Prøv avisen
Historiens nulpunkt

Litteratur efter Auschwitz: Det ubegribelige kræver digtning

”Måske kan man aldrig trænge til bunds i holocaust og forstå, men man kan forsøge med de midler, vi har til rådighed. Holocaust er uforståeligt, men ikke ubeskriveligt,” siger cand. mag. Morten Lassen. Billede af hovedporten til Auschwitz. Foto: Omar Marques/Zuma/Ritzau Scanpix

Den 27. januar 1945 befriede sovjetiske soldater den kz-lejr, som var rygrad i hele den nazistiske udslettelses-­industri. Lejren er gået over i historien som et billede på absolut ondskab og civilisationens totale selvdestruktion. Hvad kom Auschwitz til at betyde for eftertidens litteratur?

At skrive digte efter Auschwitz er barbarisk, lyder en af de mest markante kommentarer til holocaust-litteraturen.

Citatet stammer fra den tyske filosof Theodor W. Adorno, der var af jødisk afstamning, men nåede at flygte fra Nazityskland. Med sit budskab frygtede han ifølge litteraturforskere, at sproget blot reducerer lidelserne fra lejrene og dermed også sandheden om oplevelserne.

Litteraturen er i den tolkning altså ikke tilstrækkelig til at beskrive det ubegribelige skel i verdenshistorien, som holocaust var og som Auschwitz symboliserer. Det er hinsides sproget, mente holocaust-overleveren Elie Wiesel:

”En roman om Auschwitz er ikke en roman, og hvis det er en roman, kan den ikke være om Auschwitz.”

Men trods egne forhåbninger til sprogets formåen gjorde Wiesel alligevel forsøget i en række bøger, og det samme gjorde mange andre overlevere. Ud af Auschwitz’ uendelige lidelser kom godt nok for evigt forandrede ofre for et historisk vendepunkt, men også ord, der forandrede litteraturen sidenhen, som cand.mag. Morten Lassen påpeger i bogen ”At skrive holocaust”.

”Måske kan man aldrig trænge til bunds i holocaust og forstå, men man kan forsøge med de midler, vi har til rådighed. Holocaust er uforståeligt, men ikke ubeskriveligt,” mener Morten Lassen.

Den personlige fortælling vejer altså langt tungere end tal, som Lassen skriver, og en af de mest berømte fortællinger er ”Hvis dette er et menneske” fra 1947 af den italienske kemiker Primo Levi, der overlevede Auschwitz.

Med sine ord om det, der ikke kan beskrives, gav den italienske kemiker som en af de første et litterært indblik i livet i Auschwitz. Han og flere andre overlevere kom ud fra lejrene og satte sig som det første nærmest til at skrive og beskrive livet og lidelserne og ikke mindst give en forklaring på ondskaben og meningen med, at netop de overlevede gaskamrene.

Den ellers skeptiske Elie Wiesel, der også modtog Nobels Fredspris, påstod, at holocaust blev definerende for det 20. århundredes litteratur, da vidnesbyrdlitteraturen var den eneste nye litterære genre fra århundredet.

I 1945, samme år som Auschwitz blev befriet, kom allerede den ifølge Adorno så forbudte poesi om holocaust i form af digtet ”Dødsfuga” af den jødiske lyriker og holocaust-overlever Paul Celans. Det beskrives som et af de vigtigste litterære vidnesbyrd om nazisternes jødeudryddelser præget af et sprog, der sprænger fortællerammerne. Ud over Celan, Primo Levi og Elie Wiesel er Jorge Semprún og Imre Kertész blandt de mest berømmede i vidnesbyrd-litteraturen. Sidstnævnte modtog i 2002 nobelprisen i litteratur.

Men det tog faktisk en rum tid, før omverdenen var parat til at blive indført så detaljeret og personligt i livet omkring og døden i gaskamrene.

Det var først i slutningen af 1950’erne, at Primo Levis bøger blev taget op og fik bred anerkendelse, fortæller Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet.

Og det var først i 1970’erne, at litteraturforskere for alvor begyndte at arbejde systematisk med vidnesbyrdlitteraturen og forsøgte at forstå, hvordan man skulle forstå denne genres bidrag og underligt udsatte position, forklarer han.

Efterhånden som de sidste vidner til holocaust forsvinder i disse år, kommer flere nye typer holocaustbeskrivelser, og emnet er slet ikke udtømt, påpeger Mads Rosendahl Thomsen. Der tages ifølge ham stadig større friheder i holocaust-litteraturen, hvor man eksempelvis bruger fabler og fantasy.

”Man diskuterer stadig, om det er i orden at finde på ting om holocaust. Hvor går de litterære og moralske grænser?,” siger han.

”Hvem tilhører Auschwitz?”, spurgte ungarskfødte Imre Kertész for længe siden.

Det spørgsmål tages jævnligt op og blev det eksempelvis blot for et par år siden, hvor en amerikansk forfatter lavede en fiktiv skildring af en kvindelig lejrfanges forelskelse i en tysk officer, hvilket førte til et væld af skældsord fra forfatterkolleger. Den britiske forfatter Martin Amis mødte også modstand med sin roman ”Brun sne” fra 2014, som blev afvist af tyske og franske forlag. Den handler om livet i en kz-lejr set fra nazistiske officerers side og var ”for sympatisk indstillet over for nazismen”, lød det.

Ifølge Morten Lassen blev det litterære rum i vidnesbyrdlitteraturen åbnet for længe siden, fordi der også trækkes på både fiktion og virkelighed.

Forfattere bruger tematikker om, at ofre ikke bare er ofre, og bødler ikke bare er bødler. Lejrlivet bliver dermed gjort almengyldigt, mener han og peger som eksempel på nobelvinderen Kertész, der skrev om at kede sig og føle sig lykkelig i lejren.

Paradokset handler ifølge Mads Rosendahl Thomsen om, hvorvidt man kan fremstille holocaust og de umådelige mængder af vold og død, som kan være svære at begribe, og samtidig respektere individet. Det kan være et fremstillingsmæssigt dilemma, siger han og mener samtidig, at Auschwitz stadig er noget helt særligt, der bør værnes om:

”Vidnesbyrd-litteraturen er et veletableret emne inden for litteraturen, men det står ikke helt så skarpt som før. Der er jo en risiko for glemsel, og litteraturen har også en rolle og et stærkt etisk ansvar her. Romaner om holocaust er virtuelle mindesmærker.

Romaner om holocauster virtuelle mindesmærker

Mads Rosendahl Thomsen, Litteraturprofessor, Aarhus universitet