Det moderne karrieremenneske blev til på europæiske slagmarker for 200 år siden. Indtil da var man født til sin position i verden, men Napoleon Bonaparte indførte meritokratiet, hvor man kan stige fra korporal til kejser, hvis man er stræbsom nok.
Indtil Napoleon gjorde karriere, var krig en begrænset affære, som afklarede magtforhold mellem fyrster med soldaters liv som pris. Med Napoleon fik vi en ny type storskala-krig med folkehære, som ændrede menneskers opfattelse af orden og forudsigelighed.
”Krig er ikke bare et spørgsmål om magt. Krig er en katalysator for en lang række forandringer af vores måde at forstå verden på, som man måske først får blik for, når man beskæftiger sig med historie og krigsteori, men også med litteratur og filosofi,” siger Anders Engberg-Pedersen, professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet og forfatter til ”Empire of Chance”, som handler om, hvordan 23 års krigstilstand i 1792-1815 skabte en blivende følelse af tilfældighed i menneskenes sind.
Det er set mange gange både før og efter Napoleon, at en krigsindsats har gavnet karrieren og kastet hæder af sig. Den indsats, som Anders Engberg-Pedersen netop er hædret for, er dog ikke udført på slagmarken, men tankernes verden, Han er netop udpeget til en af årets fem EliteForsk-pristagere.
At en fredelig læsehest, der er vokset op i et akademikerhjem med klaver, valgte at kaste sig ud i krig, skyldes et besøg i Rusland for 14 år siden. Anders Engberg-Pedersen var i Sankt Petersborg for at lære russisk, men i en international boghandel faldt han over en engelsk oversættelse af den tyske militærteoretiker Carl von Clausewitz’ værk ”Om krig” fra 1832.
”Jeg gav mig til at læse den, og jeg fandt det interessant, hvordan han beskrev, at verden befandt sig i en ny tid, hvor man måtte forholde sig til usikkerhed. I et berømt citat skriver han, at han oplevede krig første gang som 13-årig og på den måde blev ’barn af tilfældet’,” fortæller Anders Engberg-Pedersen.
Filosofisk peger han på, at den tyske idealisme hos folk som Kant og Hegel i kølvandet på den store krig blev erstattet af en mere pragmatisk tilgang til verden. Og for at navigere i al usikkerheden begyndte man at lægge mere vægt på at skaffe sig viden, for eksempel inden for statistik og kartografi, altså korttegning.
”Krigen banede vejen for nye vidensformer. Man arbejdede ikke længere frem mod at finde sandheden, men sandsynligheden,” siger Anders Engberg-Pedersen.
Mens han fordybede sig i Napoleonskrigenes aftryk på verden, opholdt Anders Engberg-Pedersen sig i USA, fordi han skrev ph.d.-afhandling på det berømte Harvard University i Boston. Det betød, at han på nærmeste hold fulgte den amerikanske tilgang til krigene i Afghanistan og Irak. Her fornemmede han nogle reminiscenser til krigen som billede på kaos og usikkerhed, samt til opfattelsen af krigsførelse som en gerning, der forløser kreativitet.
”Tidligere tiders krigslitteratur har været bygget op omkring spektakulære slag og afgørende vendepunkter. Men de nutidige krige har mere været præget af en begivenhedsløshed og kedsomhed. Militærindsatsen har udviklet sig til en form for politiarbejde, som for eksempel ikke passer ind i fortællingerne fra Anden Verdenskrig om den store krig mellem det gode og det onde,” siger han og tilføjer:
”Nu er der så sket det, at krigsteoretikerne er begyndt henvise til forfattere og kunstnere og betragte krigen som et design, et kreativt projekt, man kan hente inspiration til hos folk som maleren Picasso og designeren Charles Eames. Disse paralleller er efter min opfattelse problematiske. Man skal ikke glemme, at krig først og fremmest er udøvelse af magt gennem vold.”