Prøv avisen

Løkke: Et godt dansk sundhedsvæsen skal gøres bedre

Regeringens udspil til en sundhedsreform ventes onsdag. Regionernes fremtid deler vandene på Christiansborg.

- Et godt dansk sundhedsvæsen skal gøres bedre.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag i Folketingssalen, hvor politikerne afprøver en ny debatform, hvor partilederne holder korte taler og udspørger hinanden.

- For mange patienter oplever sundhedsvæsenet på en måde, hvor man skal være stærk for at være syg.

- Hvor den ene hånd ikke altid ved, hvad den anden gør. For mange skal rejse for langt for at få ukompliceret behandling, siger statsministeren.

En del af indholdet i regeringens udspil til en sundhedsreform har allerede været fremme i medierne. Ambitionen er, at der i 2025 skal være 500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser.

Hvordan det skal ske, er dog endnu ikke besvaret.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at der er et stort behov for en sundhedsreform.

- Når man skal have en behandling på et sygehus, skal man finde sig i at tage længere væk fra sit hjem. Det er man nok også tilfreds med, hvis man får en bedre behandling, på det sygehus man kommer frem til.

- Men alt hvad der kan klares, som ikke kræver specialiseret behandling, skal klares så tæt på borgeren som muligt, siger han.

Regeringens udspil til en sundhedsreform ventes at blive præsenteret onsdag.

Rød blok og dele af Venstres bagland kalder det en centralisering allerede inden udspillet er præsenteret, men det afviser statsministeren og blå blok.

Socialdemokratiet er imod at fjerne regionerne, der driver sygehusene, selv om langt størstedelen af blå blok taler for det.

- Vi vil ikke være med til en yderligere centralisering af Danmark, som regeringen lægger op til. Vi har behov for tid og nærhed og ikke det modsatte, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

/ritzau/