Prøv avisen
Interview

Livet bliver mere polariseret for fremtidens ældre

Over halvdelen af de børn, der fødes i dag, kan regne med at blive over 100 år, og det er en af grundene til, at Claus Kjeldsen ser optimistisk på fremtiden. Han har været administrerende direktør for Instituttet for fremtidsforskning siden 2011. – Foto: Jens Welding Øllgaard

En ny tænketank vil se på udfordringerne for fremtidens ældre, når det gælder job, bolig og sundhed. Alle tre områder polariseres, men tænketankens formand er optimist om fremtidens seniorliv

Claus Kjeldsens mormor er 93 år, kører selv sin Audi A6, og hun har endnu ikke fået så meget som en times kommunal hjemmehjælp.

Han er administrerende direktør for Instituttet for Fremtidsforskning og formand for en ny tænketank, PFA Tænketanken – den nye 3. alder. Claus Kjeldsen bruger sin mormor som et eksempel på, hvordan livet kan blive for mange af fremtidens ældre. Gennemsnitligt vil de leve længere, sundere og rigere end nutidens ældre.

Kristeligt Dagblad møder ham i instituttets mødelokale i et forholdsvis åbent kontorlandskab i det indre København. Som et minde fra en fjern fortid prydes en af væggene i lokalet af en bogreol fyldt med rigtige, analoge bøger af papir. I dag læser man dem ellers ofte i elektroniske formater, men de seneste årtiers teknologiske fremskridt er alligevel kun en forsmag på, hvad der venter os.

Automatisering og robotisering vil vælte ind over serviceerhvervene, så advokater, bankfolk, ejendomsmæglere, læger og mange andre i fremtiden skal finde noget andet at beskæftige sig med, eller som minimum skal beskæftige sig med deres erhverv på en helt anden måde, end de gør i dag.

Der bliver behov for videreuddannelse og karriereskift, og højt op i alderen skal man indstille sig på, at karrieren måske godt kan fortsætte på et lavere blus end tidligere i livet.

Hvilket også får betydning for fremtidens ældre. Det er dem, vi skal tale om, og Claus Kjeldsen lægger ikke skjul på, at polariseringen vil øges. Både hvad angår gennemsnitlig levealder, sundhed, økonomi og geografi.

Han ser lyst på fremtiden, for stort set alle befolkningsgrupper har oplevet stor fremgang i levetid og sundhed, selvom udviklingen allerede nu er polariseret.

”Der er en social bias i forhold til uddannelse. Jo højere uddannelse du har, jo sundere lever du, jo længere lever du, og jo bedre er du til at tackle de helbredsudfordringer, du får. Der er også en geografisk skævhed i aldring. Lige nu ser vi en urbanisering lokalt og nationalt. Vi rykker sammen om den lokale hovedby i den region, vi bor i, og nationalt rykker vi sammen i de største byer. Det er de unge, der flytter, og de gamle, som bliver boende. Når vi bliver ældre som nation, er det polariseret ved, at vi stort set ikke bliver ældre i København, men vi bliver markant ældre i Udkantsdanmark. Det giver nogle udfordringer.”

Claus Kjeldsen henviser til det japanske fænomen Genkai Shuraku, der betyder, at landsbyer dør. Japan er forud for andre industrilande med hensyn til demografiske forandringer, og derfor giver det mening at studere Genkai Shuraku nærmere.

”Der er et vendepunkt, når 50 procent af indbyggerne i et område bliver seniorer. Så sker der en acceleration i fraflytningen. Så lukker købmanden og skolen, og børnefamilierne flytter, men de ældre bliver boende. I en dansk kontekst er det ikke et stort problem, for vi har ikke store afstande, men for den enkelte er det en stoleleg, hvor musikken pludselig stopper, og du er den sidste, der sidder tilbage med en villa i en lille landsby, der højst sandsynligt ikke har nogen fremtid. Så hvordan løser vi det problem, at nogen tror, at de har en pensionsopsparing i deres bolig, men måske er der ikke købere til den, i hvert fald ikke til den pris, de håbede på,” spørger Claus Kjeldsen.

Det er et af de spørgsmål, tænketanken vil arbejde med, inden den skal aflægge rapport ved en stor konference til oktober.

Formanden vil ikke tage forskud på konklusionerne, men nævner som idé, at man kunne overveje en støtteordning, der skaber mere mobilitet på boligmarkedet i yderområder.

Skulle nogen foreslå, at man i stedet helt fik stoppet vandringen fra land til by, har de dog en vanskelig sag. Det er nærmest umuligt, lyder vurderingen, der underbygges med et økonomisk argument.

”Vi har altid boet der, hvor værdierne skabes. I landbrugssamfundet boede 80 procent af os på landet. Det var der, værdierne var. I industrialderen boede vi ved havnen i Esbjerg, omkring Grundfos i Bjerringbro og omkring Danfoss på Als, og hvor der nu var produktivitet,” siger Claus Kjeldsen.

Ifølge ham bliver servicesamfundets værdier i høj grad skabt i de større byer, men derfor kan man godt lokalt gøre meget for at hindre affolkning. Et godt eksempel på det er Herning.

”Grundlæggende er der ikke én fornuftig grund til, at der skal ligge en by i Herning. Den ligger ikke ned til søerne som Silkeborg, der er ikke smukt, der er ikke vand, der ikke skov, der er ikke noget som helst, der berettiger til en by, men alt kan ske i Herning. De begyndte med at gå sammen om at finansiere og bygge deres kunstmuseum. Byen suger indbyggere til sig, og det lokale initiativ kan i den grad gøre en forskel,” siger han og kalder Danmark for ”Europas Herning”. Vi har ikke haft mange naturrigdomme, men har alligevel skabt et af verdens 10 rigeste samfund. Derfor mener han også, at vi kan fortsætte fremgangen, hvis vi ”omfavner automatiseringen og videnssamfundet.”

Men hvad så med de ældre, der bliver fysisk eller mentalt nedslidte, og som bor derude, hvor købmanden og skolen lukker, og huset ikke kan sælges for et blot nogenlunde rimeligt beløb?

”To-tre ting. Grundlæggende færre vil blive nedslidte. Sådan har det også været historisk. Det var ikke skidt, at vi mistede syerskerne i Herning, for det var fysisk meget hårde job. Dem vil der blive færre af. Når fagforeningerne ikke længere kan forhandle vilkår for en halv million mennesker, som laver det samme, er spørgsmålet, hvordan vi sikrer nogenlunde lige vilkår. Der kunne tænketanken overveje, om vi skal have en tvungen pensionsopsparing. Urbaniseringen er mange vrede på, men hvis du spørger, om vi skal genindføre stavnsbåndet, ønsker man ikke, at der skal være en lov om, at der skal bo 8000 mennesker på Langeland. Så handler det om, hvordan dem, der vil blive boende i yderområder, får et godt liv. Jeg synes på ingen måde, det ser håbløst ud, men på sundhedsområdet bliver udfordringen, at der kommer nogle nye, dyre behandlinger. Før har vi sagt, at alle har ret til de bedste sundhedstilbud, men nu kan folk gå på nettet og finde ud af, at der er behandlinger, de kan købe, som ikke bliver tilbudt i Danmark. Så hvor skal grænsen gå for, hvilke behandlinger man kan få fra det offentlige? Det bliver en udfordring.”

Tænketanken har allerede holdt sit første møde, hvor der blev brainstormet på livet løs. Nu kommer arbejdet med at finde løsninger.