Prøv avisen

Lisbeth Knudsens fornemmelse for religion

Lisbeth Knudsen, journalist, nyhedsdirektør, DR. Foto: Claus Bjørn Larsen

En tekst fra Berlingske Tidendes chefredaktør er et skoleeksempel på, hvad der går galt, når medierne tager fat på det religiøse stof

Chefredaktøren Lisbeth Knudsen skriver i sin blog, at dagsordenen for den religiøse debat fremover vil blive sat af medierne, og at det er bedst sådan. Der argumenteres hovedsageligt ud fra den katolske kirkes pædofili-skandaler og ekstrem islamisme.

Den journalistiske tekst viser, hvorfor medierne har det så svært med at dække det religiøse stof, og hvorfor medierne igen og igen bliver part i konflikter med religiøse grupper.

1) Forståelsen af religion baseres på den virkelighed, som medierne danner. Skribenten henter ikke eksempler ind fra andet end mediehistorier. Hele begrebsapparatet holder sig inden for snævre journalistiske rammer, og der hentes heller ikke faglige argumenter ind udefra, så medievirkeligheden lukker sig om sig selv.

2) Det er en skævvredet virkelighed, chefredaktøren tager afsæt i. Den katolske kirkes sexskandaler giver et deformt billede af, hvad kirker i al almindelighed er - eller hvad religion generelt er. Denne skævvridning bruges som argument for, at religiøse institutioner over en kam trænger til mere medie-kontrol.

Ethvert skolebarn lærer i skolen, at medierne er dem, der går efter skandaler og fejltrin (det kaldes alt sammen kritik), ikke efter de 90 % af virkeligheden, som pågår, når TV-vognen er kørt hjem.

Det må selvfølgelig være sådan i journalistik, at man skal være kritisk, og det har de religiøse institutioner også brug for og glæde af. Men når realiseringen af det kritiske ideal er så skæv som i religionsjournalistikken, så må det naturligvis også være sådan, at børn lærer i skolen, at medierne skævvrider virkeligheden.

3) Artiklen bekræfter den medie-norm, at religion ikke er et område, man behøver vide noget om som journalist. Sport, erhverv og kultur kræver viden, men religion er et subjektivt område, som enhver kan mene noget om uden at begrunde det sagligt.

4) Det er desværre typisk for både formiddagsblade og eftermiddagsblade - også under Lisbeth Knudsen - at de bruger dårligdomme begået af den ene religiøse borger til at sige noget principielt om de 99 andre. Bemærk pointen: Det er påkrævet, at det folkekirkelige Danmark underkastes journalistisk kontrol efter katolske og islamistiske udskejelser.

5) Chefredaktørens tekst lever inden for en journalistisk moralopfattelse, der forudsætter, at moral er et spørgsmål om menneskerettigheder og demokrati.

Men de fleste moralske valg i menneskelivet er ikke politiske valg de fleste etiske dilemmaer handler om mødet mellem mennesker, hvilket kristendommens moralforståelse fx er klar over.

Desværre får hele denne tradition for menneske-etik, vi har fra antikken til Kant, sjældent plads i journalistikken, som derfor forudsigeligt ender i spørgsmålet om, hvad der skal forbydes og kontrolleres, ikke om hvad der er rigtigt og forkert.

Det er ikke overraskende, at befolkningen finder medier og journalister mindre troværdige end bilforhandlere, når topledere i branchen ikke stiller større krav til ræsonnementer, fagviden og moralforståelse.

Det virkelig sørgelige er imidlertid, at vi opfostrer en generation af religiøse analfabeter, godt hjulpet på vej af medier, der leverer det modsatte af folkeoplysning - en slags anti-oplysning - som bl.a. efterlader folk med det indtryk, at kristendom er et spørgsmål om amerikanske abortlæger, pædofili og ugandiske militser.