Prøv avisen

Løkke hylder jødernes redningsmænd under krigen

I forbindelse med 75-året for redningen af mere end 7000 danske jøder under Anden Verdenskrig blev der torsdag morgen lagt kranse ved mindesmærket "Stævnen" i havnen i Gilleleje. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsministeren har holdt tale ved mindehøjtidelighed for 75-året for redningen af mere end 7000 jøder.

Vi skylder alle en stor tak til de mennesker, der udviste stort mod i oktober 1943 og var med til at redde mere end 7000 jøder i sikkerhed for tyskerne under Anden Verdenskrig.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale i forbindelse med markeringen af 75-året for den store redningsaktion.

Den er henlagt til Gilleleje, som var udgangspunkt for mange af de både, der fragtede jøderne over Øresund til Sverige.

- En af de vigtigste begivenheder i danmarkshistorien - nok den del af vores hjemlige historie, der er bedst kendt ude i verden - handler ikke om generalers dåd.

- Men om de almindelige danskere, som i det små traf valg, der fik en kæmpe betydning, siger Løkke i talen.

Han fortæller, hvordan sygeplejersker, læger, naboer, venner og præster var med til at skjule og transportere de flygtninge, der ikke blev opdaget på grund af Gestapos ransagninger.

Hvordan de fulgte deres samvittighed og handlede efter den.

- Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse.

- Når mange mennesker tager det ansvar på sig, står medborgerskabet stærkt, siger Løkke.

Blandt deltagerne i mindehøjtideligheden er den israelske præsident, Reuven Rivlin samt kronprins Frederik.

/ritzau/