæsenet. Måske er det ikke ligefrem blevet en del af ham selv, men det er tæt på.

For ligesom sin modstander, Helle Thorning-Schmidt, er han barn af velfærdssamfundet, og han nærer ingen liberale drømme om minimalstaten. Den 47-årige juristuddannede politiker har tværtimod erklæret velfærdssamfundet sin kærlighed, og et af hans store projekter har været at stille på skruerne, så det kommer til at fungere bedre.

Da DR2 for et par år siden producerede en udsendelse om familien Løkke Rasmussen fra Græsted, kaldte de den En helt almindelig, ualmindelig familie. Den viste scener fra parcelhuslivet med hans færøske hustru, Sólruns indkøb i det lokale supermarked og glimt af parrets tre teenagebørn og to nyanskaffede hunde. Med titlen ramte tv-kanalen en dobbelthed, som stikker dybere end til, at en statsministerfamilie i en provinsby må acceptere, at Politiets Efterretningstjeneste sætter overvågningskameraer op i haven og lejer det halve af naboens hus.

LÆS OGSÅ:
Kristendemokraternes skæbnevalg

For Lars Løkke Rasmussen er om noget også de store modsætningers mand. De genfindes i alle de roller, vi har lært ham at kende i. I håndværkeren. I reformatoren. I levemanden. I alvorsmanden. I realpolitikeren. I magtmennesket.

Han er hånligt blevet kaldt vikaren, skønt han har taget hul på nogle af de største samfundsreformer i det forløbne årti. Han har været sundshedsministeren, der selv lever usundt. Alvorsmanden, der har både humor og glimt i øjet. Realpolitikeren, der helst taler om praktiske løsninger af samfundets problemer, men alligevel gerne fører værdikamp på gadeplan.

Men lad os tage rollerne fra en ende af:

Håndværkeren. Lars Løkke Rasmussen begyndte sin karriere i ungdoms- og kommunalpolitik. I Venstres Ungdom lærte han at slide fodsålerne for at skabe de alliancer og kompromiser, der er helt afgørende for at få magt. Og som medlem af Græsted-Gilleleje byråd og senere som amtsrådsborgmester i Frederiksborg Amt udviklede han evnen til at skabe brede forlig og holdbare aftaler. Men han er ikke kun real- og konsensuspolitiker.

Da han som indenrigs- og sundhedsminister skulle gennemføre den store kommunalreform i 2004, ventede de fleste, at han ville sikre sig et bredt flertal. En så stor og afgørende reform, som oven i købet rummede stærke elementer af centralisering, kunne vel ikke gennemføres alene med Dansk Folkepartis stemmer? Jo, det kunne den godt, når støttepartiet bare bad om at få at vide, hvor det skulle skrive under, og Socialdemokraterne fortsatte med at protestere mod regioner uden egen skatteudskrivning. Oppositionen var rødglødende og lovede at ændre på reformen, så snart chancen bød sig, men i dag er det oppositionen, der taler varmt om regionernes fortræffeligheder og advarer mod at lukke dem.

Det var om noget denne reform, der gav ham ry for at være en ferm politisk håndværker. Det var hans svendestykke. Men er strukturreformen blevet et solidt politisk byggeri, er der andre af Lars Løkke Rasmussens konstruktioner, der i bedste fald kan karakteriseres som byggesjusk. Nogle vil stadig mene, at det ikke er fair at give ham skylden for klimatopmødets totale fiasko i 2009, men der er næppe tvivl om, at hans mangel på diplomatisk indsigt og lederevner var stærkt medvirkende til, at mødet kørte helt skævt.

Op til udskrivelsen af folketingsvalget blev Christiansborg også vidne til et besynderligt politisk forløb. Efter ti års tæt samarbejde med Dansk Folkeparti smed regeringen et forslag om en vækst- og boligpakke på bordet, som angiveligt først skulle forhandles på plads med Dansk Folkeparti. I modsætning til tidligere var der ingen forhåndssonderinger, og Dansk Folkeparti var åbenlyst imod boligpakken.

Så til trods for, at oppositionen huggede pakken, gjorde den til sin egen og gerne ville levere stemmer til regeringen, måtte statsministeren lade forhandlingerne bryde sammen, lade boligmarkedet vente tre uger mere i uvished og udskrive folketingsvalget på et brud med støttepartiet. Det forløb var der ikke mange i pressekorpset, som begreb visdommen i, og der blev jævnt hen spekuleret i, om Løkke måske havde en hemmelig plan i skuffen, som kunne forklare det hele.

Reformatoren. Men Lars Løkke Rasmussen har ikke nogen drejebog. Han er på de fleste måder sin forgængers totale modsætning. Han tager beslutningerne en dag ad gangen, og derfor får det indimellem et præg af kaos. Det paradoksale er, at han alligevel er kommet til at føre en langt mere dristig politisk kurs end sin forgænger.

Han trådte til midt i en voldsom international krise, og han gjorde det hurtigt til sit projekt at føre Danmark sikkert igennem krisen. Under det økonomiske ågs tyngde kunne han i 2010 komme igennem med den arbejdsmarkedsreform, der ikke var politisk gangbar i højkonjunkturen, nemlig at halvere den maksimale dagpengeperiode fra fire til to år. Man kan sige, at Dansk Folkeparti udviste det største mod ved at gå med i aftalen, fordi den i særlig grad udfordrede dets vælgere, men ideen var skabt som Lars Løkke Rasmussens projekt.

Endnu dristigere blev det, da han sidste efterår modnede tanken om at gøre op med efterlønsordningen for at redde dansk økonomi på langt sigt. Også her kan man hævde, at satset ikke var så stort, fordi meningsmålinger allerede havde vist, at befolkningen var i bevægelse for en sådan reform. Ikke desto mindre var det et stort sats den parlamentariske situation taget i betragtning. Da han holdt sin nytårstale, lå folketingsvalget mindre end et år forude, og et farvel til efterlønnen ville være et frontalangreb på Dansk Folkepartis kernevælgere. Det såkaldte FOA-flertal i Folketinget (S, SF og DF), som ville bevare efterlønnen, var intakt, og statsministeren risikerede regeringens liv ved at gå til angreb på det velfærdsgode, der allerede har kostet en statsminister det politiske liv.

Nu lykkedes det ham at skaffe flertal, ikke bare med Dansk Folkeparti men også med Radikale Venstre, hvad der på længere sigt kan betyde, at tilbagetrækningsreformen bliver gennemført, uanset om han taber magten i morgen.

Levemanden. Det kan der være mange grunde til, at han gør. Den mest oplagte er, at enhver regering slides ned og har svært ved at beholde gnisten efter 10 år ved magten. Men man kommer ikke uden om, at statsministerens mangel på personligt overskud også spiller ind.

Den meget omtalte bilagssag fra 2008 har tæret på Løkke, som det blandt andet fremgår af debatbogen Projekt Løkke. Sagen trak tråde helt tilbage til hans tid som amtsborgmester, og han blev blandt andet af Hørsholms daværende konservative borgmester, Uffe Thorndahl, beskyldt for at have svindlet med amtets penge. Der blev tegnet et billede af en levemand med et stort forbrug af alkohol, taxaer og fornøjelsesrejser på det offentliges regning. Dertil af en småtskåren toppolitiker, som bad om at få refunderet selv de mindste bilag på en burger.

Sagen endte med, at han tilbagebetalte nogle få tusinde kroner for bilag, som var blevet posteret forkert, men langt den største omkostning for ham blev det ramponerede renommé.

På det personlige plan har han forsøgt sig med en sundere livsstil, der var mere i harmoni med, hvad man kunne forvente af en sundhedsminister. Hans kondition er aldrig nået op i nærheden af løbemennesket Foghs, men racercyklen er dog blevet brugt en del.

Alvorsmanden. Og det er op ad bakke, som Løkke dobbelttydigt sagde på et af sine ugentlige pressemøder. Det er de pressemøder, som skiftende statsministre til og med Anders Fogh Rasmussen brugte stadig mere professionelt til at sætte dagsordener. Med Lars Løkke Rasmussen har det været noget andet. For ham er møderne blevet pressens termometer på hans humør.

Som han selv beskrev det på et tidspunkt, bærer han følelser uden på tøjet, og i de senere år har det ofte været de alvorlige følelser. Eller slet og ret surhed. Vel er han statsminister i en krisetid, og vel er Danmark i en alvorlig situation, men behøver det være så trist? Det er jo et af de store paradokser ved ham, at Lars Løkke Rasmussen ikke tidligere var kendt for den tunge alvor. Tværtimod var han på Christiansborg i de første år kendt for den selvironiske kvikke bemærkning og det lune glimt i øjet. Det kan man stadig opleve indimellem, når han er i valgkamp, der måske er det element af det politiske håndværk, som passer ham bedst. På tv ser man det sjældent.

Realpolitikeren. Valget er kommet til at handle om økonomi, især fordi Lars Løkke Rasmussen (V) selv har gjort det til hovedtemaet.

At udlændinge og retspolitik også kom på dagsordenen, skyldtes udelukkende, at SFs leder, Villy Søvndal, pludselig fik behov for at tale om 24-års-reglen for at dæmme op for Enhedslistens fremmarch. I betragtning af, at den borgerlige regering har vundet de sidste tre valg på den såkaldte værdipolitik, lignede det en foræring til regeringen. Løkke er da også gået lidt ind i udlændingedebatten ved at tale om, at han ikke vil acceptere, at unge indvandrerpiger og -drenge igen skal tvinges ind i ægteskaber med fætre og kusiner fra deres hjemlande.

Et meget godt eksempel på, at Løkke er værdikriger i gadeplan, som han selv har udtrykt det. Han taler ikke nær så højt som sin forgænger om ytringsfrihed og begrænsning af religion i det offentlige rum. I det hele taget har han ikke udtalt sig meget om værdipolitikken på det mere abstrakte plan. Eksempelvis har det trods talrige forespørgsler i to et halvt år ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få et interview med ham om det.

Det nærmeste, man er kommet et indblik i Løkkes syn på religion, findes i et foredrag, han holdt om Grundtvig i Vartov i København i begyndelsen af året. Det var også her, han tog afstand fra synspunktet om, at der skulle være for meget religion i det offentlige rum. Det havde Helle Thorning-Schmidt ellers netop overtaget fra Fogh næsten ordret. Løkke forsvarede dog i samme foredrag, at regeringen har forbudt dommere at bære religiøse symboler det er nødvendigt, når vi er på neutralitetens grund, mente han.

Magtmennesket. Kan man blive statsminister uden at ville magten? Det indlysende svar er nej.

Og var der noget, Lars Løkke Rasmussen ville, da han første gang stillede op til et folketingsvalg, var det magten. Men vælgerne sagde nej, endda ved tre valg i træk, og det gik ham på i en grad, så han alvorligt overvejede, om politik var umagen værd. Samme spørgsmål rejste sig for ham, da bilagssagen kørte hårdest på i 2008.

I interviewbogen Løkkeland spørger journalisten Kirsten Jacobsen ham blandt andet, om han kunne tænke sig at blive statsminister. Hans svar er, at det er han, helt seriøst, faktisk noget usikker på. Det er et svært job, men som alle andre politikere pirres hans fantasi af tanken.

Da det blev virkelighed to år senere, entrede Lille Lars fra Græsted posten med en tilsvarende ydmyghed. Den viste sig i første omgang at være et aktiv for ham, og mange vælgere følte det formentlig som en lettelse i forhold til den kontrollerede og selvbevidste Fogh. Det gav umiddelbart et løft i meningsmålingerne, som siden er forduftet igen.

I morgen får han den rigtige meningsmåling, som også giver svaret på, om PET kan fjerne overvågningskameraerne fra haven i Græsted, så familien igen kan blive en helt almindelig, almindelig familie. Så er der da én modsætning mindre.