Er Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, i virkeligheden en dygtig tryllekunstner, der kan få publikum til at kigge væk, mens han foretager sig noget helt andet, end dét han får publikum til at tro?
Sådan udlagde et folketingsmedlem fra Liberal Alliance i hvert fald den aktuelle politiske situation, da partiet i går afsluttede sit sommergruppemøde i Juelsminde med et pressemøde i København. Billedet skulle illustrere, at nok ynder Dansk Folkeparti for tiden at fremstå som et socialt orienteret midterparti med svaghed for socialdemokratiske idéer, men i praksis medvirker det i masser af tilfælde til at føre ærkeliberal, borgerlig politik.
De konkrete eksempler på det remsede partiformand og udenrigsminister Anders Samuelsen og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille op:
Skatte- og afgiftslettelser for over 20 milliarder kroner siden 2015, herunder tre gange lavere registreringsafgift, lavere energiafgifter, lavere skat på arbejde, mindre afgifter for erhvervslivet og en besparelse på 20 procent på Danmarks Radio. Hertil hårdere straffe for vold, strammere udlændingepolitik, friere regulering af uddannelsessystemet og afskaffelse af blasfemiparagraffen, lød det blandt andet.
Dansk Folkeparti blev på det nærmeste skamrost for at have medvirket til alt det, og Simon Emil Ammitzbøll-Bille opfordrede støttepartiet til at lægge alt ”fnidr og fnadr” på hylden og i stedet udstede en garanti om, at hvis der efter næste valg er borgerligt flertal, vil man fortsat støtte en borgerlig-liberal regering. Der var også ros til Dansk Folkeparti for dets seneste forslag om at ville afskaffe regionerne, for det støtter Liberal Alliance fuldt ud. Vel vidende, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet er med på den idé, og at den derfor ikke bliver til noget.
Men hvorfor al den ros til Dansk Folkeparti, der i flere år ikke har forsømt nogen lejlighed til at ydmyge Liberal Alliance?
Svaret er, at roserne i hovedsagen er en hadegave. Hvad Samuelsen og Ammitzbøll-Bille reelt siger, er, at de har gennemskuet Thulesen Dahls tryllenummer. I virkeligheden har han tryllet store, liberale forandringer igennem og givet Liberal Alliance stor politisk indflydelse – så stor, at han nu gerne selv vil have ministerposterne. Men for publikum vil han stadig gerne have det til at se ud, som om han har været regeringens sociale garant, der sammen med Socialdemokratiet har forhindret stort set ethvert liberalt fodaftryk i regeringens politik.
Nu er der ikke noget værre for en tryllekunstner, end når nogen fra sidelinjen højt siger, at han har gennemskuet nummeret. I det lys blev Liberal Alliances sommergruppemøde derfor ikke det vendepunkt for de to partiers interne stridigheder, som i hvert fald statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sit stille sind kunne have håbet på.
Dansk Folkeparti vil nu med endnu større ildhu søge efter muligheder for at kritisere Liberal Alliance op til valget, og kravet om en dronningerunde og et farvel til LA i en borgerlig regering er kun blevet forstærket.
Det ved Liberal Alliance udmærket, og partiet taler udelukkende til vælgerne for at få dem til at tro på, hvor meget indflydelse man har fået ud af at gå i regering.
Partiet har ikke flere afgørende politiske krav for den kommende politiske sæson, fremgik det også. En liberalisering af uddannelsessystemet og flere skattelettelser skal først på dagsordenen efter valget. Vurderingen er derfor, at der ikke er flere områder, hvor Dansk Folkeparti indtil da i praksis kan ydmyge regeringspartiet politisk.
Tilbage står i efteråret en oprydningsrunde, hvor der blandt andet skal aftales en finanslov, en klimaaftale og måske en reform af beskæftigelsessystemet, som har været undervejs siden nytår.
En melding fra de liberale politikere er, at samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance faktisk er ret konstruktivt på de konkrete, politiske områder ordførerne imellem. Det er kun, når toppolitikerne kommer ind over, og der ”går storpolitik i den”, at alt går i hårdknude og bliver til fnidr og fnadr. Det kan der til gengæld blive en del af i et efterår, hvor alle fører valgkamp.