Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?
Det er såmænd ikke så svært, når man har en toårig dreng, der er en ren krudtugle. Han ligger og sover lige nu og lader op til nye udladninger og eksplosioner. Før han faldt i søvn, legede vi en ny leg, hvor han lå på gulvet med sin sut og sin dyne, og så vandrede jeg nynnende frem mod ham og lod, som om jeg ikke så ham, og da mine fødder så stødte imod hans lille krop, agerede jeg overrasket og sagde noget i retning af: ”Hov, hvad er det for en fræk person, er det en Samuel, der ligger dér med en pasta-bog (en pixibog i en, meget fin, alfabetserie af Siri Melchior og Kim Fupz Aakeson, som vi desværre mangler nogle bind af), han skal da vist kildes.” Og så kildede jeg ham med min fod, så han grinede og grinede til den helt store guldmedalje. Dette blev gentaget en 20-25 gange, indtil jeg ikke længere orkede gentagelsen. Han orkede den sagtens meget, meget længere. Denne tilfældige, improviserede leg er måske et meget godt billede på det indbrud i og kidnapning af ens liv, som det er at have fået barn. Man kommer vandrende, og så er det der pludselig, barnet, og så skal det kildes, og så griner og griner det, og det gør én totalt og absolut lykkelig. Og for at det ikke skal være løgn, er min smukke og kloge og talentfulde kæreste Cecilie gravid i niende måned med en lille pige. Der er 14 dage til termin, så hun kan føde, hvert øjeblik det skal være, og hvis ikke det skulle give mig akut, tikkende livsmod, ville jeg ikke bare være en gammel nar, men også en gammel idiot. Hvortil kommer, at den ene fænomenale bog efter den anden udkommer dette forår, som om forfatterne vidste, at der ville blive brug for dem og derfor har gjort sig ekstra titanisk umage. Her er for eksempel et digt fra Eske K. Mathiesens digtsamling ”Omveje”, sitrende af livsmod: ”De ureglementerede stier i haven/ smilerynkerne.”
Hvordan bruger du din tid anderledes nu?
Jeg bruger en hel masse ekstra tid på min søn, fordi han ikke går i vuggestue og heller ikke kan hænge ud på legepladser og biblioteker, og hvor børn ellers mødes. Min kæreste og jeg er nødt til at være både voksne og børn sammen med ham, opdrage oppefra og ned og flippe solidarisk ud i børnehøjde. Og udstrække og blive i udflippetheden, for barnet elsker grænseløst gentagelsen, mens der virkelig er en grænse for, hvor meget en voksen kan holde en gentagelse ud, jævnfør vandre-legen ovenfor, som var meget svær at sætte punktum for, og så skal man jo finde et kompromis mellem den englelige tålmodighed og den djævelske utålmodighed. Det er ikke altid let at være barnlig for alvor, når man er voksen, men det er altid umagen værd at gøre barnlighedsarbejdet, måske er det ligefrem foryngende – synger min knagende ryg sangvinsk.
Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?
Leg med jeres børn – også hvis de er voksne og deler isolationen med jer. Ellers leg med dem gennem internetforbindelser. Køb – så støtter I også forfatterne, der har mistet alle deres oplæsnings- og foredragsjobs – og læs nye bøger, for eksempel Asta Olivia Nordenhofs ”Penge på lommen”, Solvej Balles ”Om udregning af rumfang”, Ursula Andkjær Olsens ”Mit smykkeskrin”, Kirsten Thorups ”Indtil vanvid, indtil døden” eller Vibeke Grønfeldts ”Glasluft”.
Nævn tre håbstegn, der hvor du er.
Mågerne, der flyver lavt og blinker til os i vores nye Amager-lejlighed. Mine gamle, arvede stigereoler, der står nyvaskede og lyser med deres tomme hylder og venter på, at flyttekasserne kommer med alle bøgerne. Cecilies bristefærdige mave.
Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?
Formodentlig bliver det svært at forlade den påtvungne menneskeskyhed, men forhåbentlig bliver det tydeligere til gengæld på en mærkbar facon, hvor dybt vi er ansvarlige for hinanden.