Lemlæstelse i børnehøjde

Mens danskernes medieforbrug stiger, rejser der sig en debat om spil, tv og films skadelige påvirkning af børn og unge. Kristeligt Dagblad har mødt en familie til en snak om blodbad, censur og forældreansvar

Niklas' øjne scanner filmhylderne i jagten på den ultimative voldsfilm. Et cover med en ung kvinde, der bliver begravet levende, står flankeret af en hånd med en afskåret finger. Nederst mod gulvet ligger et kropløst hoved i en metalskål, og en skelen til hyldens yderkant afslører en frådende kannibal med vanvid i øjnene.

Jeg kender ikke så mange af de her film, men de ser vilde ud.

Det er Niklas på 14 år, der taler. Og efter kort betænkningstid falder hans valg på en film med titlen "300", hvor coveret tyder på masser af krig og lemlæstelse. Den er kun tilladt for børn over 15 år. Men Niklas bliver kvikt ekspederet af butikkens bestyrer, der gladelig bytter blodbadet for en 100-kroneseddel.

Tine Jensen er børnepsykolog ved Medierådet. Hun er med til at sætte aldersgrænserne på film i Danmark. Tine Jensen ved godt, at grænserne sjældent bliver overholdt, og at børn i dag har næsten ubegrænset adgang til alle slags film. Men hun mener, at film, som den Niklas lige har købt, sagtens kan være skadelige for det 14-årige sind.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Medierådet opererer vi med både 'det gode gys' og 'det dårlige gys', hvor de dårlige gys tit kan virke ekstremt skræmmende på mange børn, siger Tine Jensen. Hun forklarer, at dårlige gys for eksempel kan være afhuggede lemmer, blod der sprøjter, indvolde og især scener, hvor børnene lever sig stærkt ind i ofrenes smerter. Tine Jensen siger, at noget af det værste for et barn at kigge på er scener, hvor børn bliver udsat for vold, mord eller incest.

Til gengæld kan et godt gys foregå i et velkendt miljø som i Harry Potter-filmene, hvor mange børn har læst bøgerne i forvejen, siger Tine Jensen.

Men hun er godt klar over, at film konstant bliver barskere.

Der skal mere til for at gøre det uhyggeligt. Der er en større kynisme i film i dag, og de er meget mere pågående end tidligere, siger hun. Hun mener samtidig, at børn også kan tåle mere i dag end for 10 år siden.

Hjemme hos Niklas og hans forældre, Ulla og Søren, fortæller Niklas om sine mest skræmmende filmoplevelser.

Når jeg kan se skuespillernes følelser, kan det godt skræmme mig. For eksempel, hvis en person bliver udsat for voldsom tortur, hvor hans fingre bliver savet af, mens han sidder og skriger og græder af smerte.

Niklas har kun måttet slukke for en film én gang. Det blev for meget under en scene, hvor et offer blev tvunget til at spise et stykke af sin egen hjerne.

Niklas' mor, Ulla, vrænger næse ad en scene i den netop indkøbte "300", hvor en gruppe krigere bygger en mur af bunker af fjendens lig.

Sådan noget får jeg helt ondt i maven af, siger Ulla og konstaterer, at Niklas aldrig ville få lov til at se en film som "300", hvis hun var alenemor.

Niklas' far, Søren, forholder sig derimod mere afslappet til sagen.

Sådanne film må han gerne se, så længe der er variation i hans filmforbrug. Det skal bare ikke være det eneste, han sidder og ser, siger Søren.

Tine Jensen erkender da også, at det jo er forældrene, der kender deres børn bedst.

Børn er meget forskellige. Det kan være, et 12-årigt barn kan tåle at se noget, der ville give selv en granvoksen mand mareridt, siger hun og tilføjer, at der ikke skal herske tvivl om hendes holdning til Medierådets grænser.

Naturligvis skal både børn og forældre overholde reglerne. Og forældrene kan trygt stole på vores vurderinger af filmene. De bliver ikke lavet uden god grund.

Men som så mange andre forældre var Ulla slet ikke klar over betydningen af aldersgrænserne.

Jeg vidste slet ikke, at grænserne var lovpligtige. Jeg troede bare,at de var vejledende, siger hun. Men forældrene er enige om, at film ofte kan have skadelig virkning på børn.

Det er da helt klart, at mange fobier som frygt for mørke og klaustrofobi sikkert er skabt af gyserfilm. Og jeg tror da også, at børn kan blive angste og stressede af at se voldsomme film, siger Ulla. Alligevel mener Søren ikke, at aldersgrænserne på film skal tages alt for alvorligt.

Som forældre kan vi ikke sætte ind på samtlige områder i tilværelsen, siger han. Søren vil derfor vægte opdragelse omkring eksempelvis rygning og alkohol højere end film og tv-forbrug.

Ligesom Tine Jensen mener Niklas' forældre, at ansvaret for overholdelsen af aldersgrænserne primært ligger hos forældrene, selvom de gerne så, at biografer og butikker tog reglerne mere seriøst.

Det var bedre, at butikkerne håndhævede reglerne mere, men det er ikke realistisk. Der er slet ikke tid i samfundet til al den kontrol, siger Ulla. Hun mener, at det er umuligt at kontrollere, hvad børnene ser hele tiden. Og da mange forældre ikke har de fornødne ressourcer, kompetencer eller overskud til at sætte grænserne for deres børn, mener Ulla og Søren, at det er passende, at det offentlige sætter nogle faste grænser for befolkningen.

Niklas' far, Søren, mindes tydeligt, at han skam også så volds- og gyserfilm i sin ungdom. Det skræmte ham fra vid og sans. Niklas indskyder dog, at film fra hans forældres ungdom næppe vil virke skræmmende på børn i dag. Ulla svarer:

Ja, de bruger nok nogle mere subtile virkemidler i film i dag, der gør dem mere realistiske. Og jeg ville ikke have noget imod, at der blev indført mere censur.

Niklas ser sig dog helst fri for censur. Han planlægger da også at se "300" sammen med nogle venner en af de nærmeste dage. Og Tine Jensen fra Medierådet kan hverken skræmme eller tale ham fra det, for som han selv siger:

Jeg bliver ikke voldelig af at se på voldsfilm. De giver mig aldrig mareridt. Det er ikke virkelighed, det er jo bare film.

indland@kristeligt-dagblad.dk