Liberal Alliance-profil i Lemvig: Her er ingen lyserøde fortællinger om det gode liv

Gymnasielæreren og lokalpolitikeren Stefan Agger vendte hjem til Lemvig i Nordvestjylland efter mere end 10 år i København. Turen ud og tilbage igen skærpede hans bevidsthed om vestjysk kultur, der er præget af realisme frem for idealisme

Gymnasielæreren Stefan Agger fik skærpet sin opfattelse af vestjysk kultur af at være flyttet til København for igen at vende tilbage til Lemvig, hvor han voksede op.
Gymnasielæreren Stefan Agger fik skærpet sin opfattelse af vestjysk kultur af at være flyttet til København for igen at vende tilbage til Lemvig, hvor han voksede op. Foto: Jens Bach

Ved porten til Stefan Aggers hvide patriciervilla i Lemvig står den kortklippede gymnasielærer og lokalpolitiker for Liberal Alliance og tager smilende imod. Hans hund – en fransk mastiff ved navn Thor – er knap så imødekommende. Mens den hopper med forpoterne, gør den højt ad fotografen og journalisten bag bolværket.

”Er den flink nok?” spørger en nervøs journalist.

Hunden har fråde om munden. Eller måske er det savl.

”Ja ja, den er meget flink. Du skal bare lige ignorere den til at begynde med. Efter 10 minutter skal den nok lære at leve med, at I er her,” siger Stefan Agger og åbner porten.

Den legesyge hund snuser nysgerrigt og falder til ro efter nogen tid.

På den måde er Stefan Aggers hund som vestjyder er flest: Lidt skeptisk til at begynde med, men harmløs på bunden. Og uden fine fornemmelser.

Vi skal netop tale om, hvad det vil sige at være fra Vestjylland. Stefan Agger, der underviser i samfundsfag og økonomi på Lemvig Gymnasium, flyttede som ung student fra byen, men er vendt tilbage efter 12 år i København. Og han skal nu forsøge at forklare, hvad det er i den vestjyske kultur, der gør, at denne egn ligger i den rigtige ende af statistikker over arbejdsløshed, sociale problemer, skilsmisse og unge, der tager en ungdomsuddannelse.

”Det er lidt af et mysterium, fordi det ikke bare kan forklares ud fra almindelige socialdemokratiske socioøkonomiske modeller. Derfor er det oplagt at kigge på kultur. Er der en særlig mentalitet herovre, som ikke findes andre steder? Forventer man noget andet af hinanden?” spørger han retorisk.

”Jeg tror, at det hænger sammen med, at egnen her er præget både af fiskerkulturen og landbokulturen. Det er i virkeligheden to meget forskellige erhverv, men de har det til fælles, at de anser arbejde for at indeholde en moralsk værdi. Det mærker jeg tydeligt hos både mine gymnasieelever og hos deres forældre: At der er en meget stor forventning om, at man får et job, og at man færdiggør det, man er i gang med.”

Stefan Agger på 42 år er født og opvokset i Lemvig. Han husker, at han for første gang blev opmærksom på, at han er formet af en specifik kultur, da han mødte en venskabsklasse fra Hillerød i folkeskolen. Mange af de nordsjællandske elever havde aldrig set et levende husdyr, før de kom på besøg i Lemvig og så høns og køer på græs. Han husker også, at pigerne gjorde noget ud af deres udseende.

”Pigerne i min klasse spillede håndbold, spyttede på gaden og mødte op i skolen i joggingtøj. Jeg havde altid troet, at det var normalt,” siger han.

Men det var ikke et chok eller frastødende for ham at møde de unge fra en anden landsdel. For selv var Stefan Agger ikke, som vestjyder er flest, da han voksede op i Lemvig. Han interesserede sig for jazzmusik, spillede rollespil og havde fra sine teenageår allerede et ønske om at komme til en større by og studere.

Da han var blevet student, flyttede han først til Esbjerg for at bo med en kæreste, inden han to år senere drog mod København for at læse statskundskab. Her blev han igen bevidst om, at han gennem sin opvækst i Vestjylland var formet af en anden kultur end mange af de andre på studiet.

”Man kan med rette kritisere vestjyder for at være lidt reserverede og ikke så åbne over for nye ting. Men det positive er så, at vi til gengæld ikke opfatter sociale sammenhænge som et spil med vindere og tabere. Det første kulturchok, jeg fik i København, var netop, hvordan man spillede det sociale spil ved for eksempel fester på statskundskab. Jeg havde et par venner hjemmefra, og vi snakkede ofte om, hvordan vi følte, at man skulle kæmpe for at få ordet i sociale sammenhænge. Sådan har jeg aldrig oplevet det i Lemvig.”

Ikke desto mindre var han glad for at bo i København. Og holder stadig af byen, som han forlod i 2012 for at vende tilbage til Lemvig med sin kone og tre børn. Efter at have været væk fra egnen i 12 år så han på sin hjemstavn med et nyt blik og kunne også finde skønhedsfejl og eksempler på, at det ikke er alle mennesker, der vil føle sig tilpas i en vestjysk kultur.

”Mens jeg gik i folkeskolen, spillede jeg meget fodbold og håndbold. Det vidste alle. Hvad de ikke vidste var, at jeg og en flok drenge også godt kunne lide at spille rollespil. Det havde vi det meget sjovt med, men det var også lidt en skyggetilværelse, fordi jeg vidste, at det ville blive set skævt til. I Lemvig spillede rigtige drenge fodbold eller håndbold.”

Det føltes ikke som nogen stor byrde for ham at holde den side skjult, men med historien in mente, kan han relatere til de unge mennesker, der af den ene eller anden grund kan have det svært i små lokalsamfund som på denne egn.

”Når man har samfund med så stærke fællesskaber og klart definerede normer, vil disse normer virke ekskluderende for dem, der falder udenfor. For rigtig mange er det trygt at være en del af sådan et fællesskab, men det kan også have en pris. Jeg oplever, at den pris er blevet mindre, og vi har da haft elever på gymnasiet, som for eksempel var åbent homoseksuelle. Og andre som ret åbenlyst var homoseksuelle uden at være ude af skabet. Men jeg oplever, at eleverne er forholdsvis tolerante og rummelige.”

På mange måder er der ifølge Stefan Agger en hårfin grænse for, hvornår den lokale egns kultur skaber noget positivt og noget negativt. Man skal ikke have et rosenrødt billede af den vestjyske kultur, men man kan lære meget af den. Blandt andet i afvejningen mellem idealisme og realisme.

Selv bemærkede han hurtigt som nytiltrådt gymnasielærer, at eleverne på Lemvig Gymnasium næsten virkede konforme sammenlignet med gymnasieelever i de store byer. Der var ingen Operation Dagsværk-aktiviteter, ingen klimastrejke og intet oprør.

”På mange gymnasier i byerne er der en stor gruppe, der markerer sig som modsætning til autoriteter. Men i Lemvig er der intet oprør og ingen demonstrationer. Og det tror jeg skyldes, at man er mere materialistiske og realistiske, end man er idealister.”

Denne sans for det realistiske over for det idealistiske er måske endda det, der mest af alt kendetegner vestjyderne. For når så mange af de unge får en ungdomsuddannelse, når arbejdsløshed nærmest er ikke-eksisterende på denne egn, og når skilsmisseprocenten er blandt landets laveste, skyldes det formentlig, at man på godt og ondt ikke drømmer for stort.

”Herude er der ikke mange lyserøde fortællinger om, hvordan et ægteskab ser ud, og hvordan det perfekte arbejdsliv skal være. Og det tror jeg skyldes en meget sund betoning af det realistiske. At man ser det som en værdi i sig selv at have et arbejde, og at et ægteskab er noget, man nogle gange er nødt til at udholde. Man vil ikke lade idealer stå i vejen for, hvordan tilværelsen i virkeligheden hænger sammen.”

”Herude er der ikke mange lyserøde fortællinger om, hvordan et ægteskab ser ud, og hvordan det perfekte arbejdsliv skal være. Og det tror jeg skyldes en meget sund betoning af det realistiske. At man ser det som en værdi i sig selv at have et arbejde, og at et ægteskab er noget, man nogle gange er nødt til at udholde. Man vil ikke lade idealer stå i vejen for, hvordan tilværelsen i virkeligheden hænger sammen.”