Prøv avisen

Liberalister nåede ikke at stille op

Nystiftet liberalt parti når ikke at blive opstillingsberettiget, så det kan konkurrere med Fogh.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) beslutning om at udskrive et lynvalg fanger partiet Liberalisterne på det forkerte ben. Det nystiftede parti har kun fået indsamlet 5000 underskrifter i forsøget på at blive opstillingsberettiget og når derfor ikke at komme på stemmesedlen den 13. november.

Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, kalder det "ærgerligt" for såvel partiet som det borgerlige Danmark.

- Det er ærgerligt, at vi ikke nåede det, men så satser vi på det næste folketingsvalg. Grundlæggende er det dog mest ærgerligt for det borgerlige Danmark, at der nu ikke findes et ægte borgerligt-liberalt parti på stemmesedlen, siger Torben Mark Pedersen.

Liberalisterne blev stiftet i 2005 i utilfredshed med VK-regeringens midtersøgende kurs, samt at statsminister Anders Fogh Rasmussen under den seneste valgkamp betegnede liberalismen som en forældet ideologi.