Læger skyder S-sundhedsudspil ned

Intet nyt i Socialdemokraternes plan, siger de praktiserende læger

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Michael Dupont, mener, at de praktiserende læger allerede arbejder med de ting, Socialdemokraterne foreslår i et nyt sundhedsudspil, der offentliggøres i dag.

- Jeg er ikke uenig, men jeg synes mange af de ting er rigtigt godt forankret i de aftaler, vi allerede har med Amtsrådsforeningen, siger Michael Dupont.

Ifølge Socialdemokraternes sundhedsoplæg skal de praktiserende lægers rolle som »tovholdere« udvides væsentligt. For eksempel ved at medvirke til at fastholde folk på arbejdsmarkedet efter sygdom. Men de praktiserende læger har allerede godt fat i de sygemeldte danskere, siger formanden, der allerede før jul tog stilling til spørgsmålet.

- Det handler ikke kun om, at attestere hvad folk kan og ikke kan, men også om hvad arbejdspladsen kan tilbyde for eksempel i form af skånejob, siger Michael Dupont.

Socialdemokraterne foreslår også at nedsætte et udvalg under Sundhedsstyrelsen, der skal pege på en større reform af de praktiserende lægers efteruddannelse. Udvalget skal desuden udbrede brugen af elektroniske journaler og sørge for, at nye behandlingsmetoder hurtigere vinder indpas hos de praktiserende læger.

- Enhver støtte til efteruddannelsen er principielt set velkommen, specielt i en tid, hvor vi måske kan se frem til mindre støtte fra medicinalindustrien, siger formanden for PLO.

Han peger dog samtidig på, at efteruddannelsen blev særligt tilgodeset med flere millioner kroner, da de praktiserendes lægers overenskomst senest blev forhandlet med Amtsrådsforeningen.

Elektroniske patientjournaler er allerede i brug hos 94 procent af de praktiserende læger ifølge PLO.

- Det behøver vi næppe et udvalg for at gennemføre, det kører af sig selv, siger Michael Dupont, der tilføjer, at alle de praktiserende læger skal have indført elektroniske journaler inden 2006.

Og Sundhedsstyrelsen er allerede repræsenteret i et fagligt udvalg, der arbejder med at føre nye behandlingsmetoder ud i den enkelte praksis./ritzau/