Liberal Alliance fik et godt folketingsvalg i 2015 med 7,5 procent af stemmerne. Det får partiet givetvis ikke ved valget i år. I de fleste målinger ligger Liberal Alliance under 5 procent og dermed også under resultatet fra 2011. Samtidig har man mistet halvdelen af medlemmerne i 2018. Endelig er partiet gået tilbage med hensyn til de unges opbakning. Mens partiet sidste år fik 17 procent af de 18-24-åriges stemmer, er dette tal ifølge målinger i 2019 faldet til 10 procent. Netop de unges (tidligere) store støtte har ellers været noget, som formanden, Anders Samuelsen, flere gange har fremhævet.
Partiets officielle forklaring på den formodede tilbagegang ved valget er, at det koster at sidde med ansvaret i regeringen. Det udvisker profilen, hvilket ikke mindst slider på et ideologisk skarpt profileret parti som Liberal Alliance. Det er sandsynligvis en del af forklaringen, men også langt fra den hele og fulde sandhed.
Nogle vil hævde, at Liberal Alliance allerede i forsøget på at komme i regering afslørede en noget særegen form for strategi for at opnå målet. Venstre-regeringen fremlagde i sensommeren 2016 en stor plan, som blandt andet også indeholdt lettelser i topskatten for en stor gruppe mennesker, idet topskattegrænsen blev skudt opad.
Det var imidlertid ikke nok for Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, som i stedet placerede sig øverst i et træ, hvorfra han først efter lang tid endte med at komme ned. Det skete dog ikke for at indhøste skattelettelserne, men fordi han blev tilbudt regeringsdeltagelse og selv kunne blive udenrigsminister.
I regeringen har Liberal Alliance også i flere tilfælde afsløret en forbavsende mangel på regeringsduelighed. Partiet har for eksempel som noget hidtil uset i dansk politik som regeringsparti truet med ikke at stemme for regeringens egen finanslov, hvis man ikke kom igennem med lettelser i topskatten. Det blev dog ved truslen.
Partiets tvivlsomme regeringsduelighed afspejler sig muligvis også i, at de fleste af partiets ministre – med undtagelse af undervisningsminister Merete Riisager – som regel ikke ligger særlig højt på skalaen over, hvilke ministre der er de bedste. Ældreminister Thyra Frank har været en konstant bundprop, som få har kunnet se nytten af at have siddende. Omvendt har mange undret sig over, at et af partiets allerstørste politiske talenter, Henrik Dahl, ikke blev gjort til minister.
Med til billedet hører naturligvis, at Liberal Alliance er et nyt parti, som set med denne målestok har evnet at komme hurtigt til magtens fad. Partiet dannedes i 2007 som Ny Alliance med Naser Khader som leder. Året efter overtog Anders Samuelsen lederskabet, og i 2009 skiftede Naser Khader til De Konservative. Begge var ellers oprindeligt folketingsmedlemmer for De Radikale.
Liberal Alliances gennemsnitsvælger er ifølge Altingets undersøgelse for nylig en mand (det er 77 procent af partiets nuværende vælgere) med en videregående uddannelse (det har 48 procent), som arbejder i en privat virksomhed (det gør 46 procent) og bor i Gentofte, hvor hele 18 procent i 2015 stemte på partiet. Vedkommende tjener også ofte over en halv million kroner årligt (det gør 32 procent).
Liberal Alliance har dermed også et vælgersegment, som udgør en bestemt kerne, hvis interesser partiet repræsenterer, og som omvendt støtter partiet. Det indebærer efter alt at dømme, at partiet ikke behøver frygte spærregrænsen.
Håbet i partiet er sandsynligvis, at man efter det forestående valgnederlag stadig vil have en så stor gruppe i Folketinget, at den kan begynde at genoprette partiets tabte ideologiske renommé. Stort set alle regner samtidig med, at partiet ikke kommer i regering, selv hvis Lars Løkke Rasmussen (V) trods de negative meningsmålinger alligevel fortsætter. For i så fald vil Dansk Folkeparti have ministerposter uden Liberal Alliance som regerings- partner.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet