Husker du vor skoletid?
Husker det så nøje!
Du gik i en kjole hvid!
Jeg i stumpet trøje
Altid holdt vi fest vi to,
Kære, det var vildt det!
Husker du dengang vi slo´
hatten af Clotilde?
Hun kunne mærke frustrationen. Lige meget hvordan Lisa Rosén Rasmussen spurgte kilderne om, hvad de huskede fra deres skolegang, kom der kun almindeligheder: Om lugten af blæk og nylakerede gulve i 1950'erne; selvmalede ølkasser og frie mødetider i 1970'erne; pigelus og personlige samtaler med læreren i 1990'erne. Det var lige som den gamle remse om Clotilde – der var ikke noget med perspektiv i, bare historier uden hoved og hale.
Hun havde forventet, at de ville fortælle noget om, hvordan de skiftende politiske og pædagogiske strømninger havde påvirket deres livsforløb og valg af uddannelse. Kilderne var tre generationer af tidligere elever på udvalgte skoler, og deres svar skulle være rygraden i hendes ph.d.-afhandling. Nu havde hun bare en masse hverdagsoplevelser.
"Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: 'Jamen, de siger jo ikke noget'," fortæller hun.
Det samme tænkte professor Ning de Coninck-Smith. Hun leder forskningsprojektet Projekt Skolen for livet?, som afhandlingen er en del af. Sammen kom de frem til, at det måske mest af alt var traditionerne i skoleforskningen, der stod i vejen for at forstå de historier, kilderne faktisk fortalte. En tradition, der holdt fast i, at god forskning ikke kan basere sig på følelser og fortællinger. Ingen havde tidligere bare spurgt eleverne direkte om deres oplevelser af skolens indhold – måske netop af frygt for blot at få en sludder for en sladder.
"I virkeligheden er alle disse anekdoter om små hændelser, bygninger, stemninger og personer jo en ny form for historisk fortælling om livet i skolen," forklarer Lisa Rosén Rasmussen.
"Det er en mere ubevidst og sanselig fortælling uden egentligt plot, men det var jo netop det, der gjorde den virkelig. Spørgsmålet var så, hvad vi kunne bruge det til."
Gennem de ofte spredte skoleerindringer trådte der dog snart nye billeder ud af interviewene. Dem, der havde haft deres skolegang i 1950'erne, fortalte om disciplin og lige linjer over det hele, men også oprøret mod ordenen. Om at kaste med kridt og snige sig ned til slikmutter i frikvartererne.
Grænserne for, hvad der gik og ikke gik, var tydelige, men de skulle udfordres. Hos 1970'er-børnene var den autoritære lærer blevet en sær og udskældt figur med butterfly, grænserne var flydende og hverdagen fuld af forventning om, at alle flød med. Men for nogle var det svært at navigere uden regler, og det blev i høj grad tidens sociale skillelinje. I 1990'erne kunne læreren finde på at kalde eleverne enkeltvis til personlig samtale for at få dem til at hjælpe med at dæmpe deres kammerater. Det udfordrede deres ansvarsfølelse, men også pinlighedens grænser.
Selvom historierne var personlige, dannede der sig alligevel nogle mønstre. Hvor samfundsklasser i 1950'erne mere end noget andet definerede, hvem man var, og hvem der holdt sammen, blev det i stigende grad kønnet, der styrede omgangsformerne.
Fra at være en uomtvistelig autoritet blev læreren først indlevende over for eleverne som gruppe og siden en meget fjern person. Og som elev gik man fra at skulle navigere i et miljø, hvor alle var fælles om ikke at skulle have noget at sige til at være et fritstående individ, som selv skulle forholde sig aktivt til både lærerne, legene og lektierne.
"Helt overordnet kan man sige, at eleverne har oplevet skolen som stadig mere opdelt. Der var dem, der kunne håndtere friheden og ansvaret, og dem der ikke kunne," forklarer Lisa Rosén Rasmussen.
Oplevelsen af at være en del af et klassekollektiv er især af den årsag blevet mindre med tiden. Samtidig er mange af de gamle skillelinjer blevet utydelige i forhold til dengang, de fattige var dem, der gik i tøj fra Børnenes Kontor. Det gjorde det sværere at finde sig selv i skolen, da det begyndte at blive påtrængende i 1990'erne. De stadig kraftigere påvirkninger fra livet rundt om klasselokalet gjorde ikke nødvendigvis den kamp nemmere. Fra ikke at spille en rolle overhovedet trængte forældrene sig stadig mere på som en faktor i skolelivet, og i 1990'er-generationen er det ikke blot familielivet, men også venner og veninder, der er med til at definere livet i skolen.
Lægger man det hele sammen, lyder det måske mest som en forfaldshistorie, erkender Ning de Coninck-Smith, men sådan skal det ikke nødvendigvis forstås.
"Alle føler, de har gået i deres egen form for sort skole, men det er mest af alt udtryk for, hvor dybe spor skolelivet sætter i os. Og det viser, hvordan meget andet end selve læringen har betydning for, hvilke mennesker vi bliver til, og hvilke valg vi tager senere hen. Netop derfor er det så afgørende, at skolen er et ressourcefyldt univers med et rigt hverdagsliv," siger hun.
Det gælder ikke bare skoleledernes prioriteringer, men også politikernes generelle opmærksomhed på skoleområdet.
"Lidt firkantet kan man vel sige, at for at få fag som dansk og matematik til at virke, må vi ikke glemme alt det, der ligger ind imellem – frikvartererne og klassens time, stemningen mellem eleverne og mellem elever og lærere. For det er blandt andet her, den afgørende oplevelse af skolen bliver skabt, hvis vi skal tro elevernes egne erindringer."
