Vi sætter os på ministerens kontor, Søren Pind og Kristeligt Dagblad. Uvidende om at en video nogenlunde samtidig ryger på internettet denne torsdag eftermiddag.
Den minutlange sekvens vækker betydelig opsigt. Barack Obama, den nyligt pensionerede amerikanske præsident, gør en undtagelse fra sine planer om at blande sig uden om alverdens valgkampe. Den franske af slagsen er for vigtig, siger han og erklærer sin støtte til Emmanuel Macron.
”Han har forsvaret liberale værdier,” siger Barack Obama i videoen.
Il a défendu des valeurs libérales, skriver de franske undertekster.
Søren Pind er liberal. Ja, Venstres uddannelses- og forskningsminister bliver indimellem kaldt en ideolog. Søren Pind er tilmed ridder af den franske æreslegion. Og så hepper han på Macron.
”Vi er blevet ydmyget før, vi, der mener det,” siger Søren Pind.
Både han og Barack Obama husker glimrende, hvad der skete til det amerikanske præsidentvalg i november. Hillary Clinton førte som bekendt også valgkamp for liberale værdier.
”Hr. Præsident. Undskyld,” skal hun have sagt, da hun ringede til Obama i nederlagets stund.
”Man skal passe meget på med at knytte sit håb op på enkeltpersoner,” siger Søren Pind.
”Macron kan godt vise sig at være en makron, tomme kalorier. Det ved vi ikke endnu, det er en risiko, man løber,” siger Søren Pind.
På interviewdagen tydede de fleste meningsmålinger på storsejr til centrumkandidaten, af nogen kaldt socialdemokrat, af andre neoliberal og af modkandidaten Marine Le Pen for globalist. Uanset om de franske vælgere søndag har gjort hende eller Emmanuel Macron til præsident, har hun sikret sit parti et historisk resultat i endnu et slag om liberale værdier.
Det første i Storbritannien, hvor ellers markedsliberale konservative førte an i kampagnen for en afsked med det EU, hvis grundlæggende præmis om fredsskabelse gennem handel er liberalt arvegods. Dernæst i det kapitalistiske USA, hvor Donald Trump sikrede sig præsidentembedet på et frihandels-kritisk og værdikonservativt program. Og nu i Frankrig, landet hvor påskønnelsen af ”liberté” står skrevet i nationalhymnen. Over 40 procent af de franske vælgere stemte på Marine Le Pen og venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon i første valgrunde, og forinden viste en meningsmåling i avisen The Financial Times, at Macron for næsten halvdelen af sine vælgere var et taktisk snarere end begejstret valg.
”Alt, der synedes solidt i liberalismen, fordufter,” lød indledningen på en klumme i det britiske magasin New Statesman i efteråret.
Glem for en stund snakken om ”eliter” mod ”populister”, om ”globalister” mod ”patrioter”.
Macrons selvbiografi hedder ”Révolution”, og ifølge journalisten Adam Holm, der i foråret udgav bogen ”Endestation Europa”, står kampen i dag om ”idéerne fra 1789” – året for den liberale, franske revolution.
Søren Pind, er du enig?
”Nej, det er jeg ikke. Jeg tror snarere, de står om idéerne fra 1776,” siger han med henvisning til den amerikanske uafhængighedserklæring, der leverede et budskab om frihed, lighed og ideelle rettigheder.
Kampen står ”knap så meget” om 1789-revolutionens idéer med dens ”afhuggede hoveder”, siger Søren Pind.
”Jeg ved godt, hvad han mener. Jeg synes, at der er for meget ’grædekoneri’ i den debat, forstået på den måde, at påstanden om, at 1776-værdierne er evigtgyldige, altid har været anfægtede. Der har altid været kamp. Det var specielt noget, jeg opdagede som udviklingsminister. Hvert eneste lille fremskridt bliver altid bekæmpet af nogen, som er reaktionære. Man kan ikke vinde hele tiden. Der kommer altid tilbageslag. Det grundlæggende interessante er, om bevægelsen set over længere tid er en fremadrettet bevægelse. Og der er jeg optimist,” siger Søren Pind, der som mange før ham citerer den liberale politolog Francis Fukuyamas 1990’er-budskab om ”historiens afslutning”, idéhistoriens, altså i kølvandet på sovjetkommunismens endeligt og det liberale demokratis sejr.
”Det er måske der, hvor kristendommen har et anderledes budskab til os: At hernede skal vi slås, altid. Lige meget hvad. Så jeg deler ikke sortsynet,” siger Søren Pind.
”Jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig, at rigtig mange mennesker med glæde husker tilbage til, da man kunne bevæge sig frem og tilbage uden pas. Jeg tror, at man med glæde husker tilbage til den fredsperiode, som var fra 1989 og frem, hvor man udfyldte Det Indre Marked. Jeg tror, at mange er glade for hele det tankesæt,” siger han.
Det liberale lever. Men den ”liberale fortælling”, der gennem tiden er blevet udbredt af både erklærede konservative som liberale og socialdemokrater, af George W. Bush som Barack Obama og Tony Blair, står efter finanskrisen måske i en større tillidskrise end nogensinde før. Det skrev historikeren og forfatteren Yuval Noah Harari i hvert fald sidste år i magasinet The New Yorker.
”Gennem det 20. århundrede var den liberale fortælling umådeligt attraktiv, fordi den fortalte mennesker og regeringer, at man ikke behøvede at vælge mellem at gøre det rigtige og det smarte: Beskyttelsen af menneskelige friheder var både et moralsk bud og nøglen til økonomisk vækst. Storbritannien, Frankrig og USA havde angiveligt fremgang, fordi de liberaliserede deres økonomier og samfund,” skriver Harari og fortsætter:
”I det 21. århundrede har den liberale fortælling derimod ingen gode svar på de største udfordringer, vi står over for: Global opvarmning og teknologisk disruption.”
”Det er jeg ikke enig i,” siger Søren Pind: ”Jeg mener, at han tegner en dystopi. Men vi bliver nødt til at genopdage ansvaret.”
”Det er lidt ligesom at kapitalisme uden moral ikke duer. Staten kan ikke lovgive om alting. Det, der i virkeligheden er udfordringen i de her år, som jeg opfatter det, er et svigt i de fælles moralbegreber: Grådighed på mest utilbørlig vis i forhold til forskellige økonomiske transaktioner, skatteunddragelse, den her monopolisering af bestemte informationer og misbrugen af dem. Alt det er jo med til at undergrave tilliden til institutionerne og folkestyret.”
”Vi er nødt til at genopdage ansvarligheden og fællesskabet omkring at udøve det ansvar.”
Det store opgør står ikke, mener han, om den økonomiske liberalisme. Brexit handlede ifølge iagttagere også om østeuropæisk arbejdskraft, Trump om følelsen af amerikansk kulturtab, Marine Le Pen om islams indflydelse i den sekulære république.
”Der er én vigtig ting, som den liberale bevægelse skal huske. Og det er det konservative credo om, at kultur er den altafgørende faktor. Det er der nogen, der har glemt. Kultur er ikke en ligegyldig faktor. Det er det bestemt heller ikke i mit eget parti. Det er derfor, vi hedder ’Venstre – Danmarks Liberale Parti’. Vi har en national konnotation, før vi har en politisk erklæring,” siger Søren Pind og citerer Bertel Haarder for, at liberalisme ikke er godt i indvandrerpolitikken.
”Der er jo ikke nogen, der for eksempel ikke ville kalde Canada et liberalt land, bare fordi Canada har en hård adgangsbeskrivelse (for indvandring, red.). Og der må vi bare trække nogle grænser, være ærlige omkring dem og sige ’alt med måde’. Men at liberalismen skulle være død? Nej! Men vi trænger til ansvarsvækkelse, og den tror jeg kommer, når folk ser, hvad alternativet er.”
Der er næppe brug for attituder som Francois’, hovedpersonen i Michel Houellebecqs franske balladeroman ”Underkastelse” fra 2015, der erklærer sig ”nogenlunde lige så politiske interesseret som et vådt håndklæde”. Og kalder demokratiet for en simpel ”magtdeling mellem to rivaliserende bander”.
”Det var først ved anden runde af præsidentvalget af 2017, at tingene for alvor begyndte at sætte sig i bevægelse,” fortsætter han profetisk.
Søren Pind mener, at der har været en ”aura af uafvendelighed”. En aura af ”det kan jo ikke være anderledes”.
Men ”uafvendelighed bliver man provokeret af”. I et demokrati bestemmer folket altid. Kristeligt Dagblad spørger, om de amerikanske og britiske valgsystemer, hvor ”vinderen tager det hele”, har gjort dem mere modtagelige for en voldsom modreaktion end for eksempel det danske. Søren Pind nævner, at ”mit eget parti jo har stillet sig i spidsen for en kommunalreform, hvor man fjernede rådhuse fra en helt masse kommuner i Danmark, og hvor afstanden mellem politikere og folk blev øget”.
”Når man kigger på, hvornår der sidst er afstedkommet de reaktioner, vi har set i denne her omgang (folketingsvalget i juni 2015, red.), så var det i 1973, tre år efter kommunalreformen i 1970. Den moderne virkelighed har tilstræbt eller skabt en centralisering. Noget af det har været politisk villet. Og det betaler man en pris for. Man kan synes, at det kan være en dyr pris at betale at have mange politikere gående rundt. Jeg bliver nødt til – det har jeg ikke sagt før, det her – at bekende, at jeg faktisk tror, at det fungerer som en slags sikkerhedsventil: At folk føler, at dem, som træffer beslutninger omkring dem – på hvilket niveau det nu måtte være – kan de faktisk gå hen til. Og sige noget til. Og brokke sig til. Eller kende.”