Libero tilbagekalder ammeindlæg og stopper salget helt

Libero tilbagekalder fredag ammeindlæg af mærket Libero Nursing Pads. Det skyldes, at limen i den selvklæbende tape i nogle ammeindlæg danner små klumper under brug, som man kan pille af.

Det skriver producenten i en pressemeddelelse.

Ifølge Libero kan et barn komme til at sluge limklumperne. Det er i så fald ikke farligt. Men hvis det kommer i luftvejene, kan det få "alvorlige konsekvenser", skriver producenten.

- Libero tager dette meget alvorligt. Vi beklager, at vores ammeindlæg hverken lever op til vores forbrugeres forventninger eller vores egne kvalitets- og sikkerhedskrav.

- Intet er vigtigere end et barns sundhed og sikkerhed, og derfor vælger Libero frivilligt at tilbagekalde alle ammeindlæg af mærket Libero Nursing Pads med øjeblikkelig virkning, lyder det i pressemeddelelsen.

Tilbagekaldelsen gælder alle produkter fra forbrugere, lagre og butikker.

Problemerne betyder også, at Libero stopper helt med at sælge ammeindlæg.

Forklaringen er, at Libero også tidligere på året var nødsaget til at tilbagekalde ammeindlæg og i den forbindelse måtte forbedre kvaliteten.

- Men da vi oplever, at også dette nye produkt har kvalitetsproblemer, tager vi nu konsekvensen og fjerner det fra butikker og beder vores forbrugere om at sende os tilbageværende ammeindlæg tilbage, skriver Libero.

/ritzau/