I 1980'erne var magisk realisme det nye sort i litteraturen, i 1990'erne var det nye at skrive minimalistisk, og i 2000'erne kom krimibølgen, inden autofiktion blev det nye modeord. Men nu er det i stedet etiske romaner, der er kommet i fokus.
Den norske forfatter Jon Fosse modtog for nyligt Nordisk Råds Litteraturpris for sine stærke etiske romaner. Og et væld af romaner, noveller og digte handler om de svære spørgsmål i tiden.
Hvordan er det at være arbejdsløs? Knækker Danmark over i holdninger og huspriser? Hvordan tackler man stigende ulighed? Hvordan påvirker det folk at gå i krig? Hvordan forholder man sig til flygtninge? Hvordan tackler man mislykket integration? Og går Jorden - eller måske ”bare” Bornholm - under, hvis vi ikke ændrer vores miljømæssige vaner?
Det er alt sammen spørgsmål, der bliver taget op i ny skønlitteratur af Dennis Gade Kofod, Stine Askov, Dy Plambeck, Kim Leine, Carsten Jensen, Stine Pilgaard, Kristian Foss Bang, Lars Frost, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Theis Ørntoft og Morten Pape.
”Folk gider ikke længere læse historier, der kun handler om forfatterens 'jeg' og 'mig'. Og der er derfor opstået en efterspørgsel efter romaner, der sætter problemer under debat,” siger Lars Handesten, lektor ved Syddansk Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad.
Han tilføjer:
”Bogbølger kommer og går, mens litteraturen går sine egne veje. Klaus Rifbjerg skrev om sig selv, længe før man talte om autofiktion. Og det er heller ikke nyt, at litteraturen vender sig ud mod samfundet. For der har altid været forfattere, der har skrevet om etiske og samfundsmæssige problemer. Det gør selv Karl Ove Knausgård, selvom læsningerne af hans værker fokuserer meget på hans person. Hele krimibølgen var for eksempel fuld af sociale problemer som temaer, men nu er man også begyndt at kalde unge forfatterskoleelever for Generation Etik. Og der er nok også kommet en større interesse for den socialt bevidste roman.”
Litteraturprofessor Anne-Marie Mai er enig:
”Jeg synes, at der skrives mange gode romaner og digte om sociale og samfundsmæssige problematikker i øjeblikket, så tendensen er der til, at man sætter problemer under debat i de nye romaner. Jeg ved ikke, om det er et markant skifte. Men vi står i hvert fald i øjeblikket med nogle udfordrende og virkelighedsorienterede forfattere, der både omsætter samfundets etiske dilemmaer i gode digte, noveller og romaner,” fastslår hun og fortsætter:
”Litteraturen handler meget om vores liv i samfundet og med hinanden. Og niveauet for det, der bliver skrevet, er tårnhøjt i øjeblikket. Så det kan alle glæde sig over,” siger hun.
Modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris Jon Fosse mener, at god kunst også bør rette sig ud mod mere end selve forfatteren:
”Jeg mærker med det samme, om kunst er centreret rundt kunsteren selv, er selvdyrkende. Sådan en kunst byder mig imod,” har han sagt og over for Kristeligt Dagblad forklarer han, at det er kunstnerens ansvar at forene æstetik og etik i værket.
”Da jeg var ung, læste jeg Wittgenstein, der skrev, at etik og æstetik er et og det samme. Det tænkte jeg meget over dengang, og det tænker jeg stadig over. Og med mine efterhånden mange års erfaring som skønlitterær forfatter og dramatiker mener jeg, at Wittgenstein har ret. Men det har mindre med indhold end form at gøre. Og at give noget form, det vil sige at lade indhold og form blive én talende enhed, altså at skabe et kunstværk, er at tage ansvar,” siger Jon Fosse.