Lasse har kun misset én Roskilde Festival foruden corona-årene: Den er en del af ens liv og identitet

Lasse Bak Mejlvang var første gang på Roskilde Festival, da han var ét år og kommer også i år, når festivalerne åbner igen efter to års corona-luk.

Lasse Bak Mejlvang på Roskilde Festival.
Lasse Bak Mejlvang på Roskilde Festival. . Foto: Privatfoto. .

"Foråret er på vej, dagene bliver længere. Foran venter os en sommer med krammet tilbage, samvær, koncerter og festivaler igen. Alt det, mange af os har savnet," sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun onsdag sidste uge fjernede corona-restriktionerne og genåbnede samfundet.

Og fredag meldte den største af de danske festivaler, Roskilde Festival ud, at én-dagsbilletter til festivalens fredag allerede var udsolgt.

Lasse Bak Mejlvang har trådt sine barnesko på Roskilde Festival og vil også være at finde der i år efter to års aflysninger.

Hvordan reagerede du, da restriktionerne blev droppet i onsdags?

Der er stadig et halvt år til Roskilde, og jeg må være ærlig og sige, at corona er så uforudsigelig og har været det så mange gange både i mit arbejds- og privatliv, at jeg tror, det er for tidligt at sige, at nu kommer vi på Roskilde, desværre. Skal du undgå at få en superskuffelse, så gem begejstringen til sommer.

Hvor mange gange har du været der?

Udover corona-årene har jeg kun misset ét år, 2008, fordi jeg rejste i Asien med en kammerat. Folk var helt paf omkring os, de forstod det ikke: 'I kan da ikke rejse dén uge?'. Jeg er født 20. juni 1981, og jeg var der ikke det første år, men jeg var der året efter. Jeg er fra Roskilde, min far er tømrer og arbejdede der som frivillig. Jeg har været der i barnevogn, og da jeg blev lidt ældre samlede jeg flasker derude, senere endnu fik jeg lov at sove der, først én nat og så flere.

Hvad betyder festivalen i dit liv?

Når man kommer fra Roskilde, er den en lille del af ens liv og identitet. Jeg har haft nogle af de allerstørste oplevelser derude, nogle af dem er nærmest historiske. Jeg så Nirvana (legendarisk amerikansk rockband, red.) i 1992, jeg var 11 år og vidste knap, hvem de var. Og lige forinden havde vi set Danmark vinde EM i fodbold, også på Roskilde. Festivalen er bare integreret i vennegruppen, den ligger fast i kalenderen. Når man kommer fra Roskilde og er interesseret i musik, er det bare mere mærkeligt ikke at være der end at være der.

Hvad lavede du så de to år, corona lukkede festivalen?

Roskilde har været et fast pejlemærke, hvor man vidste, at der så man sine gamle drenge, efter at vi alle er blevet ældre og har fået børn. Nu har vi så mødtes på en anden måde. En af mine kammerater har i stedet holdt Odden-festival i sit sommerhus på Sjællands Odde. Det bliver en ny tradition, tror jeg, men selvfølgelig ikke på bekostning af Roskilde.

Hvad har været din største koncertoplevelse på Roskilde?

En af dem er det irske-engelske Moloko, som spillede i 2000, det år ni mennesker døde under en Pearl Jam-koncert. Jeg var til den Pearl Jam-koncert. Det var en hård festival at komme igennem, både af den grund og fordi alt selvfølgelig var præget af det. Hver eneste koncert var hæmmet, enten skulle der synges en sang eller siges nogle ord. Men Moloko gik på scenen og fyrede den af uden at sige ét ord om ulykken, og stemningen var euforisk i det telt. Jeg tror, de simpelthen ville give publikum en pause fra det, der var sket.

Hvad er din sjoveste Roskilde-oplevelse?

Vi havde en lejr i mange år, Nystaden Isabella med reference til Christiania og Danseorkestrets Regndans-sang. Det var lidt et hippie-koncept. En fyr i lejren, hvis far var gartner, kom hvert år med 50 blomster, vi kunne grave ned, så vi havde en hel blomsterlejr. Vi holdt flower cup, en form for olympiske lege, hvor vi dystede mod hinanden. En af konkurrencerne hed "Find en fremmed", som gik ud på at finde en person, der kom så langt væk fra Roskilde som muligt, få personen med tilbage og få ham eller hende til at lave et eller andet trick. En gut fra lejren hentede tre argentinere på bmx-cykler, som kom over og hoppede på baghjulet.

Er du bekymret for hygiejnestandarderne på Roskilde i år i lyset af corona?

Man skal altid været bekymret for hygiejnen på Roskilde.