Med det blotte øre kan zoolog Mikkel Stelvig afgøre, om en blåmejse kommer fra Bornholm eller Nordjylland.
”Der er en lidt anden rytme og tone i sangen. Er man vant til at lytte efter, er det ret tydeligt,” siger han og fortæller om målinger, som helt præcis kan vise fuglenes dialektale forskelle.
Da de vigtigste kald er universelle – for eksempel advarselslyde – forliger fugle sig som regel nemt med forskel i udtalen. For selvom en solsort kan høre, at det er en jyde, der er flyttet ind i dens københavnerkvarter, er den ligeglad, når den først lærer ham at kende, fortæller Mikkel Stelvig.
”Selvom vi andre har svært ved en dialekt, kan vi jo også nemt høre, om den, der taler, er vred, og det er sådan noget, der er vigtigst for fugle.”
Andre arter er mere skeptiske og kan finde på at svare lavere på en sang med en anden dialekt end deres egen, og andre igen kan flere dialekter. Særlig ferm er kornværling (bomlærken), som sætter sig ned i et område og lytter til, hvordan der bliver sunget her, og så er det den dialekt, den synger.
I nogle sammenhænge kan den lokale dialekt være en fordel at synge på, når man skal have en hun til at slå til. Den lokale dialekt signalerer nemlig, at hun kan forudsætte, at hannen har et vist lokalkendskab.
Som man kan forstå, er vi i Danmark godt med på fuglesangforskningen.
På Aarhus Universitet sidder for eksempel Thorsten Balsby, seniorforsker ved Institut for Bioscience, som ved uhyre meget om fugles sprog i al almindelighed og papegøjers kommunikation i særdeleshed.
Snart skal han igen af sted til det nordvestlige Costa Rica for at tale med unge papegøjer. Sådan nogle er nemlig mest snaksaglige, når de er mellem en og to måneder gamle, så han har bare fire uger at løbe på.
Det, han interesserer sig særligt for, er, hvordan flokbeslutninger tages – hvad er det, der gør, at en gruppe fugle bliver enige om at lette samtidigt.
”Sådanne beslutninger sidder fugle med hele tiden, og de er nødt til at gøre det godt, for ellers får de ikke nok at spise. De er ude i en meget præcis kommunikation,” siger Thorsten Balsby, der også vil undersøge, om lederen i en flok er det på grund af sin viden eller sin personlighed.
En test, man formentlig kunne foretage på de fleste chefgange. Men hvad får forskerne og vi andre ud at vide sådan noget? Hvad kan forskning i dyrs kommunikation med et af tidens udtryk bruges til?
”Ud fra et økonomisk synspunkt kan man sikkert være smækhamrende ligeglad. Men det er et bidrag til forundringen over den fantastiske verden, vi er sat ned i. Det er endnu et bevis for, at vi ikke er alene med vores kommunikative evner, og for at vi nogle gange er de rene veteranbiler sammenlignet med dyrene. Vores nervesystem kan slet ikke være med, når papegøjer fanger de helt små forskelle i en kommunikation.”
Som hos mennesker afspejler dialekter en kulturel arv, mener Thorsten Balsby.
”Hvis der er så få tilbage af en art, at dialekterne går tabt, vil vi faktisk miste en dyrekultur. Vi ved ikke, om det er sådan noget, der sker, når en population bryder ned. Men det kunne være interessant at finde ud af, for dialekter kan være et billede på, hvor sund en bestand er. Det er ikke uvæsentligt i en tid, hvor vi gerne vil have biodiversitet.”
I zoologiske haver er dyrene ofte tilflyttet fra andre, udenlandske zoologiske haver, så man undgår indavl. Men ifølge dyrlæge Mads Bertelsen fra Zoologisk Have i København har de ikke svært ved at forstå hinanden, lige meget hvor de kommer fra.
”Pattedyr kommunikerer først og fremmest ved hjælp af kropssprog og lugtesans, så når vi flytter en isbjørn fra for eksempel Rusland til Danmark, kan bjørnene øjeblikkeligt kommunikere med hinanden. De løver, vi har sendt af sted Sao Paulo i Brasilien, snakker også med det samme med de andre løver dér. De er mere interesserede i, om der er en alarm at aflæse: Jeg snerrer af dig, og nu brøler du af mig,” siger Mads Bertelsen.
Som så ofte før er de store aber dog en anden historie. Således lærte nogle chimpanser, der kom fra Holland til en zoologisk have i Edinburgh, at udtale lyde for ”æble” på samme dialekt som de skotskfødte chimpanser, de blev sat sammen med.
Et andet pattedyr, som forbløffer forskerne, er gedekid. Et britisk studie har vist, at en sammentømret gedekidflok tilpassede deres brægen og fik et slags fælles ”gadesprog”, som gedekid, der flakkede mere rundt mellem grupper, ikke havde. Studiet var med til at rokke ved forestillingen om, at evnen til at udvikle en dialekt skulle være speciel for mennesker.