Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne sagtens komme i tanke om større reformer, da han og fem andre topministre præsenterede sundhedsudspillet ”Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder”. Måske var det endda for meget overhovedet at tale om en reform, måske skulle man nøjes med at kalde det en udviklingsplan for det danske sundhedsvæsen over tid, lod han forstå. Under 1000 af de 140.000 ansatte i det danske sundhedsvæsen og i regionerne vil blive direkte berørt.
Statsministerens forsøg på at tale sit eget udspil ned lød umiddelbart mystisk. Den reform, regeringen har talt om i snart to år, skulle føre til de største ændringer i sundhedsvæsenet siden kommunalreformen i 2007. Den skriftlige del af forslaget fylder 140 sider, og i morgen vil regeringen præsentere yderligere udspil, der skal få sundhedsvæsenet til at fungere bedre, sikre tilstrækkeligt med sundhedspersonale og så videre.
Det, der ikke er svært, skal være nært, hedder det kækt. Men det er altså ingen revolution, snarere en evolution, som gradvist skal virkeliggøres frem til 2025. Hvis den overhovedet bliver til noget.
Regeringen indleder politiske forhandlinger om udspillet inden for de næste to uger. Det ventes at kunne føre til en aftale med Dansk Folkeparti, men ikke med Folketingets øvrige partier, der allerede i går lagde afstand til forslaget – især den del, der handler om at nedlægge regionsrådene som politisk styrende organ for hospitalsvæsenet.
Selv hvis det i løbet af nogle uger lykkes at indgå en aftale med Dansk Folkeparti, bliver sundhedsreformen ikke dermed til virkelighed. Der skal først holdes folketingsvalg, og regeringen satser åbenlyst på at bruge en aftale som et valgoplæg. Sundhed skal være et centralt tema for valgkampen.
Lars Løkke Rasmussen vil bruge sin erfaring på og indsigt i sundheds-området som et aktiv over for Mette Frederiksen. Det er muligvis også en af hans bedre chancer, eftersom det er et af de få områder, hvor den borgerlige blok kan stå nogenlunde samlet.
Forslaget om at nedlægge regionerne giver ganske vist fortsat stor ballade internt i Venstre, men mellem Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti hersker en sjælden harmoni. Over for Socialdemokratiet vil man argumentere med, at man kan spare 350 millioner kroner om året på at nedlægge regionsrådene, og de penge er bedre brugt på ”varme hænder” – på at skabe et mere nært sundhedsvæsen.
Nærhed er blevet det store plusord i den politiske debat, og regeringen forsøger med sit udspil at fortælle, at den vil bringe sundhedsvæsenet tæt på borgerne. Rammen bliver de 21 sundheds- fællesskaber centreret omkring landets akutsygehuse, som stort set allerede findes. Dertil skal der uddannes flere læger, ansættes 2000 flere sygeplejersker og oprettes nye ”sundhedshuse” og mere moderne lægehuse. Socialdemokratiet har allerede tidligere fremlagt lignende forslag, blot overtrumfer regeringen partiets bud om 1000 ekstra sygeplejersker. Valgkampen er i gang.
Den store skillelinje bliver, om man vil bevare eller nedlægge regionsrådene. Selvom vælgerne i mange undersøgelser betragter sundhed som et af de vigtigste politiske temaer, er det nok tvivlsomt, om regionernes fremtid ligger dem så meget på sinde, at det bliver afgørende for udfaldet af folketingsvalget.
Lars Løkke Rasmussen håber, at han kan gentage forløbet op til valget i 2011, hvor det ved hjælp af en aftale med De Radikale lykkedes at indgå den såkaldte tilbagetrækningsaftale, der udhulede efterlønsordningen, og som den socialdemokratisk ledede regering efterfølgende måtte gennemføre i efteråret 2011, selvom Socialdemokratiet som parti var imod aftalen. Den afgørende forskel fra dengang er, at regeringen ikke kan gøre sig håb om at få et parti på den anden side af midten med i en aftale nu.
Det kan kun blive til en aftale med Dansk Folkeparti, og mister regeringen sit flertal, er Mette Frederiksen som ny statsminister fri til at skrue en sundhedsreform sammen med sit eget parlamentariske flertal, det vil sige med partierne til venstre for midten.
Problemet for regeringen er, at selv om sundhedsudspillet kan forene de borgerlige partier, udfordrer det samtidig den gruppe af bløde midtervælgere, som gerne krydser midterlinjen, når de stemmer. Det er de vælgere, der synes, det er problematisk, at man vil tage en væsentlig del af det folkevalgte element ud af sundhedsområdet ved at nedlægge regionsrådene. Og det er de vælgere, der bor i yderområder, som kan have svært ved at tro på, at sundhedsvæsenet bliver mere ”nært” af, at man nedlægger rådene og flytter magten over til det nye Sundhedsvæsen Danmark, som skal have hovedkvarter i Århus, og som i øvrigt, hvis det står til regeringen, skal ledes af de nuværende regionsrådsformænd, lægelige fagfolk og repræsentanter for patientforeningerne.
Det er faktisk også en udfordring for Dansk Folkeparti, der i de senere år har gjort sig bannerfører for yderområderne, og som kan få et forklaringsproblem over for sine vælgere.
Kommunikationsmæssigt står regeringen med det problem, at den taler om at sikre patientrettigheder og nærhed, samtidig med at den vil centralisere styringen af sundhedsvæsenet og skabe længere vej fra patient til de politisk ansvarlige. Det svarer til Lars Løkke Rasmussens udfordring med at præsentere en historisk sundhedsreform, som om det i virkeligheden bare er en udviklingsplan over tid. Sagt lidt firkantet er han kommet i klemme mellem det nære, det svære og det fjerne.