To lig fundet på Madeira

Myndigheder på Madeira udtaler, at de to forsvundne danskere er fundet døde. Læs kort nyt fra Danmark her

To lig er blevet fundet på Madeira
To lig er blevet fundet på Madeira. Foto: Cyril Ruoso/ JH Editorial.

159 røde postkasser hærget til nytår

Det er ikke kun husejere, der i nytårsdagene frygter at få sprængt postkassen i stumper og stykker af omstrejfende vandaler. Også hos Post Danmark oplever man hvert år, at de karakteristiske røde postbrevkasser lokker hærværksmænd og deres kanonslag til. Post Danmark oplyser, at nytåret indtil videre på landsplan har krævet 159 postkasseofre som følge af hærværk. De 159 postkasser er blevet hærget i perioden den 31. december til den 2. januar. Det er dog væsentligt færre ødelagte postkasser end sidste år. Her blev 204 af de røde kasser ofre for hærværk i de samme tre dage. Det endda til trods for, at hærværksmændene sidste nytår havde sværere ved at komme omkring på grund af den megen sne. /ritzau/

Lig af to danskere fundet på Madeira

Brandmænd på Madeira har fundet to lig i et svært fremkommeligt område på den portugisiske ø Madeira ud for Afrikas kyst. En myndighedskilde bekræfter over for det portugisiske tv-station SIC Notícias, at der er tale om de to danske kvinder, der har været forsvundet siden nytårsdag. Vi har fundet to lig, som er de forsvundne, siger kilden, som oplyser, at næste skridt nu er at fastslå dødsårsagen. /ritzau/

To film sætter sig tungt på Bodil-fest

Der er lagt op til en intens duel mellem Lars von Triers omdiskuterede film Melancholia og Pernille Fischer Christensens En Familie ved dette års Bodil-uddeling den 3. marts. De to film har fået henholdsvis seks og fem nomineringer i de i alt otte kategorier, når de bedste film fra 2011 skal kåres. Begge film er naturligvis nomineret til en Bodil som årets bedste film. Det er sket i selskab med Dirch, Frit fald, og SuperClásico./ritzau/

Danskerne så lidt mindre tv sidste år

Danskerne brugte i gennemsnit 3 timer og 18 minutter på at se tv i det forgangne år, og det er tre minutter mindre end året før. Det viser en opgørelse fra DR. Faldet i tv-forbruget er det første af sin slags i fem år./ritzau/