Prøv avisen
Finansloven 2019

Ligestillingsminister efter kritik af finanslov: Jo, jeg har også fokus på mænds problemer

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) forsikrer, at også mænds udfordringer som tidligere død, dårligere uddannelse og rettigheder efter en skilsmisse, er problemer, han i sin ministerperiode vil arbejde for at løse. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Der var bevillinger på finansloven til Kvinfo, Mødrehjælpen, Danner og krisecentre for kvinder. Men ikke til organisationer, der varetager mænds ligestilling, mener Foreningen Far. Et område behøver dog ikke være på finansloven for at have hans opmærksomhed, siger ligestillingsminister Mogens Jensen (S)

Nu har Mette Frederiksen (S) jo ikke slået sig op på at være mændenes, men børnenes statsminister. Alligevel er det påfaldende, hvordan der i den nye finanslov – hvis man ser bort fra penge til, at flere drenge og unge mænd kan blive hpv-vaccineret – ikke er afsat penge til nogle af de udfordringer, som særligt mænd kæmper med.

Hvis man sammenligner mænd og kvinder boner mændene ud i en række uheldige statistikker. Mænd lever i gennemsnit 3,9 år kortere end kvinder, færre mænd end kvinder har en mellemlang eller lang videregående uddannelse og næsten dobbelt så mange mænd som kvinder begår hvert år selvmord.

Jesper Lohse, landsformand i Foreningen Far, mener, at der er tale om ”kønsdiskrimination af allerværste skuffe”, når organisationer som Kvinfo, Danner og Mødrehjælpen har fået bevillinger, mens ingen organisationer, som fremmer mænds ligestilling, har. Han giver ikke meget for, at eksempelvis Kvinfo også slår sig op på at sætte fokus på mænds ligestilling.

”Vi har intet imod, at alle, der har behov for støttemidler, får dem. Men man skal ikke kalde støtten til Kvinfo og Mødrehjælpen for upartisk, for det er den ikke. Det kan man ret tydeligt se ved at gennemgå, hvad de er citeret for i pressen og ved at tjekke, hvor mange henholdsvis kvinder og mænd, de har ansat,” siger Jesper Lohse med henvisning til, at der både hos Kvinfo og Mødrehjælpen er ansat markant flere kvinder end mænd.

Ifølge Kenneth Reinicke, mandeforsker ved Roskilde Universitet, er en af årsagerne til mænds problemer, at mænd på mange måder er et ”lidt ekstremt køn”.

”Mange klarer sig fint, men de mænd, som klarer sig dårligt, klarer sig ofte virkelig dårligt,” siger Kenneth Reinicke, der påpeger, at det ofte er som følge af skilsmisse, eller når de mister deres job, at det går galt for mænd.

Kenneth Reinicke slår fast, at han set fra et kønsperspektiv, er positiv over for finansloven, fordi bevillingerne vidner om en styrkelse af, at der i samfundet bør være fokus på ligestilling.

”Men man kunne godt overveje, om man generelt set i samfundet skulle skræddersy nogle flere tilbud målrettet mænd. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, hvis man har indrettet for eksempel sundhedsvæsenet efter, hvordan kvinder gebærder sig i det. Kvinder er bedre til at møde op til de tilbud, som velfærdsstaten tilbyder. Men retten til ligestilling er også retten til at blive behandlet forskelligt,” siger Kenneth Reinicke.

Et af de steder, man ifølge Jesper Lohse fra Foreningen Far burde sætte ind, er, når mænd efter en skilsmisse mister retten til at se deres børn. Han påpeger, at det ville være lige så alvorligt, hvis det var moderen, som mistede kontakten til børnene.

”Men nu er det altså ofte far, der ryger af banen. Og drenges manglende kontakt til deres far giver mange af de sociale problemer, som mænd oplever senere i livet,” siger han.

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) afviser, at finansloven har forfordelt mændene, og mener, at den kun kan ses som en generel styrkelse af ligestillingen mellem kønnene.

”For eksempel er støtte til LGBT Danmark noget, der tilgodeser mænd lige så vel som kvinder. I forhold til at vi skal sikre ligestilling i samfundet bredt set, er der i denne finanslov fokuseret på kvinder og særligt på minoritetskvinder,” siger han.

Der er ikke fokus på mænds dårligere helbred, at mænd lever kortere, bliver dårligere uddannede, oftere begår selvmord og oftere udsættes for vold end kvinder. Hvorfor ikke?

”Der er altid mange ønsker til en finanslov, og nu tager vi fat i nogle af de udfordringer, vi som samfund har. Man kan ikke have alt med i en enkelt finanslov. Det, du peger på her, er bestemt udfordringer, vi skal se på, hvordan vi får løst. Det vil jeg også have fokus på henad vejen.”

Desuden påpeger Mogens Jensen, at et område ikke behøver fremgå af finansloven for at have hans opmærksomhed:

”Jeg fremlægger eksempelvis snart et lovforslag, som skal sikre lige adgang for begge forældre til relevant post om børnene. Vi kan se, at der er mange mænd, som ikke bor sammen med deres børn, der ikke får de relevante informationer om børnene. Men det tiltag kræver ikke en ekstra bevilling og fremgår derfor ikke af finansloven,” siger Mogens Jensen.