Liberal milliardær på social turné: Systemet svigter de allersvageste

Det var slående, at vi ikke mødte én eneste, der følte sig godt behandlet af det sociale system, siger den liberale debattør og erhvervsmand Lars Seier Christensen efter en turné hos stofmisbrugere og hjemløse sammen med Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen. De besøgte blandt andre den benamputerede Jacob Nellesø på Sundholm og en kostald i Aarhus, hvor der blev indtaget stoffer efter fixerummets lukketid

Det utraditionelle makkerpar milliardæren Lars Seier Chistensen og Nanna Gotfredsen har sammen besøgt stofmisbrugere og hjemløse i København, Aarhus og på Lolland. De er enige om, at det er nødvendigt at tænke det sociale system helt forfra og inddrage socialt udsatte langt mere i løsningen af deres egne problemer. –
Det utraditionelle makkerpar milliardæren Lars Seier Chistensen og Nanna Gotfredsen har sammen besøgt stofmisbrugere og hjemløse i København, Aarhus og på Lolland. De er enige om, at det er nødvendigt at tænke det sociale system helt forfra og inddrage socialt udsatte langt mere i løsningen af deres egne problemer. – . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Den 43-årige Jacob Nellesø har mistet det ene ben på grund af sit stofmisbrug, og han har mistet sin handicapvenlige lejlighed på grund af huslejerestance.

Sidste år fik han en plads på herberget Sundholm på Amager. Her måtte han besørge i spande og poser, fordi hans kørestol ikke kunne komme igennem toiletdøren. Personalet fik forbud mod at gå ind på hans værelse på grund af farlige hygiejniske forhold, da jurist Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen i sommeren 2017 tog fat i hans sag og sikrede ham lidt bedre forhold.

I dag har han et værelse på Sundholm med bad, fjernsyn og adgang til køkken. Botilbuddet, der også indbefatter kontakt til personalet på Sundholm, koster det offentlige 57.000 kroner om måneden.

Der er en verden til forskel på milliardæren Lars Seier Christensens højloftede suite på hotel D’Angleterre i København og Jacob Nellesøs værelse på Sundholm. I tre udsendelser på DR’s P1 besøgte den tidligere ejer af Saxo Bank, der er udlandsdansker med bopæl i Schweiz, Jacob Nellesø og andre stofmisbrugere og hjemløse i København, Aarhus og på Lolland sammen med jurist Nanna Gotfredsen, som i 20 år har hjulpet mennesker på samfundets bund.

”Jeg tror, de fleste danskere har en følelse af, at vi har et velfærdssamfund og betaler en høj skat, men at der i det mindste bliver taget hånd om de svageste. Det har været grænseoverskridende at opleve, at det gør vi i mange tilfælde ikke,” mener Lars Seier Christensen.

”Det var trist, men det gav også anledning til håb at møde nogle af de mennesker, vi talte med. Mange var som Jacob Nellesø både intelligente og klarsynede omkring deres egen situation, men omvendt følte de, at der ikke blev lyttet til dem, og at systemet behandlede dem på en meget rigid måde. Det kan undre, at man ikke kan give Jacob en bedre hjælp, når tilbuddet på Sundholm koster 57.000 kroner om måneden. Hvis det offentlige ikke kan gøre det, så er det en mulighed at udsætte området for konkurrence,” mener Lars Seier Christensen.

Han understreger samtidig, at private løsninger efter hans opfattelse ikke er det eneste saliggørende.

”Det drejer sig om at tale med folk og høre, hvad de selv gerne vil, og give hjælpen et lidt individuelt præg. Og hvis det offentlige kan finde ud af det, så fint,” forklarer Lars Seier Christensen over en kop kaffe i suiten på D’Angleterre.

For Nanna Gotfredsen rummer Jacob Nellesøs historie essensen af, hvad der er galt med hjælpen til de mest udsatte.

”Mange af de mennesker, jeg møder på gaden, er frihedsfugle. De vil ikke umyndiggøres eller kontrolleres. De vil bare gerne lyttes til. Da jeg kom ind i Jacob Nellesøs sag, havde 22 offentligt ansatte kendskab til hans situation, uden at de havde formået at finde løsninger, der tilgodeså hans ønsker og behov,” siger Nanna Gotfredsen.

”Det er derfor, jeg nogle gange frækt spørger, om vores socialvæsen til 45 milliarder kroner om året bare er et beskæftigelsesprojekt for bureaukrater. Hjælpeapparatet med dets regler og bureaukrati er designet til middelklassen og ikke indrettet til de mest udsatte med meget komplekse behov. Men som hjælpere skal vi være ydmyge assistenter, der lytter til dem, som har det svært. Vi skal ikke komme med vores egen middelklassemoral,” siger Nanna Gotfredsen.

Det utraditionelle bekendtskab mellen Lars Seier Christensen og Nanna Gotfredsen begyndte i 2013. Lars Seier Christensen annoncerede på Facebook, at der var 100 hvide paraplyer tilbage efter hans datters bryllup i Toscana. Gadejuristen kunne godt bruge 100 paraplyer til de hjemløse. I 2015 mødtes de på Folkemødet på Bornholm, hvor Nanna Gotfredsen viste en række billeder af Gadejuristens brugere. Det chokerede Lars Seier Christensen. De bevarede kontakten, og Lars Seier Christensen har i perioder støttet Gadejuristen rent økonomisk.

”Folk tror nogle gange, at hvis man er liberal, så accepterer man, at folk ligger og dør af sult på gaden, men jeg kender ikke en eneste liberal, der har det på den måde,” siger Lars Seier Christensen.

På spørgsmålet om, hvorvidt han som milliardær, der ikke betaler skat i Danmark, er den rigtige til at blande sig i debatten om vilkårene for de svageste, svarer han:

”Omkring halvdelen af mine 2000 medarbejdere bor i Danmark og betaler skat, og jeg betaler omkring 15-20 millioner i skat til det danske samfund om året, så jeg mener, at jeg bidrager. Jeg er aktiv i debatten og tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi har indrettet vores velfærdssamfund på.”

Undervejs i interviewet viser Lars Seier Christensen et billede af en kostald i forlængelse af et slagteri i Aarhus. Men kostalden er også et uofficielt fixerum, efter at byens stofindtagelsesrum lukker klokken 15.

”Det er uværdigt. Hvorfor kan stofindtagelsesrummene ikke holde åbent om eftermiddagen og om aftenen?”, spørger Lars Seier Christensen.

Siden 2010 har Danmark efter schweizisk forbillede tilbudt lægeordineret heroin til en gruppe hårdt belastede misbrugere. Der er omkring 400 pladser til heroinbehandlingen i Danmark, men kun omkring 300 benytter sig af tilbuddet. En af forklaringerne er ifølge Nanna Gotfredsen, at heroinbehandlingens krav om fremmøde to gange om dagen betyder, at det er meget svært at leve et liv ved siden af behandlingen. Undervejs på reportageturen mødte Lars Seier Christensen en heroinbruger, der havde haft job i Folketinget. Han blev tvunget til at opgive sit arbejde, fordi han skulle møde på en heroinklinik om formiddagen og om eftermiddagen.

”Selv hvis man kigger iskoldt på det, så tror jeg, det er billigere at give folk heroin end al den affødte kriminalitet, som det medfører, når man ikke kan få stoffet. Kunne man ikke bruge almindelig sund fornuft og se, om det ville gå, hvis brugerne kunne hente doser til for eksempel en uge ad gangen,” siger Lars Seier Christensen.

Men er dit billede af den sociale indsats for de dårligst stillede ikke meget ensidigt?

”Jeg forholder mig til, at vi ikke mødte en eneste på vores tur, som følte sig godt behandlet af det sociale system. Jeg ville godt kunne acceptere høje udgifter til den sociale indsats, hvis folk ellers følte sig godt behandlet, og man for alvor fik de dårligst stillede sendt videre i tilværelsen og rettet op på deres situation. Men det er ikke det, der sker,” siger Lars Seier Christensen og fortsætter:

”Vi må også forvente, at de mest udsatte bliver behandlet med en vis empati og forståelse, men der var ikke vores indtryk. Når Gadejuristen er ude på Christianiacyklen med kaffe, så får de frivillige fra Gadejuristen kram. Hvorfor får de offentligt ansatte ikke et kram?”, spørger Lars Seier Christensen.

Mange offentligt ansatte vil sige, at de gør en stor indsats for de dårligst stillede?

”Jeg har bare ikke mødt en eneste på denne her tur, der sagde: ’Hvor er det godt, at de offentligt ansatte tager hånd om mig’. Noget af det pæneste, jeg hørte, var fra Nikita i Bandholm på Lolland. Hun har tidligere levet på gaden, taget stoffer og været hiv-positiv i 20 år. Hun var nødt til at stjæle for at betale sit stofforbrug, og hun røg jævnligt i fængsel. Her oplevede hun, at fængselsbetjentene var venlige, og hun foretrak helt klart fængselsbetjente frem for socialarbejdere,” fortæller Lars Seier Christensen.

Han fortæller, at Nikita i dag bor i et lille hus i Bandholm og har en husleje på 4000 kroner om måneden. Civilsamfundet har skaffet hende fjernsyn, køkkengrej, møbler og lamper, og hun kan kigge ud over markerne til kamelerne på Knuthenborg. Hun har fået styr på sit stofmisbrug, har genoptaget kontakten til sine børn og føler, at hun har fået et meget bedre liv.

”Det er ikke, fordi det sociale område er økonomisk udmagret. Men det er syltet ind i et utal af regelsæt. Det kan ikke koste flere penge at lytte til folk end at jagte dem. Der burde være en systematisk opfølgning af, om brugerne af de sociale tilbud er glade for indsats, der bliver udført, ” konkluderer Lars Seier Christensen.

En times interview på D’Angleterre er forbi. Lars Seier Christensen skal tilbage til Schweiz, hvor han bor. Nanna Gotfredsen cykler ud til Vesterbro.