Prøv avisen

Lav løn til udlændinge skaffer kun få job

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fremlagde forleden regeringens udspil om udenlandsk arbejdskraft. De vil sænke mindstelønnen fra 418.000 kroner til 330.000 kroner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kun 1200 udlændinge får job, hvis løn sænkes til 325.000 kroner, har Finansministeriet beregnet, siger Cepos.

Det nytter ikke, når regeringen vil skaffe flere udlændinge til danske virksomheder ved at sænke deres mindsteløn fra 418.000 kroner til 330.000 kroner.

Det mener cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank, Cepos.

Han henviser til Finansministeriets beregninger, der viser, at det kun skaffer 1200 job til udlændinge, hvis man sænker mindstelønnen til 325.000 kroner. Det gælder endda, hvis udlændinge fra alle lande kan søge job i Danmark.

Regeringen åbner i sit nylige forslag kun for udlændinge fra veludviklede lande som USA, Indien, Kina, Singapore, Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Thailand, Mexico og Rusland.

Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og venstrefløjen hævede uden om regeringen udlændinges mindsteløn til 418.000 kroner.

De frygter løndumping fra udviklingslande, når udlændinge må arbejde for 27.500 kroner om måneden.

Finansministeriet lægger til grund for sine beregninger, at udlændinge fra alle lande i den tredje verden må arbejde til mindstelønnen, påpeger Mads Lundby Hansen.

- Forventningen til effekten af regeringens forslag er derfor endnu lavere, siger cheføkonomen.

Han vil sænke mindstelønnen for udlændinge helt ned til 225.000 kroner, som ligger omkring mindstelønnen i danske overenskomster.

Men det løser ikke virksomhedernes mangel på arbejdskraft, mener Mads Lundby Hansen.

- DI har vurderet, at der er cirka 45.000 ubesatte stillinger. Såfremt man skal håndtere manglen på arbejdskraft, skal man i gang med traditionelle arbejdsmarkedsreformer, siger cheføkonomen.

Han vil helt stoppe for, at danskerne kan søge efterløn. Det giver 30.000 flere personer i job indtil 2025, påpeger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/