Løkke får sværere ved at vinde på sundhedsreform

Nu skulle den komme inden jul. Regeringens sundhedsreform, den største reform i et årti, er blevet udskudt igen og igen, og jo tættere vi er på næste folketingsvalg, des vanskeligere er det blevet for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at bruge sundhed som trumfkort

Både på Christiansborg, i regionerne og i sundhedsvæsenet spørger man til, hvorfor reformen er blevet så forsinket. Statsministeren er selv tæt inde over hele processen, og det er ham, der bestemmer, hvornår den er færdig og skal præsenteres, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen.
Både på Christiansborg, i regionerne og i sundhedsvæsenet spørger man til, hvorfor reformen er blevet så forsinket. Statsministeren er selv tæt inde over hele processen, og det er ham, der bestemmer, hvornår den er færdig og skal præsenteres, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

År efter år har sundhed og udlændinge været de to vigtigste emner for vælgerne. Det har været medvirkende til, at de borgerlige partier har siddet på magten i langt de fleste år siden 2001. Især statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har tidligere haft held med at gøre sundhed til en personlig politisk mærkesag. Der er over tid blevet afsat mange milliarder kroner ekstra til kræftpakker, supersygehuse og generel udbygning af sundhedsvæsenet.

Det er bare efterhånden blevet svært at love yderligere forbedringer, men regeringen er angiveligt på vej med ”den største sundhedsreform i ti år”. Egentlig skulle den allerede have været præsenteret sidste år. Før sommerferien lovede statsministeren, at den ville komme ”efter sommerferien”, i åbningstalen i oktober var det blevet til ”på den anden side af efterårsferien”, og nu skulle det være ganske vist, at den bliver præsenteret inden jul. Man skal bare lige have finansloven på plads først.

Både på Christiansborg, i regionerne og i sundhedsvæsenet spørger man til, hvorfor reformen er blevet så forsinket. Statsministeren er selv tæt inde over hele processen, og det er ham, der bestemmer, hvornår den er færdig og skal præsenteres.

Ifølge velplacerede kilder er udspillet sådan set klart, men så længe det ikke er offentliggjort, bliver der stadig skrevet nye sider til. Det kan man jo lige så godt.

Den største knast er stadig regionernes fremtid. Politisk ønsker de tre andre borgerlige partier at nedlægge regionerne, eller i hvert fald at afskaffe de folkevalgte regionsråd. I Venstre er holdningerne mere delte. Især blandt partiets regionspolitikere i Jylland betragter man det som dybt problematisk at droppe den politiske styring. Det er en del af Venstres dna, at der skal være et element af folkestyre, når man skal prioritere i sundhedsvæsenet, lyder det.

Andre regionale partifæller ser det som meget tekniktungt med få politiske beslutninger, og de tager derfor mere afslappet på, om strukturen ændres. Den kyniske kalkule er, at hvis det handler om at bevare regeringsmagten efter næste valg, må man sælge regionerne. Det har folketingsgruppen på Christiansborg også indstillet sig på.

Taktisk er overvejelsen for statsministeren, om han selv skal foreslå det, eller om han skal overlade det til Dansk Folkeparti at kræve det i en forhandling, efter at reformen er lagt frem.

Det overordnede mål med den er at sikre mere nærhed i sundhedsvæsenet. Dermed er der tale om en korrektion af den centralisering, som følger med supersygehuse og nedlæggelse af lokale sygehuse. Præcis på samme måde som udflytningen af statslige arbejdspladser fra København har skullet skabe større ”nærhed” for borgere i yderområderne, hvor Venstre især fik et katastrofalt valg i 2015.

Midlet er ikke at genstarte mindre provinssygehuse over hele landet. Derimod vil regeringen oprette 21 såkaldte sundhedsfællesskaber, der skal bygge bro mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger. Det handler både om at flytte patienter ud af sygehusene, når de ikke har behov for at være der, og om at undgå, at patienter bliver ”tabt” i overgangen mellem sygehusindlæggelse og videre behandling hos den praktiserende læge.

Sundhedsfællesskaberne er imidlertid ikke nogen stor revolution. Alle regioner har allerede i dag sundhedskoordinationsudvalg, hvor læger og politikere fra regioner og kommuner forsøger at tilrettelægge den fælles indsats.

For De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bunder modstanden mod regioner politisk i, at man dybest set mener, at Danmark er for lille til at have tre administrative led – stat, regioner og kommuner. Men staten og dermed sundhedsministeren får med sikkerhed aldrig det direkte ansvar for landets hospitaler, og man vil fortsat have et mellemled, for eksempel i form af tre eller fem regioner, der så skal ledes af professionelle bestyrelser, muligvis bestående af repræsentanter fra staten og kommunerne.

Dermed risikerer man at ende med et system, som bliver endnu mere lagdelt end det nuværende. Så får man staten, sundhedsministeren og sundhedsstyrelsen på det øverste niveau og derunder regionerne, sundhedsfællesskaberne, kommunerne og endelig de praktiserende læger. Det er mildt sagt ingen statsgaranti for et bedre fungerende system.

I det hele taget kan man spørge om behovet for en stor reform, for systemet fungerer faktisk bedre end længe – i hvert fald, hvis man skal tro, praktiserende læger, hospitalslæger, sygeplejersker, sundhedspolitikere og sundhedsøkonomer. Som en kilde bemærker, er det dygtigt lykkedes Danske Regioner at få alle de grupper til at bakke op om regionerne.

En meningsmåling fra Altinget.dk og Norstat viste i august, at 42 procent af vælgerne betragter sundhed som et af vigtigste emner ved næste valg, og et flertal har mest tillid til, at en socialdemokratisk ledet regering vil kunne løfte det område.

På Christiansborg er vurderingen nu, at udspillet til en sundhedsreform kommer så sent, at man næppe kan nå at lave en politisk aftale inden valget. Dermed får det mest karakter af regeringens og især Venstres valgoplæg.

Der kan det vise sig kritisk for statsministeren at have ventet så længe med det. Og at have skabt splid i sit eget parti om regionernes fremtid. Samt at have satset så hårdt på strukturændringer som tema. Det er næppe det, som optager vælgerne mest.