Prøv avisen

Livets træ er døden nær

Nu bukker selv store asketræer under. Denne ask på Amager bærer kun en lille gren med blade. - Foto: Michael Stoltze

Asken er med god grund et elsket træ, men de stolte træer er syge, og overalt i Danmark ser man nu asketræer med døde eller døende grene

Engang i fortiden har vore nordiske aner sikkert bemærket og grublet over sommerlysets spil i asketræets krone. Derfor kan det ikke undre, at netop asken blev livets træ, Yggdrasil, i den nordiske mytologi.

Yggdrasil groede ved en kilde og omfattede hele verden. Og ved træets fod sad de tre norner, skæbnegudinderne Urd, Verdande og Skuld, og spandt livstrådene. Urd symboliserede fortiden, Verdande var nutiden, og Skuld var fremtiden.

Fremstillingen af Yggdrasil i den nordiske mytologi er ikke helt grebet ud af luften. Virkelighedens ask trives netop bedst på fugtige steder og gerne, hvor der er kildevæld eller små, udtørrende skovbække. Botanikere taler ligefrem om askevæld – steder med asketræer og en frodig urtevegetation af blandt andet kodriver, firblad, tandrod, milturt, lungeurt og orkideerne tyndakset gøgeurt og ægbladet fliglæbe. Den frodige plantevækst skyldes, at asketræernes blade er næringsrige og let nedbrydelige, og at det livgivende lys nemt trænger gennem asketræernes løvhang.

Askens ved er stærkt, smidigt, lyst og let at spalte med en økse. Desuden er løvet velegnet som foder til husdyr. Disse egenskaber har gjort træet eftertragtet og har uden tvivl også medvirket til, at man har forgudet asken som Nordens udvalgte træ. Det har været en udbredt opfattelse, at guderne udstyrede naturens elementer med symboler, som mennesker kunne aflæse. Det lyse og anvendelige ved, lyset gennem askens krone og løvets anvendelighed som foder var alt sammen tegn på, at guderne boede i asken og ville mennesker det godt.

Opfattelsen af fremtiden som skæbnebestemt har været udbredt, og derfor har askens spådomme haft en fremtrædende rolle gennem historien. I førkristen tid i Norden var en vølve en sådan spåkone, der besad stor visdom og kunne se ind i fremtiden. Den nordiske skabelsesberetning, beretningen om verdens undergang (Ragnarok) og beretningen om verdens genfødsel er alle indeholdt i det store digt "Vølvens spådom", der formentlig stammer fra Island omkring år 1000. Det centrale digt er oversat og gendigtet et utal af gange.

Da det trækker op til Ragnarok "skælver Yggdrasils Ask" og "det gyser gennem det gamle træ", skriver Thøger Larsen i sin oversættelse fra 1914 af "Vølvens spådom". Træet skælver, for døden er nær. Med asken som livets træ bliver askens død et billede på Ragnarok.

Træarter kan blive syge og dø i hobetal. I Danmark har vi gennem de sidste 20 år oplevet de store elmetræer dø af svampesygdommen elmesyge. Efterhånden er så godt som alle store elme døde. De er nu fældet, faldet omkuld eller står barkløse tilbage som lyse skeletter i hegn og skove. Elmen findes endnu som små buske, så engang, når dræbersvampen er væk, vil de små buske formentlig atter blive til store træer. Men der kan gå mange hundrede år.

Nu er det så galt med asken. De stolte træer er syge, og overalt i Danmark ser man nu asketræer med døde eller døende grene. Både store og små asketræer er angrebet, og i løbet af de sidste par år er mange træer helt døde. De fleste asketræer er endnu sunde, men udviklingen accelererer faretruende. I nogle områder i de baltiske lande, hvor sygdommen har hærget længere, er over halvdelen af asketræerne døde. Så udviklingen er meget bekymrende.

Den dræbende sygdom skyldes en svamp, der af ukendte årsager er blevet meget aggressiv i de seneste år. Svampen, der hedder aske-stilkskive, har været kendt i over hundrede år, hvor den har levet som en fredelig nedbryder af stilke på asketræernes blade. Men så sent som i 2006 blev svampen fundet i en ukønnet form, som tilsyneladende er den, der angriber og dræber askens grene og til sidst kan dræbe hele træet. Sygdommen har fået navnet askens toptørre, og den dræbende, ukønnede form af svampen har fået det videnskabelige navn Chalara fraxinea.

Mange begræd i sin tid, at elmene døde, ikke mindst fordi elmene udgjorde en meget stor del af vores bytræer og alleer. Nu er der gået nogle år, siden de sidste elmetræer forsvandt fra byerne, og vi har næsten glemt, hvordan elmenes manna regnede fra træerne i juni og lagde sig i dynger i gaderne. Nu er elmene de fleste steder erstattet af lindetræer. Under lindetræerne regner det i stedet med klæbrig honningdug fra bladlus. Men linden krydrer sommeraftenernes luft fra deres lysvæld af honningduftende blomster. Så alt i alt er elmens død et tab med gevinst.

Det er værre med asken. Den er en ener i vores skove og parker, og hvis den dør i stor stil, vil det være et næsten ubærligt tab. Som sindbillede på det lyse og lette vil det være en del af Danmark og Norden, der forsvinder med asken.

På baggrund af myterne er det nærliggende at tolke askens sygdom som et tegn fra guderne. Når livets træ dør, falder verden sammen. Måske er det sådan. Måske er verden af lave og på vej mod sin undergang. Vi kan ikke vide det. De vidunderlige myter er kun myter, og de er menneskers værk. Myterne er smukke og magiske fortællinger om verden, så derfor tror mange på myterne. Vi kan netop kun tro og ikke vide. Sådan er det med al religion.

Videnskaben giver os derimod de virkelige eller sandsynlige forklaringer på verden og på sammenhænge i naturen. Uden videnskaben ville vi stadig have befundet os i middelalderens mørke og leve et usselt liv uendelig langt fra nutidens velfærd. Så vi skal være glade for videnskaben, der beroligende kan sige, at askens død ikke er den sikre begyndelse til Ragnarok.

Videnskaben i sig selv er egentlig ret kedelig. I videnskaben er der ingen magi, ingen Yggdrasil, og forskerne fortæller os blot, at askene nu dør i større eller mindre omfang på grund af en svamp, der er gået til angreb. Sådan er naturen bare.

Uanset videnskaben kan vi ikke undgå, at askens sygdom og død vil gøre stort indtryk på os og sætte mange tanker i gang. Vores fantasi og evne til at opleve verdens magi ligger dybt i os som mennesker. Fantasien er frihed. Det har videnskaben også blik for. Derfor er det meget passende, at billedhuggeren Jens Adolf Jerichau har fremstillet H.C. Ørsted stående som asken blandt nornerne. Netop Ørsted, der kort før sin død udgav værket "Ånden i naturen", var videnskabsmanden, der tænkte på tværs og erkendte fantasiens og symbolernes store betydning.

En vis ærefrygt er på sin plads, når asken, Yggdrasil, livets træ, er døden nær.

indland@kristeligt-dagblad.dk

Der er ikke meget liv længere i livets træ. - Foto: Michael Stoltze
Asken er lysets træ. -- Foto: Michael Stoltze.
J.A. Jerichaus monument over H.C. Ørsted fra 1876. Monumentet, der er opstillet i Ørstedsparken i København, fremstiller Ørsted som Yggdrasils ask blandt nornerne Urd, Verdande og Skuld. -- Foto: Michael Stoltze.
Nu bukker selv store asketræer under. Denne ask på Amager bærer kun en lille gren med blade. . -- Foto: Michael Stoltze.