I foråret 2013 fik Tom Collenburg konstateret hoved-halskræft, og under den første operation blev halvdelen af hans tunge fjernet. Den efterfølgende strålebehandling gav ham problemer med at synke, og udover de fysiske smerter kæmpede han med at få tilkendt førtidspension. Hvis hospitalet ikke havde henvist den i dag 63-årige tidligere sømand til kræftrehabilitering, hvor han netop kunne få hjælp til alle sine problemer, havde han aldrig opdaget, at det fandtes.
”Jeg anede ikke, hvad det var, og hvad jeg kunne få ud af det. Jeg har ikke haft kontakt til det danske sundhedsvæsen før og havde ikke overvejet selv at undersøge mine muligheder for at få hjælp,” siger han.
Tom Collenburg har delt sine erfaringer med behandlingen efter sin kræftsygdom i en netop offentliggjort rapport om, hvorfor færre lavtuddannede end højtuddannede får opfølgende støtte efter deres kræftsygdom. En undersøgelse tidligere på året viste, at patienter med en videregående uddannelse har 33 procent større sandsynlighed for at blive henvist til kræftrehabilitering end patienter med en kort eller ingen uddannelse.
En forklaring på dette er, at patienterne ikke altid får det tilbudt på hospitalet, siger professor ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet Tine Tjørnhøj-Thomsen, som står bag undersøgelsen.
”Arbejdsdagen på sygehusene er travl, hvilket gør det svært for personalet at finde tid til at sætte sig ind i de tilbud, der er, og tilbyde dem til patienterne. Det går oftest ud over patienter med ingen eller korte uddannelser, da de ikke selv undersøger deres muligheder på internettet. Samtidig har vi at gøre med en gruppe, der er mere skeptisk over for systemet, og som ikke nødvendigvis orker rehabiliteringstilbud, men netop har brug for dem. Gruppen er ikke homogen, men noget kendetegnende er, at patienterne ofte kæmper med mange sociale problemstillinger udover sygdommen, og det fordrer en faglig indsats,” siger hun.
I dag overlever flere en kræftsygdom, men flere risikerer også alvorlige senfølger af behandlingen, hvilket stiller store krav til fremtidens rehabiliteringstiltag. Derfor må vi reagere på den sociale ulighed, mener Jette Vibe-Petersen, leder på Center for Kræft og Sundhed i København, der bestilte rapporten.
”Undersøgelsen viser, at der er plads til forbedring og behov for en anden struktur på, hvordan vi henviser patienter til rehabilitering i dag.
Vi kan gøre meget for de ressourcesvage patienter og hjælpe dem med økonomi, ernæring og netværk, så de får livskvaliteten tilbage. Derfor er der behov for, at det at henvise bliver en fast del af hele behandlingspakken, så patienter ikke springes over på grund af travlhed på sygehusene,” siger hun.
Ifølge ledende overlæge på Bispebjerg Hospitals mave-tarm-kirurgiske afdeling, Henrik Harling, er man allerede nu ved at styrke fokus på at henvise patienter til rehabilitering. Men det vil i nær fremtid blive svært at afsætte ressourcer til den dybdegående snak med patienter om rehabilitering, siger han.
”På mit eget område oplever vi et enormt pres og har kun kort tid til hver patient. Derfor må vi fokusere på diagnostik og behandling, og en grundig samtale om rehabiliteringsbehovet kan det være svært at finde tid til. Jeg er bange for, at der kan komme til at gå et godt stykke tid, før den opgave kan løftes, som den burde, og i den tid vil de mindre ressourcestærke være i klemme.”
Sundheds- og omsorgsborgmester i København, Ninna Thomsen (SF), vil tage spørgsmålet om, hvordan man får kræftlæger til mere enstrenget og målrettet at henvise til rehabilitering op i regionen.
”Samtidig må vi i kommunen se på, om vores tilbud er gode nok. Det er ikke i orden, at vores tilbud rammer forkert, og at de kortuddannede bliver taberne. Derfor må vi målrette indsatsen og tilrettelægge vores tilbud derefter.”