Liselott Blixt er revolverkvinden i dansk sundhedspolitik

Igen og igen har Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, fået ændret love og sat ild i debatten om dansk sundhedspolitik. Hun er frygtløs over for modstand og – mener nogen – respektløs over for viden. Hvem er hun?

Liselott Blixt er DF’s magtfulde sundhedsordfører. Igen og igen har hun talt læger og myndigheder midt imod, for hendes mission er at give en stemme til dem, andre alt for nemt kan køre over. Her er hun i sit hjem i Greve, hvor døren altid står åben for dem, der har brug for en snak eller bare for at sove en brandert ud. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Liselott Blixt er DF’s magtfulde sundhedsordfører. Igen og igen har hun talt læger og myndigheder midt imod, for hendes mission er at give en stemme til dem, andre alt for nemt kan køre over. Her er hun i sit hjem i Greve, hvor døren altid står åben for dem, der har brug for en snak eller bare for at sove en brandert ud. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Liselott Blixt var omkring 9 år, da hendes far slog hende så hårdt med en blokfløjte, at fløjten knækkede. Da hun var 11, gik hun første gang i byen på Lolland, hvor hun er vokset op, og da hun var 13, gik hun med drenge og drak alkohol. Hun lagde sig imellem, da en rocker engang ville banke hendes storebror:

”Hvis du skal slå ham, så slår du mig ned først,” advarede hun.

Hun elsker, når det stormer uden for. Så stiller hun sig midt i blæsten for at mærke, hvordan den næsten rykker hende omkuld.

”Det er FEDT,” siger hun hårdt: ”Altså. Den kan bare komme an.”

Hun er Dansk Folkepartis magtfulde ordfører på sundhedsområdet og den længst siddende sundhedsordfører på Christiansborg. I 13 år har hun taget parti især for de ældre og udstødte, som, mener hun, mangler at blive både hørt, anerkendt og nogle gange behandlet i systemet.

Få har vakt ramaskrig som hende. Hun er beskyldt for at gøre sygdom og sundhed politisk, for eksempel i profilerede sager om behandlingen af patienter med kronisk træthedssyndrom eller prioritering af dyr medicin. Senest splittede hun DF-toppen i spørgsmålet om drengeomskæring: Med hende som primus motor meldte partiet ud, at det støtter et forbud, med undtagelse af de tre prominente medlemmer Morten Messerschmidt, Marie Krarup og Søren Espersen.

Hun er ikke færdig.

”Vi mangler hele den etiske diskussion om, hvor lang tid vi lever,” siger hun og har som altid et standpunkt: Der bliver holdt liv i for mange, og det gælder fra for tidligt fødte børn til svært syge ældre.

Så længe der er hvepsereder, vil Liselott Blixt stikke hånden i dem – men hvad er egentlig den røde tråd i hendes politik, og hvor kommer holdningerne fra?

Sort, rødt og hvidt hersker i Liselott Blixts stue i rækkehuset i Greve. Hendes lædermøbler er enorme, under spise- og sofabord ligger centimetertykke tæpper. Hun kører en skrigorange Hayabusa, verdens hurtigste serieproducerede motorcykel, og i hendes ”bikerbule” – udestuen – har plankerne på gulvet aftryk af skilte fra ikoniske amerikanske veje som Route 66.

”Mit hjem er ikke et udstillingshjem,” siger hun.

Hun spreder armene så bredt, hun kan: ”Jeg er åben,” siger hun så.

”Jeg kender til dét at have det svært og kæmpe for at få noget, og den forskelsbehandling der gør, om du kan få det,” siger Liselott Blixt (Artiklen fortsætter under billedet).
”Jeg kender til dét at have det svært og kæmpe for at få noget, og den forskelsbehandling der gør, om du kan få det,” siger Liselott Blixt (Artiklen fortsætter under billedet). Foto: Johanne Teglgård Olsen

For tiden huser hun sin søn og svigerdatter, som er ved at sætte hus i stand, men også forvildede unge kan få et midlertidigt hjem i Greve. Hvert andet år holder hun jul for ensomme hjemløse.

Hun sammenfatter selv sin politik sådan her:

”Det handler vel om vores grundlovssikrede rettigheder. Frihed. Lighed. Som jeg ikke synes, der er.”

Liselott Blixt blev skældt ud for at være ”den farligste person i det danske sundhedsvæsen”, da hun sidste år var bannerfører på en politisk beslutning om, at sygdommen ME, kendt som kronisk træthedssyndrom, skal behandles som en sygdom i nervesystemet og ikke, som Sundhedsstyrelsen mente, som en såkaldt funktionel lidelse.

I 2015 anbefalede hun et midlertidigt stop for HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft for bedre at få undersøgt de bivirkninger, en række vaccinerede piger fortalte om. For det blev hun massivt kritiseret af blandt andet Lægeforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Danske Patienter og Danske Regioner, der mente, at hendes indblanding kunne koste liv.

Men Liselott Blixt har ikke et problem med viden. Hendes problem er med mennesker, som ifølge hende skubber deres titel eller magt foran sig som et skjold, der fritager dem fra at lytte.

”Systemet lukker kæften på folk, som gerne vil sige noget andet. Men hvis jeg ser nogen blive mobbet, skældt ud eller ikke taget sig af, så går jeg ind og hjælper.”

Er det vigtigere end at styre efter, hvad der lægefagligt er op og ned i en sag?

”Selvfølgelig skal vi styre efter evidens, hvor vi har den. Men der er ret mange områder, hvor vi ikke har ret meget andet end dokumentation. På ME-området ved man ikke, hvordan man behandler folk, og så har vi altså nogle patienter derude, som ingen praktiserende læge vil have, som er efterladt på en øde ø, møgsyge, dårlige og ved at dø. I det hele taget mener jeg, at vi skal lytte lidt mere til patienter og pårørende og være lidt mere åbne i vores sundhedssystem. Vi sender alt for mange hjem og siger, at de ikke kan hjælpes”.

Hun har været ”bodyguard for de svage”, så længe hun kan huske. Hun er født i 1965 som fjerde barn i et fattigt, men arbejdsomt hjem. Hun var fem år, første gang hun lugede roer i marken på familiens gård og kørte traktor, da hun var syv.

”Jeg kender til dét at have det svært og kæmpe for at få noget, og den forskelsbehandling der gør, om du kan få det,” siger hun.

Derhjemme var tonen hård.

”’Hold kæft, din dumme kælling, og se at få noget mad på bordet’. Sådan kunne min far sige til min mor. Sådan er jeg vokset op. Sådan var jargonen. Folk, de korsede sig,” husker hun – og krydrer erindringen nærmest i forbifarten med historien om blokfløjten, der knækkede på hendes bag, vistnok fordi hun blev ved med at fløjte, da faderen bad hende holde op.

Liselott Blixt kører en skrigorange Hayabusa, verdens hurtigste serieproducerede motorcykel. For engang var der nogen, der sagde, at sådan én kunne kvinder ikke køre. (Artiklen fortsætter under billedet.)
Liselott Blixt kører en skrigorange Hayabusa, verdens hurtigste serieproducerede motorcykel. For engang var der nogen, der sagde, at sådan én kunne kvinder ikke køre. (Artiklen fortsætter under billedet.) Foto: Johanne Teglgård Olsen

Men som regel knoklede Liselott for at blive rost, og hun blev det, når hun samlede sten op fra marken eller tumlede halmballer på gården. Hun blev bomstærk i processen.

Engang stod hun i en bar ved Nørreport, da to kvinder kom op til hende:

”Et par Nørrebro- bitches, og de generede mig. Jeg var bare kold: I kan bare komme med udenfor,” siger hun.

Hele sit liv er hun trådt ind i kampen og har mærket, at hun kan klare de tæv, der truer. Hvad er der at være bange for, uanset om man stiller sig forrest til et par på kassen af en rocker eller af Danmarks lægeparnas, spørger hun.

”Det er bare en på kassen. Det er bare et slag eller noget andet. Når du viser, du er ligeglad, så sker der sjældent noget.”

Hun gider ikke ”pjat og kævleri”, fortsætter hun. Hun blev skilt efter 16 år med sin mand, da han gav hende et ultimatum: Enten fik hun fjernet sine tatoveringer, eller også gik han. Hun trækker ned i bukserne og op i trøjen og blotter en falk på lænden, ”hayabusa” på japansk, motorcyklens navn.

Om anklen har hun en kæde. Engang var den af sølv, men så sagde en kollega på Christiansborg, at en folketingspolitiker ikke kunne gå med ankelkæde.

”Så måtte jeg jo lave en tatovering,” griner hun.

Er du Christiansborgs rejekælling?

”Det ved jeg ikke. Jeg er mig selv. Jeg måler mig ikke op imod andre. Jeg sagde på et tidspunkt til min daværende sekretær, at hvis jeg nogensinde bliver som mange af de andre folketingspolitikere, så smid mig ud,” svarer hun.

Alt for mange af ”de andre” går i ét med tapetet, mener hun. De bliver ”myndighedernes lange arm”, men hendes pligt er at forblive sig selv.

”Vi sidder 179 mennesker, der skal afspejle Danmarks befolkning. Det gør vi ikke, hvis vi alle sammen bliver for ens. Der er for mange ens typer på Christiansborg. Det er folk, der kun er der for magtens skyld og ikke brænder efter at hjælpe nogle af de mennesker, der er derude.”

Det lyder som et populistisk udsagn?

”Hvis jeg var populist, skulle jeg gøre noget helt andet. Gå ind for aktiv dødshjælp eller sådan noget, som 70-80 procent af befolkningen går ind for.”

I kerneetiske spørgsmål går Liselott Blixt ind for ”en naturlig tilgang til livet”. Hun er imod abort, omend hun ikke ønsker et forbud. Hun er imod rugemoderskab af hensyn til den kvinde, der bærer et barn for andre. Faktisk ville hun ”ønske, der ikke var noget, der hed fertilitetsbehandling”, for børn får man, hvis man kan, og ingen har krav på dem.

Og så er hun altså også imod at tage liv ved aktiv dødshjælp, men for at lade døden komme til, hvor den alligevel står for døren.

Derfor var hun også en af hovedkræfterne bag en ændring af sundhedsloven i 2018. Ifølge loven kan en patient, som forventes at dø inden for kort tid, vælge at blive smertelindret, også selvom lindringen risikerer at medføre døden. Ved samme lejlighed blev juridisk bindende behandlingstestamenter indført. Også her er målet at give den enkelte patient bedre muligheder for at undgå at blive holdt i live, når han eller hun ikke ønsker det.

I den anden ende af livet vil Liselott Blixt gerne tale om, hvor langt man bør strække sig som læge og samfund for at redde for tidligt fødte børn.

”Der er måske nogen, man ikke burde redde, fordi de kommer til at leve et liv, der ikke er godt for dem selv, med store handicap. Vi må undersøge, om man – i gåseøjne – er blevet for dygtig til at holde liv i nogen, man ikke skulle have holdt liv i,” siger hun og peger på, at det er ét sted, hvor man i sundhedsvæsenet burde sætte ind, når midlerne skal prioriteres:

”Den debat er i hvert fald vigtig, når vi taler om, hvordan vi bruger ressourcerne bedst muligt.”

Hvis hun kunne få opfyldt sine vildeste drømme på sundhedsområdet, har hun to ønsker. Det første er, at sundhedsministeren sidder med i regeringens magtfulde koordinationsudvalg sammen med blandt andet finansministeren, for uden finanser ingen sunde borgere – og deraf endnu færre finanser. Og så vil hun have politiske handlingsplaner for alle sygdomme.

Det er jo hundredevis af handlingsplaner?

Foto: Johanne Teglgård Olsen

”Yes. Alle. Fra forebyggelse til forskning. Fra vugge til krukke. Den dag jeg ikke har noget at kæmpe for, så stopper jeg i politik, for så er det ikke sjovt mere. Jeg elsker det.”