Lavere skat har aldrig været flertallets kop te

Heller ikke i denne omgang får regeringen held med at lette indkomstskatten. Modstand fra befolkningen og interessegrupper samt omkostningerne ved at lette skatten for den almindelige dansker har historisk set gjort det svært, påpeger eksperter

Det var ”den almindelige dansker”, der skulle have haft en ”historisk stor skattelettelse”. Sosu-assistenten, politibetjenten, lægen.

I går måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så efter ugers og måneders splid og spektakel i regeringen og mellem regering og Dansk Folkeparti kaste håndklædet i ringen. Regeringen kunne ikke gå ind på Dansk Folkepartis krav om et paradigmeskift i udlændingepolitikken for at ville acceptere store skattelettelser. Derfor bliver der nu kun tale om en mindre justering, hvor skatten på pensionsopsparing lettes for 2,5 milliarder kroner for at gøre det mere attraktivt for lønmodtagere at spare op til alderdommen. Desuden udmøntes lettelser for en milliard kroner, som tidligere er fundet ved at genindføre et kontanthjælpsloft.

Politisk er forløbet allerede vidt og bredt blevet fortolket som en sejr for Dansk Folkeparti samt et kæmpe nederlag for regeringen i almindelighed og for Liberal Alliance i særdeleshed. Partiformand og udenrigsminister Anders Samuelsen har dog valgt at ”sluge kamelen” og håbe på, at man alligevel kan komme igennem med større skattelettelser for den almindelige dansker senere. En elefant skal spises i mindre bidder, som Samuelsen metaforisk bemærkede i går.

Men store eller små bidder – gårsdagens retræte skriver sig ind i en årtier lang fortælling om, at det i Danmark er meget vanskeligt at sænke skatter og afgifter substantielt.

Siden Fremskridtspartiets og Mogens Glistrups skatteoprør i 1973 er skattetrykket steget fra cirka 38 procent af bruttonationalproduktet til i dag omkring 45 procent. I 2014 toppede det på næsten 50 procent.

Statsminister Poul Schlüter (K) lancerede i maj 1989 ”århundredets plan”, der skulle sænke skattetrykket med ikke mindre end otte procent. Planen blev aldrig til noget, selvom der efterfølgende er blevet gennemført otte skattereformer og -omlægninger. De har i alt væsentligt handlet om at flytte rundt på skatter, fradrag og afgifter, men samlet lægger det offentlige i dag beslag på stort set samme andel af samfundskagen som i 1990.

Hvorfor er det så svært at lette skatten for sosu-assistenten?

Både statsministeren og Anders Samuelsen undrede sig i går højlydt over, at hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet vil være med til det, når der nu endda er et økonomisk råderum til skattelettelser, uden at man skal spare ekstraordinært i det offentlige.

Den mest nærliggende forklaring er, at et flertal af vælgerne og partierne slet ikke ønsker skattelettelser. Folk prioriterer velfærden højere, påpeger Rune Stubager, professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

”I den tid, vi har haft målinger på det, har der aldrig – med forbehold for måden, spørgsmålene er stillet på i undersøgelserne – været en klar overvægt, som foretrak skattelettelser frem for velfærd. Fra 2005 og frem har der været en overvægt imod. To tredjedele vil ikke have skattelettelser,” siger han.

Den nuværende regering har igen og igen måttet udskyde planerne om skattelettelser, selvom alle regeringspartierne ønsker en lavere skat. Et Dansk Folkeparti, der har fået flere vælgere, spiller en væsentlig rolle i de besværligheder, forklarer Rune Stubager.

”Den helt simple forklaring er, at regeringen ikke har 90 mandater, og at Dansk Folkeparti ikke er interesseret i skattelettelser. DF er tidligere som støtteparti under VK-regeringen i 2000’erne gået med til økonomiske tiltag, der ikke helt passede til en god del af deres vælgere. Men nu har de udvidet vælgerskaren, de har fået hul igennem til nogle vælgere, som er optaget af udlændingepolitikken, men som også går op i økonomi og fordelingspolitik. Det bliver for stor en omkostning for dem, hvis de stemmer for sådan noget,” siger Rune Stubager og henviser til, at Dansk Folkeparti især ved valget i 2015 fik fat i en større vælgerskare, som skal holdes tilfredse.

I den borgerlige tænketank Cepos mener cheføkonom og vicedirektør Mads Lundby Hansen, at der er flere forklaringer på, at politikerne har svært ved at give skattelettelser til almindelige mennesker.

”Vi har meget store og velorganiserede interessegrupper, som vedblivende kæmper imod skattelettelser. Fagbevægelsen er for eksempel meget imod det og foretrækker systematisk et højere offentligt forbrug, men det undrer mig, at fagbevægelsen ikke kan unde en LO-arbejder at beholde lidt flere af sine egne penge,” siger Mads Lundby Hansen.

”Også andre organisationer argumenterer direkte og indirekte imod skattelettelser. Ældre Sagen udtalte sig for eksempel imod Helle Thorning-Schmidts (S) rigtigt gode skattereform i 2012, der lettede skatten for mange indkomstgrupper. Man skal heller ikke underkende, at rigtig mange danskere er afhængige af den offentlige sektor og offentlige ydelser. Knapt tre millioner danskere er afhængige af det offentlige, og det er to tredjedele af vælgerne, som får hovedparten af deres indkomst fra det offentlige. Men jeg synes, det er nedslående, at man ikke har kunnet enes denne gang om en større skattereform. Vi har aldrig haft en borgerlig regering med et større økonomisk råderum. Den har haft 38 milliarder kroner til rådighed, men jeg vil placere skylden hos Dansk Folkeparti, som har flyttet sig politisk i forhold til nullerne,” siger Mads Lundby Hansen.

Direktør Lars Andersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, fremhæver, at skattelettelser til almindelige mennesker er ”tæskedyre”, fordi de skal deles ud på så mange personer.

”Hvis man vil sænke indkomstskatten, er man nødt til at give den samme lettelse til alle, også dem, der tjener meget, og det har der ikke været et politisk flertal for,” siger Lars Andersen.

Siden 1985 har skattetrykket herhjemme bevæget sig op og ned mellem 45 og 50 procent ifølge den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Det er betragteligt højere end i vore nabolande. I Sverige er skattetrykket 2-3 procent lavere, og i Tyskland 7-8 procent lavere.

Lars Andersen mener imidlertid, at det til en vis grad handler om skatteteknik. I Danmark betaler man skat af indkomstoverførsler som kontanthjælp og lignende, mens den slags ydelser ofte er skattefrie i andre lande. Børnechecken var indtil 1980’erne et skattefradrag, men blev omdannet til en check, der skulle betales skat af, og dermed steg skattetrykket, selvom de fleste i praksis fik det samme ud af tilskuddet.

”Når skattetrykket generelt ligger højt i de skandinaviske lande, skyldes det, at vi har en masse gratis offentlige ydelser, som giver øgede forbrugsmuligheder for borgerne. Vi har for eksempel billig børnepasning, gratis uddannelser og uddannelsesstøtte, hvor man i andre lande betaler for uddannelse. Også ældrepleje og sundhedsydelser er gratis her i landet, hvor man for eksempel i Sverige har brugerbetaling for at gå til lægen,” siger Lars Andersen.

Politisk er der sket et skifte. Efter den borgerlige fiasko med ”århundredets plan” vovede især Venstre ikke mere at gå til vælgerne med løfter om store skattelettelser. I stedet lancerede partiet op til valget i 2001 sit ”skattestop”, der skulle signalere, at skatterne under en borgerlig regering i hvert fald ikke ville stige. I praksis kom skattestoppet på boligområdet til at fungere som en skattelettelse for boligejere, og det medvirkede til, at boligpriserne steg voldsomt, særligt i nogle områder af landet i nullerne.

Først i 2015 førte Venstre igen valgkamp på at ville lette skatten for ”almindelige danskere”, men indtil videre bliver det altså ikke til historisk store lettelser. Både regeringen og Dansk Folkeparti holder dog døren på klem for, at man senere alligevel kan lette skatten mere, hvis Dansk Folkeparti vurderer, at man trods alt er nået frem til et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Anders Samuelsen håber i hvert fald fortsat på, at han kommer til at spise endnu en bid af elefanten.