Prøv avisen

Litteraturredaktør trækker sig fra Statens Kunstfond

Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen har ”tænkt sit” efter den kritik, der er blevet rettet mod hans medlemskab af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur. – Foto: Polfoto.

Efter bred kritik i forfattermiljøet har Politikens litteraturredaktør valgt at trække sig fra udvalget. Forfatterforening kalder det en klog beslutning

Dagbladet Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen har valgt at trække sig fra sin post som medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur.

Det sker, efter at en række danske forfattere og fagpersoner i Kristeligt Dagblad i de senere dage har udtrykt bekymring over hans dobbeltrolle som anmelder og medlem af udvalget, der giver tre-årige arbejdslegater til danske forfattere.

Kulturminister Marianne Jelved (R), der selv har udpeget Jes Stein Pedersen, beklager, at han trækker sig.

Jeg har udpeget et medlem, som har stor indsigt i dansk og international litteratur, fordi det er væsentligt for mig at sikre en så bred og faglig stærk sammensætning af legatudvalget som muligt. Derfor er det også med beklagelse, at jeg har modtaget besked om, at Jes Stein Pedersen alligevel ikke har lyst til at være en del af legatudvalget, siger hun.

LÆS OGSÅ: Forfattere er bekymrede over magtkoncentration i litteraturmiljøet

Jes Stein Pedersen selv forklarer til Politikens netavis, at han har trukket sig, fordi han ikke vil være mistænkeliggjort fra starten.

Jeg vil ikke have dårlig energi ført med ind i det arbejde for litteraturen, som jeg havde glædet mig til at udføre, siger han.

Før delte forfatterne selv pengene ud mellem sig, og der var en masse beskyldninger om nepotisme. Det her skulle mindske risikoen for nepotisme og sikre en ekstrem åbenhed, tilføjer han og siger, at han har tænkt sit i forhold til den kritik, der blandt andet er kommet fra Dansk Forfatterforening.

Her hilser formand Jo Hermann Jes Stein Pedersens beslutning velkommen.

Det er en klog beslutning. Vores kritik er ikke gået på hans kvalifikationer, men på dobbeltrollen. Vi havde gerne set, at han havde fravalgt Politiken i stedet, for han er bestemt kvalificeret, siger Jo Hermann.

Hun undrer sig dog over, at Jes Stein Pedersen i Politiken mellem linjerne mistænkeliggør forfatterne for selv at ville sidde i udvalget.

Det er en sur bemærkning. Der har i tidligere udvalg siddet litterater og universitetsfolk, hvor det har fungeret udmærket. Nils Gunder Hansen sad for eksempel som formand, men valgte så at opsige sin stilling som anmelder hos Berlingske.

Lars Bukdahl, litteraturanmelder ved Weekendavisen, mener, det er en uklædelig og fornærmet måde at træde ud af udvalget på, når han mistænkeliggør sine kritikere.

Han har ikke researchet det ordentligt, for der har altid siddet en kritiker i udvalget. Jes Stein Pedersen var kun en nyhed i form af sin post som redaktør, som han ikke ville lægge fra sig.

Peter Duelund, lektor ved Center for Kulturpolitiske Studier, Københavns Universitet, mener, at Jes Stein Pedersen har truffet det eneste rigtige valg.

Det er en fornuftig beslutning for kunstfonden, fordi der fortsat skal være sikkerhed for, at udvalget har en autonomi til at bestemme, hvem der skal have støtten. Og rent personligt kunne det være endt som et helvede for ham, siger han.

Peter Duelund mener dog, at sagen rejser spørgsmålet om, hvorvidt kulturminister Marianne Jelved har forstået kunststøttens armslængdeprincip om at støtte, ikke styre helt til bunds:

Hun har haft sine kvalitative grunde til at udpege ham. Men det er også lidt ubetænksomt, for det har sat ham i en problematisk position, hvad angår hans egen og kunstfondens troværdighed. Hun har ikke helt forstået de overordnede kulturpolitiske problemer, dette her kunne give i forhold til de principper, vi normalt bygger en demokratisk kulturpolitik på.

Kulturministeren oplyser, at hun nu vil overveje mulige kandidater og forventer at udpege sidste medlem af legatudvalget i nær fremtid. Udvalget består af fem medlemmer, hvoraf to er udpeget af kulturministeren. De øvrige tre udpeges af Statens Kunstfonds repræsentantskab.