Prøv avisen

Lodbjerg er Danmarks mindste sogn

Lodbjerg Kirke. - Foto: Wikimedia Commons

For nylig skrev vi, at Venø Kirke efter flere års kamp med Lodbjerg Kirke nu officielt kan kalde sig landets mindste. Det medgiver sognepræsten i Lodbjerg på sin vis i dette indlæg, han har sendt til os -- og tilføjer, at hans sogn til gengæld er landets mindste

I den spændende artikel på bagsiden af Kristeligt Dagblad den 20. marts om Venø Kirke, der er Danmarks mindste, står der, at Lodbjerg Kirke og Venø Kirke gennem flere år har hævdet at være Danmarks mindste kirke.

Jeg ved godt, at der i nogle turistbrochurer og andre steder står, at Lodbjerg er Danmarks mindste kirke. Men det har vi nu aldrig hævdet her i sognet. Vi har hele tiden vidst, at Venø Kirke er mindre end Lodbjerg Kirke.

For omkring 25 år siden var jeg nemlig med et konfirmandhold herfra på Venø med et målebånd, så vi uden videre kunne se, at Venø Kirke er mindre.

Hvis man til gengæld omformulerede spørgsmålet til: Hvilken kirke er Danmarks mindste middelalderlige landsbykirke? Så ville svaret være Lodbjerg Kirke. Venø er fra renæssancen, og Lodbjerg er omkring 100 år ældre.

På et andet område står vi dog fuldstændig på lige fod med Venø Kirke, nemlig når det gælder pladsproblemer. Der er plads til omkring 50 mennesker i Lodbjerg, hvis de skal sidde nogenlunde. Og sidste søndag, da der var gudstjeneste i kirken, var vi 82 – og der var tre biler, der måtte vende om. Faktisk vil vi hævde, at kirkegangsprocenten heroppe i Lodbjerg er landets højeste, nemlig over 150 procent i gennemsnit. Men det skyldes altså, at vi er landets mindste sogn. Der er kun 47 beboere i Lodbjerg Sogn, hvoraf 43 er medlem af folkekirken.