Lars Løkke ser kendelse til Israel som en juridisk løftet pegefinger

Ministeren hæfter sig ved, at Den Internationale Domstol vil have Israel til at sikre mere hjælp til Gaza.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er i Ukraine, hvor han fredag har præsenteret en dansk pakke, der skal støtte antikorruptioni landet. Fotoet her stammer fra torsdag, hvor Lars Løkke åbnede en ny dansk ambassade i Moldova.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er i Ukraine, hvor han fredag har præsenteret en dansk pakke, der skal støtte antikorruptioni landet. Fotoet her stammer fra torsdag, hvor Lars Løkke åbnede en ny dansk ambassade i Moldova. Foto: Dumitru Doru/Ritzau Scanpix.

Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), betragter dagens udmelding fra Den Internationale Domstol i Haag som en "løftet juridisk pegefinger" til Israel.

Det siger han til DR.

Han befinder sig på en rejse til Ukraine og har kun haft kort tid til at læse kendelsen fra domstolen, påpeger han.

- Men jeg hæfter mig ved, at man ikke statuerer, at der er begået noget brud på folkeretten, men jeg hæfter mig selvfølgelig også ved det, man kunne kalde en løftet juridisk pegefinger, siger han.

Sydafrika, som har anlagt sagen, havde krævet en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza. Men det rettede domstolen sig ikke efter.

Den kræver i stedet, at Israel sætter gang i en række foranstaltninger.

Blandt dem er, at landet skal gøre alt i sin magt for at forhindre folkedrabshandlinger i Gaza. Her stemte 15 af rettens 17 dommere for. To stemte imod.

Normalt består domstolen af 15 dommere. Men i sagen mod Israel indgår yderligere to dommere, der repræsenterer hver sin side af landets position.

Løkke hæfter sig ved, at det er et "ret enigt dommerkollegium".

Domstolen siger desuden, at Israel samtidig skal tage alle midler i brug for at få mere humanitær nødhjælp ind i området.

- Det stemmer fuldstændigt med, hvad vi har sagt fra dansk side, når vi har stemt for resolutioner i FN's generalforsamling, hvor vi har opfordret til en humanitær våbenhvile, siger den danske udenrigsminister til DR.

Han påpeger over for mediet, at der er brug for både penge og konkret nødhjælp.

Derfor håber han - og går også ud fra - at Israel vil lytte og følge den del af afgørelsen, der handler om at åbne for mere humanitær hjælp.

/ritzau/