Når man bliver ældre, falder tempoet, man kan ikke længere, det man kunne før, og at løbe en halvmaraton – eller at lege en hel dag med børnebørnene ude at blive træt – er de færreste forundt.
En af grundene til det, er, at man med alderen får mindre muskelmasse. Den tilstand hedder sarkopeni og har siden 2016 stået på WHO’s internationale liste over diagnoser. I Danmark er sarkopeni endnu ikke registreret som selvstændig diagnose.
Men med et stigende antal diagnoser, risikerer vi at sygeliggøre livsvilkår, som for eksempel alderdom og det deraf følgende tab af muskelmasse, påpeger tre læger i dagens kronik i Kristeligt Dagblad, hvor de også forudsiger, at sarkopeni som diagnose på verdensplan kan komme til at sygeliggøre to milliarder mennesker over 60 år.
En af dem, læge og ph.d. Jacob Bülow, uddyber:
”Vi finder flere og flere diagnoser, som igen fører til flere og flere kontakter med sundhedsvæsenet, men det presser både samfundsøkonomien og den enkelte. Med hensyn til sarkopeni, er der ikke engang nogen dokumentation for, at det gavner at klassificere tilstanden som en sygdom. For der er ikke nogen accepteret medicinsk behandling. Man kan selvfølgelig give testosteron, men det er næppe en god ide,” siger han.
Vi har ikke tid – eller lyst – til livsvilkårene, og så er det nemmere at kalde dem for sygdomme. Så når kroppen begynder at drille og muskelmasse at forsvinde, eller hvad det nu kan være, er det lægen, vi søger
Normalt anbefales motion og proteinrig kost, hvis man gerne vil bevare mest mulig af sin funktion og muskelmasse, men livets faktum er også, at muskelmassen bliver mindre, når vi ældes.
Og netop manglende tid og lyst til at se vilkår som alderdom i øjnene, kan afstedkomme, at det føles nemmere med en diagnose og en lægeaftale, mener Lone Vesterdal, der er sognepræst ved Bramdrup Kirke ved Kolding og som sammen med læge Inger Uldall Juhl har skrevet bogen ”Det skrøbelige menneskeliv”.
”Jeg tror, øvelsen er at udfolde livet, også når det byder os skavanker og at få liv i de dage, vi har, i stedet for at tænke på, hvordan vi får flere. Det er et faktum, at der kommer skavanker og skrøbeligheder med alderen, men livet er der jo endnu, hvis man er så heldig at være nået dertil,” siger hun.
Problemet er, at vi lever et højhastighedsliv, hvor der ikke er tid til, at de eksistentielle livsvilkår får lov til at fylde, det de bør, mener Lone Vesterdal.
”Vi har ikke tid – eller lyst – til livsvilkårene, og så er det nemmere at kalde dem for sygdomme. Så når kroppen begynder at drille og muskelmasse at forsvinde, eller hvad det nu kan være, er det lægen, vi søger. Højhastighedssamfundet sætter vores livsvilkår under pres, men de kalder på tid, refleksion og samtale,” siger hun.
Også Jacob Bülow frygter, at livsvilkår i stigende grad gøres til sygdomme.
”Men det er meget snævert at se tingene i et medicinsk perspektiv, både for den enkelte og for sundhedsvæsnet. Læger og sygehuse har ekstremt travlt, og når vi ikke har en simpel og god behandling, fører en ny diagnose som sarkopeni bare til en masse udredning og bureaukrati.”
Men det er jo rart at være rask og rørig, så længe man kan?
”Funktionstab er naturligvis et stort problem for ældre mennesker. Men man kan lave andre og bedre foranstaltninger, som ikke handler om at sidde og bruge tiden hos lægen, og som vil have en meget større effekt. For eksempel uddannelse med hensyn til, hvordan man bedst vedligeholder sine kropslige funktioner, kommunale tilbud om træning og gåture i skoven,” siger Jacob Bülow og fortsætter.
”Mange ældre har i forvejen en eller flere diagnoser, og så hjælper det ikke, vi bliver ved at putte flere og flere på. Muskelmasse er vigtig, men der er for mig at se ikke nogen dokumentation for, eller værdi i, at gøre sarkopeni til en selvstændig sygdom. Hvis sarkopeni bliver en hyppig diagnose, vil den tage tid og ressourcer fra de patienter, der faktisk kan have gavn af sundhedsvæsenet.”
Martin Schultz, ph.d. i akutmedicin og kommende speciallæge i geriatri, mener dog, at en af fordelene ved at gøre sarkopeni til en officiel diagnose, er, at det især vil gavne patienter, som i forvejen er svækkede og i kontakt med sundhedsvæsenet.
”Forskningen viser tydeligt, at mangel på muskelmasse har stor betydning for, hvordan man klarer sig på den lange bane. Hvis kroppens funktioner kører lige på grænsen, mens man er rask, så vælter hele læsset, når man bliver syg. Men hvis man aktivt screener for sarkopeni og lægger en større indsats på træning og ernæring, vil man med al sandsynlighed kunne løfte flere op ad sygdommen,” siger han og tilføjer, at det vil være gavnligt at systematisere indsatsen:
”Det er en indsats, som allerede kører, men det vil være en stor fordel, hvis den bliver standardiseret, og der kommer yderligere fokus på området.”