Leder af sikret institution: Nogle gange hjælper indespærring de mest udsatte unge

En sikret institution kan give unge med sociale problemer et pusterum, og vi oplever, at vi nogle gange kan nå lige så langt med de unge på tre måneder, som en normal institution kan på to år, siger Maria Hæstrup

Maria Hæstrup arbejder på Kompasset i Nordjylland, der er en sikret institution med otte pladser. Hun oplever, at mange unge med store problemer får ro, fordi de ikke kan forlade den sikrede institution. – Privatfoto.
Maria Hæstrup arbejder på Kompasset i Nordjylland, der er en sikret institution med otte pladser. Hun oplever, at mange unge med store problemer får ro, fordi de ikke kan forlade den sikrede institution. – Privatfoto.

Hvorfor anbringer kommuner flere unge med sociale problemer på sikrede institutioner?

Nogle af de unge, vi modtager, har været anbragt i et sommerhusprojekt, der til tider har haft mere karakter af opbevaring end af udvikling. Det kan godt være, at en anbringelse på en sikret institution er meget indgribende, men vi hører fra kommunerne, at vores hjælp faktisk kan være med at vende de unges liv. En anbringelse på en sikret institution bliver et pusterum. De unge får en pause fra misbrug, og de kan ikke stikke af, når tingene bliver svære. Det bliver tit omtalt som noget dårligt, at flere unge anbringes på sikrede institutioner af sociale årsager. Men ofte kan vi tilbyde en bedre hjælp og udredning, end de tidligere har modtaget.

Det kan godt være, at det er et voldsomt indgreb i de unges liv, at de ikke kan forlade institutionen. Men omvendt er vores erfaring, at vi nogle gange kan nå lige så langt på tre måneder med de unge, som en normal institution kan nå på to år, fordi vi tilbyder en fagligt kvalificeret hjælp, og fordi de unge ikke kan stikke af eller vælge stofferne, når tingene bliver svære. Det bliver derfor et meget intensivt forløb, hvor de unge er sammen med personalet stort set hele tiden, og dermed har vi de bedste muligheder for at udrede og udvikle de unge.

Betyder det, at indespærring kan hjælpe de unge?

Ja. Hvis ikke jeg oplevede det, ville jeg ikke være leder af en sikret institution. Jeg er selv socialpædagog, og de fleste ansatte på institutionen er pædagoger og i undervisningstilbuddet lærere og faglærere. Uanset om det er unge, der er anbragt af sociale årsager eller på grund af kriminalitet, så ser vi de samme problematikker. De to grupper er lige svært stillet. Men de unge skal ikke være et øjeblik længere på en sikret institution end nødvendigt.

Hvad er det for problemer, de unge har?

Vi modtager de få unge i Danmark, der har det sværest. Mange har været anbragt uden for hjemmet. De socialt udsatte og unge med en kriminel baggrund slås med mange af de samme problemer. En del har kognitive problemer, og mange ligger under eller i bunden af normalområdet intelligensmæssigt. Ikke sjældent oplever vi, at de unge er blevet rubriceret som ramt af adhd. Skolen har ikke opdaget, at de er dårligt stillede rent kognitivt. Som forsvarsmekanisme har de forstyrret undervisningen, så lærerne ikke opdagede, at de ikke forstod, hvad der foregik omkring dem. Mange har haft dårlige opvækstvilkår med misbrugende, psykisk syge eller krigstraumatiserede forældre. Nogle har været udsat for fysisk vold eller seksuelt misbrug, og mange har haft en meget tidlig debut med stoffer. 95 procent af de unge hos os bruger stoffer i en eller anden form.

Er det ikke en falliterklæring og en overtrædelse af børns rettigheder, at samfundet spærrer unge inde, der ikke er sigtet for noget kriminelt?

Jeg ville da ønske, at der ikke fandtes børn og unge, der har det så svært, at vi skal låse dem inde. Men der er en gruppe, som har behov for hjælpen på de sikrede institutioner. I arbejdet med de unge er det en fordel, at de for eksempel ikke får en sms fra en kammerat, og at de ikke kan løbe ud af døren. Nogle gange siger vi nej til at modtage unge, som vi ikke kan hjælpe. Den største risiko er, hvis de sikrede institutioner bliver en skraldespand. Vi skal for eksempel ikke modtage en ung med infantil autisme (en svær udviklingsforstyrrelse, red.) som hovedproblematik og sætte vedkommende sammen med hårdkogte kriminelle.